Søgeresultater for: finanskrise

Vær med til at sige nej til finanskrisen

Et glimrende initiativ

I dag fik jeg tilsendt et link til et efter min mening glimrende initiativ i form af “sig nej til finanskrisen“.

Det er firmaet Ole Nonbye A/S, der har taget initiativet til denne kampagne. Jeg kan godt have Ole Nonbye A/S mistænkt for at bruge initiativet til at gøre lidt reklame og PR for virksomheden, men det har jeg det helt fint med, hvis vi bare kan få udbredt budskabet om, at vi skal sige nej til hysteriet omkring finanskrisen.

Jeg synes specielt godt om de seks initiativer bag “sig nej til finanskrisen”:

  1. Vi klipper kriseartikler ud af aviserne.
  2. Det er forbudt at starte et kundemøde med at snakke om finanskrisen.
  3. Vi kan gøre mere selv og giver ikke finanskrisen skylden for alt.
  4. Der er altid muligheder.
  5. Sig nej til finanskrisen, også på Facebook.
  6. Gode ideer skal frem i lyset.

Jeg vil hermed gerne videregive opfordringen om, at vi skal sige nej til finanskrisen. Lad os lade være med at hoppe på vognen med hysteri og panik i forbindelse med finanskrisen.

Lad os derimod kæmpe os ud af finanskrisen, blandt andet ved at blive ved med at bruge penge på helt almindelig forbrug. Det vil være med til at holde gang i hjulene og bevare vores arbejdspladser!

95 procent af befolkningen kan faktisk få noget godt ud af finanskrisen…

95 % af befolkningen kan få noget godt ud af finanskrisen

I følge en artikel på epn.dk vil 95 procent af befolkningen rent faktisk kunne få noget godt ud af den aktuelle finanskrise.

Jævnfør udtalelser fra privatøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Eriksen, “er det trist for de 5 procent af os, der er arbejdsløse eller bliver det. Men for de andre 95 procent giver finanskrisen en masse fordele”.

Som bekendt er skatten blevet laveret for de fleste pr. 1. januar 2009. Benzin og olie er billigere, end det har været i månedsvis (hvilket blandt andet gør det billigere at bruge bilen og opvarme boligen). Renten er utrolig lav og priserne på fødevarer stiger ikke længere – snarere tværtimod. Og skal du købe en bil, er prisen på både en ny og en brugt bil lavere end for et år siden.

Så alt i alt er det på mange måder blevet billigere at være dansker i forhold til samme periode sidste år. Skal vi, der hører til de omtalte 95 % af befolkningen, så ikke bare komme ud over bakkerne og begynde at forbruge os ud af finanskrisen?

Interessant perspektiv på finanskrisen…

Hvis man kender lidt til Martin Thorborg, så ved man, at han har en fantastisk evne til at se muligheder i stort set hvad som helst og et aktuelt blogindlæg fra Martin, er med til at udstille hans evner i denne retning :o)

Klik her for at læse Martins indlæg.

Apropos den aktuelle finanskrise…

Apropos den aktuelle finanskrise, så faldt jeg over et interessant råd på Junioramas blog. Det drejer sig om, hvad det er bedst at investere i for tiden. Klik her for at at se det gode råd :o)

Hvad vil du for øvrigt selv investere i, hvis du blev udstyret med 1.000 dollars svarende til cirka 5.400 kroner? Øl, aktier, tøj, ferierejser, vingummibamser eller noget helt andet?

Linie 3: Man har et standpunkt…

Hvis man skal tro Ekstra Bladet (det skal man jo, for det passer jo altid, hvad de skriver i avisen), så genopstår Linie 3 åbenbart.

Dette sker desuagtet, at Preben Kristensen tilbage i september 2007 meldte ud, at han ikke igen vil gå på scenen med Anders Bircow og Thomas Eje, og at det dermed var et farvel til Linie 3. Dengang udtalte Preben Christensen, at der ikke længere var den energi og inspiration, der skal være til for at det ville være sjovt at drive Linie 3 videre. Samtidigt gav han udtryk for, at både tiden og de tre scenekunstnere har ændret sig så meget, at de var vokset fra hinanden.

Jeg tænker, at finanskrisen m.m. åbenbart har kradset så meget hos de tre kunstnere, at de vælger at trække kortet med, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og det er selvfølgelig også helt fair.

Umiddelbart får jeg dog den tanke, at der er en stor risiko for, at det bliver et krampagtigt forsøg på at komme tilbage på den danske showbiz scene, hvor der er løbet ufatteligt meget vand gennem åen over de sidste fem år. Samtidigt er det oprindelige Linie 3 publikum næppe blevet større – faktisk er det jo nok nærmere blevet mindre som følge af “naturlig afgang” i kundesegmentet! Samtidigt er publikum ikke ligefrem blevet mindre kritisk, og derfor også kræver reel kvalitetsunderholdning og comedy.

Personligt tror jeg, at tiden er løbet fra Linie 3, og at det derfor bliver til et forkølet forsøg på at vende tilbage til scenen. Omvendt kan jeg rent kommercielt sagtens ønske dem et godt comeback ud fra en holdning om, at alt, hvad der kan give vækst i det private forbrug bliver hilst velkommen fra min side for tiden, også selv om det drejer sig om Linie 3 ;-)

Farvel til verdens bedste job og goddag til et nyt verdens bedste job…

Efter otte år hos PC-WARE Danmark A/S, heraf næsten seks år som administrerende direktør, har jeg valgt at opsige det som jeg betragtede som verdens bedste job. Jeg har besluttet mig for, at give mig selv tid til at overveje min fremtid privat og karrieremæssigt.

Som mange af jer ved, har jeg været igennem en stor personlig udvikling og livsstilsforandring over de sidste to år. Professionelt set har jeg brugt mange ressourcer på at give virksomheden en mere løsningsorienteret profil og gøre mit bedste til at navigere “skibet” igennem den storm, som finanskrisen har været med til at skabe. På den personlige front er det lykkedes det mig at smide næsten 40 kilo under “Chris på Vægten” projektet og ende med at gennemføre et løb på ikke mindre end 100 kilometer.

De sidste par år har således været en meget begivenhedsrig periode af mit liv, og efter at have smidt stort set hele mit private liv op i luften, er det tid for mig at gøre det samme med mit professionelle liv. Jeg har brug for at overveje, hvad jeg vil over de næste 5-10 år, og det gør jeg ved at trække stikket nu og give mig selv tid til at mærke efter.

Lige nu har jeg ingen idé om, hvad jeg vil beskæftige mig med fremover, men det skal jeg selvfølgelig nok finde ud af. Lige nu har jeg dog lovet mig selv, at jeg ikke begynder at åbne for Pandoras Æske, men at jeg først begynde at overveje det, når jeg er færdig med at lave overdragelse af viden og opgaver hos PC-WARE.

Det har været et fantastisk privilegium at have været med i virksomheden i alle disse år, og være med til at opleve en fantastisk udvikling på utrolig mange områder. Når det er sagt, er der uden tvivl om, at det sidste års tid har været den hårdeste periode i min karriere. Omvendt siger jeg også til mig selv, at jeg har lært mere igennem de seneste seks måneder, end i de forrige seks år.

Jeg vil gerne slutte dette indlæg ved at sige tusind tak for samarbejdet og for en spændende rejse over de seneste otte år. Jeg er sikker på, at rejsen pludselig fortsætter igen og mon ikke at vores veje ikke krydses igen på den ene eller anden måde :-)

Kan butiksdøden stoppes?

I forrige uge læste jeg en artikel i lokalsprøjten, som havde sat fokus på butiksdøden i Birkerød i forbindelse med, at endnu et par butikker har drejet nøglen om.

Ifølge artiklen skyldes lukninger og den åbenbart stigende butiksdød i Birkerød flere forhold så som finanskrise, højt huslejeniveau, utilstrækkelig kundegennemstrømning og manglende handling fra lokalpolitikerne i forhold til at udvikle hovedgadens handelsmiljø.

Der er helt sikkert flere faktorer, der afgør om det er muligt at drive en rentabel butik i et lokalmiljø nu om dage, og specielt den uheldige kombination af høj husleje og finanskrise gør det selvfølgelig ekstra svært at tjene penge. Lempelserne af lukkeloven, der ofte har været nævnt som en slags redningsplanke for de mindre butikker, har også fået skylden for den stigende butiksdød, og mon ikke den diskussion fortsætter i takt med, at lukkeloven bliver helt fjernet i slutningen af 2012.

Imidlertid kan jeg ikke lade være med at kaste bolden tilbage til dels butiksejerne og dels de lokale forbrugere. Jeg vil nemlig tillade mig at komme med et par bud på, hvad der skal til, for at begrænse eller helt undgå butiksdøden i lokalområderne.

Jeg vil lægge ud med butiksejerne: Hvis du har læst regelmæssigt på min blog, ved du at jeg går meget op i god kundeservice og unikke indkøbsoplevelser, og desværre begge dele er altså en forholdsvis sjælden gæst i alt for mange danske butikker – store som små butikker. Det er nærmest som om, at man skal undskylde for at få betjening, samtidig med vi ikke lige frem har et  lavt prisniveau her i landet, når vi sammenligner med andre europæiske lande. Så ikke alene skal man betale dyrt for mange varer, men man må ofte også nøjes med middelmådig service, hvis man da ikke lige frem føler sig til besvær i en given indkøbssituation.

Jeg synes ganske enkelt, at de lokale butikker burde tænke i at give verdens bedste kundeservice og virkelig tænke i unikke og personlige indkøbsoplevelser. Hvis jeg kun kan få dårlig service hos den lokale bager, vælger jeg altså at købe mit brød hos supermarkedet eller tankstationen, som ganske vist heller ikke giver supergod service, men som i det mindste er billigere. Får jeg til gengæld supergod service og attention, som jeg eksempelvis gør hos en af de lokale tøjbutikker i Birkerød eller hos Danmarks bedste optiker, ja så er jeg selvfølgelig loyal overfor disse butikker og handler altid hos dem.

Hvis nu de små butikker virkelig brugte kræfter og ressourcer på at give alle kunder en sublim indkøbsoplevelse, er jeg sikker på at det ville hjælpe på kundernes lyst til at handle både oftere og mere i de små butikker. Får man kundeservice i verdensklasse og en helt speciel indkøbsoplevelse i en given butik, tror jeg de fleste vil vende tilbage og handle hos den samme butik, og samtidigt ville prisen pludselig betyder lidt mindre – selv i disse tider.

Jeg vil også opfordre de små butiksejere til at huske, at god service er meget andet end et varmt smil og en høflig og imødekommende stemme. God service er også at man giver fuld returret med pengene tilbage i klingende mønt. En hel del små butikker ser fuld returret som en stor økonomisk risiko, og at kunderne jo sikkert vil misbruge det. Det er fuldstændig misforstået! I stedet for at tænke, at man jo nok altid kommer til at skulle betale penge tilbage til kunden, skal de små butikker se det som en mersalgsmulighed. Returret gør forbrugere trygge og denne tryghed er nu engang med til at få folk til at køre dankortet igennem dankortautomaten. Det er et fåtal af kunder, der rent faktisk returnerer varerne med henblik på at få pengene tilbage.

God service er også at man med det samme tilbyder at skaffe en given vare hjem, hvis man ikke har den efterspurgte vare på lager eller i det normale sortiment. Moralen er simpel: Lad være med at give kunden en chance for at gå hen til konkurrencen. Og begynder kunden at snakke om rabat, så lad være med at affærdige med en kommentar om, at det kan/vil man ikke give. Spørger en kunde efter rabat, er det trods alt et klart købssignal, som man bør lytte til.

Alt dette kræver uden tvivl en ekstraordinær indsats fra butiksejere og ansatte. For det er ikke nok bare at yde god service: Det skal være en så god og speciel service- og indkøbsoplevelse, at kunden husker det og dermed får lyst til at komme igen. Ja, i bedste fald får butikken endda positiv omtale ved at kunden fortæller om sin oplevelse til familie, venner og kolleger.

Hvad angår de lokale forbrugere, så har de selvfølgelig også et medansvar for, at de små butikker overlever. Nu forudsætter jeg, at man som forbruger ønsker et varieret udvalg af både små butikker, kædebutikker og supermarkeder. Og gør man det, er man som forbruger altså også nødt til at lægge nogle penge hos de små butikker. Det hjælper ikke noget, at man synes det er vildt charmerende med de små butikker i lokalmiljøet, men at man så alligevel kun køber ind hos de store kædebutikker. De små butikker kan ikke betale husleje og lønninger med gode intentioner og tanker. Der skal rigtige penge til, og dem kan du bidrage med ved at handle lokalt på regelmæssigt basis.

Det skal du selvfølgelig kun gøre, hvis service, udvalg og rådgivning i top, og prisen er fornuftig. Man skal efter min mening ikke give kunstig åndedræt til små butikker som giver dårlig service, ringe udvalg og høje priser. Sådanne butikker vil altid knække halsen under markedskræfternes hårde vilkår. For mig gælder det ikke om at holde liv i de små butikker for de små butikkers skyld, men fordi at jeg gerne vil have den super gode service og indkøbsoplevelse, og det er lige præcis, hvor de små butikker kan udkonkurrere de store kædebutikker og supermarkeder.

Hvordan ser det ud med butiksdøden i dit lokalmiljø? Og er du enig eller uenig i mine betragtninger?

Lad falde, hvad der ikke kan stå…

Lad falde, hvad der ikke kan stå...

Jeg faldt over en artikel på epn.dk, der beretter om, at ikke mindre end 76 procent af de adspurgte amerikanere i en opinionsundersøgelse svarer, at de hellere ser de kriseramte bilproducenter Ford, General Motors og Chrysler gå konkurs, frem for at bruge millarder af skatteydernes penge på at støtte disse virksomheders overlevelse.

Det synes jeg er et både overraskende og interessant resultatet – specielt for et land som USA, der i den grad hylder princippet om “Local is Best”.

Ikke desto mindre er jeg meget enig i flertallets betragtning om, at det er langt bedre at lade falde, hvad er ikke selv kan stå, når det gælder private virksomheder – også når det gælder stor amerikanske bilkoncerner.

Hvis disse virksomheder fundamentalt set er skruet forkert sammen i forhold til omkostninger og tilgang til marked og kunder, er det bestemt ikke den amerikanske stats opgave at støtte sådanne virksomheder med milliarder af dollars – heller ikke midt i en finanskrise!

Ganske vist vil en eller flere konkurser blandt Ford, General Motors og/eller Chrysler jo medfører et stort tab af arbejdspladser i USA. Men hvis der ikke er noget reelt markedsgrundlag for disse bilproducenter, er både den amerikanske stat og verdensmarkedet i det hele taget bedre tjent med, at sådanne urentable virksomheder går konkurs og forsvinder fra markedet.

Det er selvfølgelig hårdt og kynisk at tænke i sådanne baner, men sådan fungerer de frie markedskræfter nu engang.

En trist statistik, som du kan gøre dit for at ændre lidt ved…

En trist statistik...

I dag faldt jeg tilfældigvis over en gammel artikel fra oktober måned 2008, hvor man kunne læse om, at butiksdøden har afløst forbrugsfesten.

Allerede på det tidspunkt tilbage i 2008, var der lukket ikke mindre end 2.200 butikker, som følge af en afmatning i forbruget og fordi finanskrisen har fået bankerne til at smække kassen i overfor de handlende.

Desværre er denne tendens næppe blevet bedre i løbet af de første tre måneder af 2009.

I den sammenhæng kan jeg som gammel detailmand ikke lade være med at komme med en opfordring til forbrugerne om, at støtte de lokale butikker med daglige, ugentlige eller månedlige indkøb således, at butiksbilledet ikke kun kommer til at bestå af de økonomisk stærke kapitalkæder.

Kædebutikker skal såmænd nok overleve finanskrisen, hvorimod at mangfoldigheden i det lokale butiksbillede skal komme fra de små specialbutikker og disse butikker behøver virkelig din hjælp for at overleve i denne tid.

Til gengæld tror jeg også, at de små specialbutikker skal blive endnu bedre til at fokusere på service, udvalg og specialviden. Ja, faktisk tror jeg, at de lokale specialbutikker i endnu højere grad skal gøre dette til deres varemærke og særegenhed.

Ellers er jeg ganske enkelt bange for, at finanskrisen for alvor kommer til at tage livet af et stort antal mindre specialbutikker. En ting er, at mange forbrugere desværre holder igen på pengene for tiden, på trods af langt de fleste danskere har flere penge mellem hænderne i dag, end de havde for et år siden. Noget andet og langt mere alvorligt for de små handlende er, at de forbrugere, der så endelig handler, desværre ofte bliver fristet af billige slagtilbud i de store kædebutikker.

Så tænk selv over dette, når du næste gang skal købe såvel dagligvarer som varige forbrugsgoder. Hvis du kan handle disse varer hos en af specialbutikkerne i din egen by og ellers udvalg, service, rådgivning og prisen er fornuftig, vil du helt sikkert kunne hjælpe til med at beskytte mangfoldigheden i dit nærområde ved at handle lokalt.

Nu skal alle mine medarbejdere løbe maraton i 2009!

Nu skal alle mine medarbejdere løbe maraton i 2009!

Jeg har netop postet et indlægfirmaets corporate blog, om at alle mine medarbejdere skal gennemføre et maratonløb, inden udgangen af 2009, således, at vi som virksomhed er bedst mulig rustet til at komme igennem den igangværende finanskrise.

Klik her for at læse mere om dette spændende sundhedstiltag.