Opportunistisk af Dansk Folkeparti

Efter at det er kommet frem i pressen, at en af de evakuerede irakiske tolke har medbragt to koner med børn og ønsker at søge asyl til sin samlede familie, har man næsten kunne tælle ned til, hvornår Dansk Folkeparti på sædvanlig opportunistisk vis ville forsøge på at udnytte situationen politisk set. DF’s Søren Espersen har da også allerede meddelt, at hans parti forlanger, at regeringen skal sætte en stopper for, at tolken skal kunne søge asyl for sig selv og begge koner og at han til gengæld enten må lade sig skille fra den ene kone eller forlade landet med begge koner.

Jeg synes at det er trist for demokratiet, at Dansk Folkeparti bliver ved med kun at tænke i populisme og slå plat på den forfærdelige situation, som den stakkels tolk og hans familie er kommet og som nu tvinger dem til at forlade deres hjemland som flygtninge, efter at manden har arbejdet som tolk for de danske styrker i Irak.

Ja, det er ganske vist ulovligt med bigami i Danmark i form af, at man ikke må gifte sig med flere, hvis man i forvejen er gift. Men i følge dansk lov er det selve handlingen (altså hvis man gifter sig med flere), der er ulovlig, men derimod ikke “tilstanden” i form af man allerede er gift med flere koner, hvis man kommer fra et andet land, hvor bigami er tilladt. Jeg mener, at vi som ansvarlig nation under alle omstændigheder bare skal koncentrere os om at hjælpe tolken og hans familie med asyl og samtidigt ignorere Dansk Folkepartis forsøg på at udnytte situationen til egen politisk vinding.

Danske politikere = De tre vise aber?

I går bladrede jeg lidt rundt på Berlingske.dk, og faldt over et indlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund, som under overskriften “Vi med motorvej” på ganske ironisk vis kommenterer udviklingen i det danske samfund.

Udgangspunktet i indlægget drejer sig om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop har bevilget 3,5 mia. kroner til en motorvej mellem Herning og Holstebro (Aamund konstaterer for øvrigt i den sammenhæng, at motorvejen sikkert ender med at koste 5 mia. kroner jævnfør den normale offentlige praksis for at overskride budgetter). På ganske humoristisk vis omtaler Aamund, hvordan denne motorvej kommer til at forgylde Herning og Holstebro og revitalisere de små byer langs strækningen, og at det dermed kan forsvarer, at de økonomiske rammer for vores universiteterne, forskning og højteknologiske vækstvirksomheder fortsat forringes.

Efter min mening rammer Asger Aamund helt plet med hans kommentar. Det er efterhånden grotesk at se, hvordan begge sider af Folketinget i den grad vælger at lade være med at se problemerne i øjnene. Blå blok kæmper krampagtigt for at holde på magten, og har derfor kun en yderst begrænset lyst til at gennemføre reformer. I stedet forsøger de på at lappe huller, og udskrive større checks til dem, som de tror vil hjælpe dem til at bevare magten. Og hvad angår rød blok, så er de så forhippet på at komme til magten, at de i den grad sælger ud af tidligere tiders politik og principper, samtidigt med at de har travlt med at love vælgerne et endnu større stykke lagkage, end blå blok allerede har skåret ud. I begge tilfælde er resultatet, at overtrækket på landets kassekreditt stiger og stiger. For alle danskere skal jo have råd til fladskærms-tv og designermøbler, for Danmark er jo et velfærdssamfund og vi kan jo altid bare sætte skatten op – ganske som rød blok jo vil gøre hvis/når de kommer til magten.

Problemet i en nøddeskal er desværre, at politikerne næsten agerer som sagnet om de tre vise aber: “Se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt og du vil heller ej selv blive ramt af ondt”. I hvert fald virker det som om, at politikerne vil hverken vil lytte eller se i forhold til de enorme udfordringer vi har i samfundet. Snakke vil de til gengæld gerne, men kun når der kan loves endnu større stykker lagkage til befolkningen, der i den grad er ved at blive taget som gidsler i en velfærdsfælde. For mere vil have mere. Som den tidligere socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Kjeld Rasmussen, udtalte om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd: “Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om at Danmark nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund i den grad har brug for. Skal det virkelig gå helt galt, inden partierne – på vegne af befolkningen – finder mod til at gennemføre ganske vist upopulære, men helt nødvendige beslutninger? Og ja, det er korrekt at det ikke giver stemmer eller popularitet, og lige netop derfor skal det også være alle partier, der bakker op og tænker i, hvad der er det bedste for landet, og ikke det enkelte parti og politiker.

Brug et par minutter eller tre på at læse indlægget fra Asger Aamund, længere tid tager det ikke at læse. Om ikke andet kan du – takket være Aamunds ironiske skrivestil – måske trække lidt på smilebåndet desuagtet alvoren i dette emne. Du finder indlægget her.

Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.

Forfriskende initiativ i dansk politik

Som du sikkert har hørt i pressen i dag, så har Naser Khader og Anders Samuelsen valgt at forlade Det Radikale Venstre for at stifte et helt nyt parti ved navn Ny Alliance. De to herrer får endvidere følgeskab af Gitte Seeberg, der forlader de Konservative til fordel for det nye parti. I følge oplysninger på partiets website, er Ny Alliance et midterparti, der vil søge indflydelse, uanset om det er til højre eller venstre side af Folketingssalen. Endvidere har de tre stiftere meldt klart ud, at de vil kæmpe for, at Dansk Folkeparti skal sættes uden for indflydelse i dansk politik.

Jeg synes etableringen af Ny Alliance er et forfriskende initiativ og det gør jeg primært af to årsager: Først og fremmest synes jeg, at det er godt, at der bliver skubbet lidt til de etablerede og ofte støvede partier – det trænger de til! Men mest af alt er jeg begejstret fordi, at Ny Alliance måske er det initiativ, som kan være med til at skabe et borgerligt flertal uden om Dansk Folkeparti, der efter min mening har fået alt for stor indflydelse ved at være populistiske og slå på fremmedfjendskhed. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at vi efter næste valg står med en borgerlig regering bestående af Venstre, De Konservative, Ny Alliance og måske også De Radikale, hvis de vil spille med. Det tror jeg vil skabe et godt og seriøst grundlag for en liberalt orienteret velfærdspolitik med et menneskeligt ansigt.

Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

Så lad os komme af med den lukkelov…

Så lader det til, at der for første gang nogensinde er et politisk flertal for en fjernelse af lukkeloven. I hvert fald har de Konservative nu ændret officiel politik på området jævnfør en artikel på epn.dk. Denne ændring medfører nemlig, at der kan dannes et flertal sammen med Venstre og Dansk Folkeparti for en afskaffelse af loven.

Som jeg før har givet udtryk før, synes jeg, Folketinget skal få afskaffet lukkeloven. Det gør jeg først og fremmest fordi, jeg ikke tror på, at en begrænsning i åbningstiderne gør at den lille købmand eller specialbutikken overlever. Specialbutikkerne skal efter min mening konkurrere på udvalg, kvalitet, viden og et højt serviceniveau. Specialbutikkerne behøver til gengæld ikke holde åbent til kl. 19.00 eller 20.00 på hverdage og til kl. 17.00 i weekenden.

Basalt set er jeg af den holdning, at hvis danske forbrugere ønsker et varieret gadebillede med masser af spændende specialbutikker, så bliver forbrugerne ganske enkelt nødt til at tage et personligt ansvar for at handle i landets specialbutikker på løbende basis. Lukkeloven kan ikke redde de små butikker, men det kan du ved at placere en del af dit indkøb der uanset, om der er tale om kød, grøntsager, brød, tøj, elektronikprodukter, bøger eller lignende.

Et helt andet problem i forhold til de mindre handlende er for øvrigt vores lovgivning på erhvervslejemål, som blev revideret for nogle år siden. Udlejer kan nemlig kræve en forhøjelse af huslejen, hvis han/hun kan dokumentere, at den generelle markedsleje i et område er højere. Og med masser af store kapitalkæder, der stadig er på udkig efter gode lejemål og som gerne betaler forholdsvis høje huslejer, har en udlejer forholdsvis nemt ved at varsle markant højere huslejer overfor de små handlende. Dermed bliver det endnu sværere for disse at få en rentabel forretning ud af at drive en specialhandel.

Så lad os komme af med lukkeloven og i samme moment få fjernet den pasus i erhvervslejelovgivningen, der gør at en udlejer alt for nemt kan hæve huslejen til et ofte horribelt niveau. Og så husk at handle hos dine lokale specialbutikker og gerne hver eneste uge – i hvert fald når det gælder grønthandleren, slagteren og vinhandleren :o)

DF: Har I ikke andet at bruge tiden på?

Jeg har netop læst på Jyllands-Postens website, at Dansk Folkeparti nu vil blande sig i sagen om “udlånet” af den lille havfrue til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

I følge artiklen kræver Dansk Folkepartis Karin Nødgaard, at økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen går ind i sagen og trækker hendes ministeriums forespørgsel om udlånet hos Københavns Kommune tilbage.

Personligt synes jeg, det er helt fint, at vi får sat endnu mere fokus på Danmark i en stærkt globaliseret verden og hvis den lille havfrue kan være med til det, er det helt okay med mig. Desuden tror jeg nu ikke, at turisterne kun besøger København for at se den lille havfrue – for i så fald tror jeg at de vil blive skuffet under alle omstændigheder.

Nå, men mit indlæg drejer sig egentlig ikke om min personlige mening om selve udlånet af den lille havfrue. Nej, jeg ønsker at give udtryk for en stigende frustration over, at politikerne (og alt for ofte Dansk Folkeparti) endnu engang kaster sig over en populistisk enkeltsag, som i bund og grund er ligegyldig.

Politikerne burde efter min mening bruge deres dyrebare og begrænsede tid på andre og langt mere alvorlige problemer. Hvorfor spilde tid på at snakke om et seks måneders udlån af den lille havfrue, når man eksempelvis stadigvæk kan opleve forarmede hjemløse i vores storbyer? Dansk Folkepartis krav er da spild af en ministers kostbare tid, når vi har langt mere brug for at få gennemført store og gennemgribende reformer, hvis den danske velfærdsmodel som minimum skal fastholdes.

Anyway, this is just my two cents, use it or lose it!

Så fik Ny Alliance sat et fingeraftryk…

Finansloven blev som bekendt forhandlet på plads i går og jeg synes det er positivt at se, at Ny Alliance langt om længe fik sat et realpolitisk fingeraftryk.

Ganske vist stemte jeg ikke selv på Ny Alliance i forbindelse med folketingsvalget tilbage i november måned sidste, idet jeg savnede klare udmeldinger fra specielt Naser Khader om partiets politiske ståsted. Men derfor kan jeg sagtens unde det stormomsuste parti lidt fremgang og indflydelse, da Ny Alliances partiprogram fortsat indeholder mange spændende elementer.

Når alt dette er sagt, er der selvfølgelig ikke nogen tvivl om, at det er regeringen og Dansk Folkeparti, der satte den primære dagsorden i forhold til finanslovens sammensætning. Men nu er Ny Alliance i det mindste i gang med at sætte fingeraftryk på den politiske dagsorden i Danmark. Fingeraftrykket kommer ganske fra lillefingeren, men lidt har også ret.

OK at droppe livslang kunstnerstøtte

I løbet af ugen meldte Venstre og Dansk Folkeparti ud, at man mener at Statens Kunstfonds livslange ydelser til kunstnere er urimelige og enten skal afskaffes eller i det mindste laves om. Som tingene er i dag, udbetaler Statens Kunstfond ikke mindre end 23,5 millioner kroner om året til 275 kunstnere, der modtager disse ydelser sålænge den enkelte kunstner er i live.

De udbetalte ydelser reguleres efter den enkelte kunstners indtægtsforhold, hvilket betyder at der minimum udbetales kr. 15.358 om året og maksimalt 140.787 kroner. Kulturminister Brian Mikkelsen har indvilliget i at se på de livslange ydelser og tage en snak med de kulturpolitiske ordfører, når der foreligger en undersøgelse fra Kunstrådet.

I lighed med jeg synes, at arbejdsløse kunstnere skal forsøge på at finde et del- eller heltidsjob indenfor andre erhverv, hvis man ikke kan finde beskæftigelse inden for kunstverdenen (klik her for at læse Tina Thomsens indlæg om dette emne), synes jeg det er helt okay, at staten ikke bare skal udbetale støtte igennem hele livet for en kunstner (og da slet ikke til de kunstnere, der sagtens kan forsørge sig selv). Det er helt fint, at vi har forskellige former for kulturstøtte til at hjælpe en kunstner i gang og få udbredt kendskabet til dansk kunskt og kultur.

Men når det er sagt, kan det ikke passe at kunstnere skal have støtte hele livet igennem. Jeg synes derfor, at det er helt fint, at der nu bliver kigget på de livslange ydelser og at reglerne som minimum bliver revideret.