Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.

Sådan kan sygeplejerskerne få mere i løn

Anders Samuelsen fra Ny Alliance har været ude i pressen med et forslag til en omlægning af brugerbetalingen i sundhedsvæsenet. Formålet med forslaget er blandt andet, at skaffe en finansering af en rimelig lønforhøjelse til sygeplejersker og SOSU-assistenter.

Helt konkret indebærer Ny Alliances forslag, at det fremover skal koste 75 kroner for at gå til lægen, 100 kroner for at få et besøg af vagtlægen, 100 kroner for at blive henvist til en speciallæge, 150 kroner for at besøge skadestuen, 125 kroner for et ambulant besøg og 50 kroner pr. dag ved sygehusindlæggelse. Dog skal man maksimalt betale op til én procent af sin årlige indtægt i brugerbetaling på sundhedsområdet. Endvidere ønsker Ny Alliance, at gøre det billigere at gå til psykolog og fysioterapeuter. Samtidigt ønsker Anders Samuelsen, at gøre det gratis at få gennemført en paradentosebehandling hos tandlægen.

Personligt synes jeg, det lyder som et interessant udspil fra Ny Alliance og jeg synes godt om den foreslåede model med brugerbetaling på sundhedsområdet. De nævnte beløb lyder rimelige og hvis det kan være med til at finansiere et fornuftigt løft i lønnen til sygeplejersker og SOSU-assistanter samtidigt med, at der bliver kigget på finanseringen af nogle af de øvrige sundhedsydelser, er det helt okay med mig.

Nye Alliance: Danmarks nye liberale parti?

Søndag er for mig altid store avisdag og i forbindelse med jeg pløjede mig igennem aviserne, faldt jeg over den interessante nyhed om, at Anders Samuelsen er ny politisk ordfører for Ny Alliance. Med kun Naser Khader, Jørgen Poulsen og Anders Samuelsen som Ny Alliance folketingsmedlemmer, er det ikke den store overraskelse, at det lige netop blev Anders, der fik rollen som politisk ordfører – han er efter min mening den absolut skarpeste af de tre, når det gælder politiske holdninger.

Hvad der til gengæld er lidt mere overraskende – i hvert fald for mig – er, at Ny Alliance nu melder ud med en meget klar liberal profil. Helt konkret vil partiet jagte liberale stemmer hos specielt Venstre, der jo ellers er kendt Danmarks liberale parti. Det er imidlertid en offentlig hemmelighed, at mange liberalt orienterede Venstre vælgere synes, at Anders Fogh Rasmussen i sin jagt på de mange midtervælgere, har flyttet Venstre alt for meget ind mod midten og har solgt ud af mange klassiske liberalistiske værdier (det gælder blandt andet mig selv). Jeg kan derfor sagtens forestille mig, at Ny Alliance kan få succes med at tiltrække denne gruppe af vælgere.

Jeg tror til gengæld også, at det er altafgørende for Ny Alliances overlevelse, at partiet nu holder fast i sin politiske platform som et borgerligt liberalt parti. Ergo skal der ikke være mere slinger i valsen fra Ny Alliances side. Det drejer sig udelukkende om skabe resultater og vælgertillid gennem hårdt og målrettet politisk fodarbejde.

Måske har Fogh alligevel brug for Khader

I forlængelse af gårsdagens nyhed om, at Malou Aamund har valgt at forlade Ny Alliance til fordel for Venstre, kan jeg ikke lade være med at tænke den tanke, at statsminister Anders Fogh Rasmussen måske alligevel har brug for Naser Khader og Ny Alliance desuagtet regeringen nu er sikret et flertal uden om Ny Alliance. I hvert fald tror jeg, at Anders Fogh Rasmussen ønsker, at Ny Alliance kommer til at opleve en eller anden form for stabilitet i den kommende tid og således overlever på den korte bane – i hvert fald indtil næste valg.

Det baserer jeg på, at Fogh Rasmussen meldte ud efter valgsejren i november sidste år, at han ønsker at skabe mere brede forlig i Folketinget. Og selv om en eventuel sprængning af Ny Alliance sikkert vil betyde, at Naser Khader og Anders Samuelsen som minimum ville blive borgerlig løsgængere og dermed sikre regeringens overlevelse, tror jeg faktisk, at Anders Fogh Rasmussen helst så at Ny Alliance overlevede med de nuværende tre mandater.

Et eller andet sted er Ny Alliance nødt til at gå med i de kommende politiske forlig og aftaler fra regeringens side, hvis partiet på nogen måder skal vise sin relevans. Ny Alliance får næppe sat noget stort fingeraftryk på disse forlig med et meget amputerede mandatantal, men i bund og grund er der ingen vej uden om. Og det tror jeg, at Fogh Rasmussen er meget bevidst om. Det vil nemlig samtidig kunne hjælpe ham med at “overbevise” vælgerne om, at han og regeringen skam står ved udtalelserne umiddelbart efter valgsejren sidste år, det vil sige at Anders Fogh Rasmussen i hvert fald på papiret ønsker bredere forlig end tidligere om de store sager og problemstillinger.

Om jeg har ret i min påstand, vil tiden snart vise.

Politisk refleksion: Hvis valgkampen havde varet to dage mere…

Selv om Ny Alliance er et meget ungt parti, har det allerede oplevet store op- og nedture i de politiske målinger. Efter Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg tilbage i starten af maj måned meldte ud, at de ville forlade deres respektive partier for at stifte Ny Alliance, har forskellige meningsmålinger givet det nye parti helt op til imponerende 24 mandater. Men som bekendt endte valget med, at Ny Alliance måtte nøjedes med fem mandater, hvilket svarer til kun 2,8 procent af de afgivne stemmer.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at komme med følgende politiske refleksion: Hvis valgkampen havde fortsat i bare yderligere to dage, så tror jeg simpelthen ikke Ny Alliance ville have været kommet ind i Folketinget. For yderligere et par dages valgkamp ville med stor sandsynlighed havde udstillet endnu flere af Naser Khaders svagheder som partileder og have kostet endnu flere stemmer.

I forvejen havde Ny Alliance mistet tilslutning fra mange potentielle vælgere som følge af forvirringen om, hvorvidt Naser Khader nu også ville pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister, når det kom til stykket. Der forsvandt yderligere stemmer, da det viste sig, at Khader slet ikke havde styr på partiets skatteprogram, da en vælger konfronterede ham med spørgsmål herom.

Så jeg tror, at Ny Alliance skal være rigtig glade for, at det blev til en forholdsvis kort valgkamp – det reddede dem sandsynligvis fra, at komme under spærregrænsen på 2,0 procent.

Klog beslutning af Marianne Jelved

I dag kom så nyheden om, at Marianne Jelved går af som partileder for Det Radikale Venstre. Efter en lang periode, hvor partiet nærmest har sat sig selv helt uden for indflydelse og de politiske budskaber har været meget “radikale” med blandt andet et ultimativt krav om statsministerposten efter næste valg, har Marianne Jelved været presset på både de interne og eksterne linier. Og da Naser Khader og Anders Samuelsens pludselig sagde farvel til partiet for at stifte Ny Alliance, gik tilslutningen til Det Radikale Venstres nærmest i frit fald i meningsmålingerne.

Selvom det dermed egentlig kun var et spørgsmål om tid, inden den interne uro under alle omstændigheder ville tvinge Marianne Jelved til at gå af, synes jeg nu alligevel at det er klogt af hende at trække sig nu. Personligt er jeg ikke tilhænger af de radikales politik og har egentlig haft fint med, at dette parti har været udenfor indflydelse med den politik, som de har haft. Omvendt er der næsten ikke noget værre end en politiker, der bare klæber til taburetten og krampeagtigt holder fast, frem for at erkende, hvornår det er tid for at give stafetten videre. Jeg tror derfor, at det er godt for Det Radikale Venstre, at der nu kommer friske kræfter til og man har da altid lov til at håbe, at også de radikale nu vil prøve at se mere åbent og liberalt på tingene – lige som Ny Alliance :o)

Forfriskende initiativ i dansk politik

Som du sikkert har hørt i pressen i dag, så har Naser Khader og Anders Samuelsen valgt at forlade Det Radikale Venstre for at stifte et helt nyt parti ved navn Ny Alliance. De to herrer får endvidere følgeskab af Gitte Seeberg, der forlader de Konservative til fordel for det nye parti. I følge oplysninger på partiets website, er Ny Alliance et midterparti, der vil søge indflydelse, uanset om det er til højre eller venstre side af Folketingssalen. Endvidere har de tre stiftere meldt klart ud, at de vil kæmpe for, at Dansk Folkeparti skal sættes uden for indflydelse i dansk politik.

Jeg synes etableringen af Ny Alliance er et forfriskende initiativ og det gør jeg primært af to årsager: Først og fremmest synes jeg, at det er godt, at der bliver skubbet lidt til de etablerede og ofte støvede partier – det trænger de til! Men mest af alt er jeg begejstret fordi, at Ny Alliance måske er det initiativ, som kan være med til at skabe et borgerligt flertal uden om Dansk Folkeparti, der efter min mening har fået alt for stor indflydelse ved at være populistiske og slå på fremmedfjendskhed. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at vi efter næste valg står med en borgerlig regering bestående af Venstre, De Konservative, Ny Alliance og måske også De Radikale, hvis de vil spille med. Det tror jeg vil skabe et godt og seriøst grundlag for en liberalt orienteret velfærdspolitik med et menneskeligt ansigt.

Så fik Ny Alliance sat et fingeraftryk…

Finansloven blev som bekendt forhandlet på plads i går og jeg synes det er positivt at se, at Ny Alliance langt om længe fik sat et realpolitisk fingeraftryk.

Ganske vist stemte jeg ikke selv på Ny Alliance i forbindelse med folketingsvalget tilbage i november måned sidste, idet jeg savnede klare udmeldinger fra specielt Naser Khader om partiets politiske ståsted. Men derfor kan jeg sagtens unde det stormomsuste parti lidt fremgang og indflydelse, da Ny Alliances partiprogram fortsat indeholder mange spændende elementer.

Når alt dette er sagt, er der selvfølgelig ikke nogen tvivl om, at det er regeringen og Dansk Folkeparti, der satte den primære dagsorden i forhold til finanslovens sammensætning. Men nu er Ny Alliance i det mindste i gang med at sætte fingeraftryk på den politiske dagsorden i Danmark. Fingeraftrykket kommer ganske fra lillefingeren, men lidt har også ret.