Search Results for: floyd landis

Tour de France i dyb økonomisk krise

berlingske21072007artikel.jpg

I lørdagens udgave af Berlingske Tidende har journalist Mads Kastrup skrevet en interessant artikel om den dybe krise som Tour de France befinder sig midt i.

Jeg vidste faktisk ikke, at Tour de France er i en en så dyb økonomisk krise som artiklen beretter om, idet jeg troede at flertallet af sponsorer (desværre) holdt fast, men det er altså ikke tilfældet.

Faktum er ifølge artiklen, at de mange dopingskandaler skaber massive fald i seertal rundt omkring i verden. Eksempelvis har USA indtil sidste år været et stort tv-marked for Tour de France, men efter afsløringen af Floyd Landis’ dopingmisbrug, er seertallet styrtdykket og i år er der faktisk flere der ser Tour de France i Danmark end USA, selv om landet har over 50 gange flere indbyggere end Danmark!

Og tour’ens økonomiske udfordringer bliver ikke mindre af mange virksomheder, der overvejer sportssponsorater, åbenbart ikke har professionel cykling og Tour de France inde i overvejelserne som følge af de mange dopingskandaler. Som en medierådgiver udtaler i artiklen: “Hvis ikke Touren får styr på doping, hvis ikke de er i stand til at levere et rent løb, så vil det langsomt glide ud i glemslen. En rent løb er et publikumskrav, og lever man ikke op til det, vil det være kommercielt skadende i et omfang, vi end ikke har set endnu”.

Det ville selvfølgelig være trist, hvis professionel cykelsport nærmest kommer til at kollapse økonomisk, men hvis det omvendt er det, der skal til for at gøre sporten “ren”, så må det nu engang være sådan!

Så starter Tour de Doping igen…

injection2.jpg

I dag starter årets udgave af Tour de France og dermed også det rullende dopingcirkus som professionel cykelsport har udviklet sig til over de sidste mange år. Som bekendt endte sidste år vinder, Floyd Landis, også med at blive testet positiv for doping og efter min mening vil det ikke være et spørgsmål om der bliver afsløret dopingmisbrug i løbet af 2007-udgaven af Tour de France, men kun et spørgsmål om, hvor hurtigt det går inden den første rytter bliver afsløret.

Som jeg har tilkendegivet før, så forstår jeg fortsat ikke, hvorfor at så mange store virksomheder vælger at være sponsorer for professionelle cykelryttere og dermed blive associeret med doping og snyd. Desværre lader det til at være håbløst, at prøve på at gøre denne sportsgren “ren” og troværdig igen og jeg er efterhånden af den mening, at man lige så godt bare kan give los og lade rytterne dope sig med hvad pokker de vil. Hvis de vil blive ved med at snyde og ødelægge deres helbred, så lad dem dog. Der er jo alligevel ikke nogen, der længere tror på, at det er den bedste sportsmand, der vinder Tour de France, for det er det ikke: Det er er derimod den cykelrytter, der har den bedste læge!

Så kan han lære det!

floydlandissh.jpg

Den Internationale Cykel Union har meddelt, at også B-prøven for dette års Tour de France vinder, Floyd Landis, er blevet testet positiv for testosterondoping. Floyd Landis’ arbejdsgiver, Phonak, har følgelig valgt at afskedige ham med øjeblikkelig virkning for at have brudt holdets etiske regelsæt. Endvidere vil Floyd Landis blive frataget den officielle Tour de France sejr.

Jeg synes, at det er helt i orden, at hans arbejdsgiver og Tour de France komiteen vælger, at det skal have så alvorlige konsekvenser overfor Floyd Landis. Når man snyder sig til en titel, som han åbenbart har gjort, er der kun én vej og det er ud af vagten. Desværre er det kun for et begrænset antal år – det burde være for altid!

Snyd skal koste dyrt

Her til aften hørte jeg et interview med B.S. Christiansen i “Go’ aften Danmark” på TV 2. Her udtalte B.S. sig blandt andet udtalte sig omkring anklagerne om doping mod dette års Tour de France vinder, Floyd Landis.

B.S. Christiansen blev spurgt om, hvilken konsekvens, at det skulle have for Floyd Landis, hvis den såkaldte B-prøve også viser sig positiv for testosteron. Til dette spørgsmål svarede B.S., at Landis i så fald burde blive udelukket for altid fra professionelle cykelløb. Altså har B.S. den holdning, at det have en meget hård konsekvens, hvis man forsøger på at snyde sig til en sejr.

Jeg er 100 % enig med B.S. Hvis vi skal have bugt med dopingproblematikken, skal det ganske enkelt ikke kunne betale sig at spekulere i doping. Det skal ikke være sådan, at man bliver idømt en udelukkelsesdom på et år eller to, som man i bund og grund bare kan bruge som en ekstraordinær træningsperiode, inden at man igen indtræder igen i de professionelle cykelløb. Hvis man snyder (hvad doping så absolut kan betegnes som), skal man være udelukket fra at deltage i professionelle cykelløb for altid.

Moralen skal derfor være ganske simpel: “Just don’t do it”.

Og som B.S. også udtalte under udsendelsen, så tror han på, at det virkelig er muligt at vinde professionelle cykelløb som Tour de France uden nogen form for doping. Der skal utvivlsomt trænes meget hårdt op til Tour de France og der skal ydes en optimal indsats, når selve cykelløbet skal afvikles samtidigt med, at den mentale indstilling skal være i top for at man kan vinde.

Nu er Floyd Landis’ B-prøve ikke blevet offentliggjort endnu, men adskillige læger har allerede udtalt, at man kan ikke have så høje naturlige testosteron-værdier i kroppen, som hans A-prøve har udvist. Så, hvis det skulle vise sig, at også Floyds B-prøve tester positivt, vil jeg tro at hans vindersmil stivner en hel del. Jeg håber det imidlertid ikke, for den professionelle cykelsports skyld, for det bliver for alvor op ad bakke for sporten med hele dopingspøgelset, hvis årets tourvinder bliver stemplet som en dopingsvindler.

Præsidenten for den Internationale Cykel Union, Pat McQuaid, har gjort det klart, at hvis B-prøven også viser, at Floyd Landis tester positiv for testosteron, vil han blive idømt i alt fire års udelukkelse fra professionelle cykelløb. Det vil i praksis betyde, at Floyd Landis’ professionelle karriere er slut. Om Pat McQuaid har ret i det, skal jeg ikke gøre mig klog på. Til gengæld synes jeg, at straffen – hvis Floyd Landis’ B-prøve tester positiv – ikke er hård nok. Her bakker jeg op omkring B.S. Christiansen udmelding om, at hvis man bliver taget for doping, skal man udelukket for altid fra professionelle cykelløb.

Læs eventuelt også mit blogindlæg “Tour de Doping” omkring dopingfænomenet indenfor den professionelle cykelverden og specielt Tour de France. Du finder indlægget ved at klikke her.

%d bloggers like this: