Søgeresultater for: motion

På skolebænken igen…

Den seneste måneds tid har jeg været i gang med noget som jeg ikke har prøvet i rigtig mange år, nemlig at være på skolebænken. Det skal forstås på den måde, at jeg har været i gang med fitness basisuddannelsen i forbindelse med, at jeg er ved at tage en formel uddannelse som spinninginstruktør.

Som du måske har læst her på bloggen, har jeg nogle gange fungeret som afløser for nogle af fitness dk’s faste spinninginstruktører, primært i Birkerød og på Nygaardsvej på Østerbro. Det har været rigtig sjovt og udfordrende, og det har givet mig blod på at prøve at få et fast hold eller to på et tidspunkt – for jeg synes det er super motiverende at give videre og presse folk til at få mere ud af timerne og blive bedre på en spinningcykel :-)

For at kunne komme i betragtning til faste timer, er det nødvendigt med en officiel uddannelse som spinninginstruktør, hvilket er helt forståeligt: Faglighed, kompetence og sikkerhed skal selvfølgelig været i orden i et moderne fitnesscenter. Uddannelsen, som jeg tager via Instruktørskolen, indebærer, at jeg dels skal igennem en fitness basisuddannelse og en specifik spinninginstruktøruddannelse. Basisuddannelsen har til formål at give en fundamental viden om blandt andet kost, ernæring, anatomi og fysiologi og førstehjælp. Spinninguddannelsen er målrettet i forhold til cykelspecifik fysiologi, teknik, stræk, musikforståelse og lignende.

Det har været spændende at prøve at komme på skolebænken igen, og vel at mærke at skulle sidde og lære noget helt nyt. Selvfølgelig har jeg qua “Chris På Vægten” projektet en rigtig god viden omkring kost, ernæring og motion i det hele taget, men pensum indeholdte også en hel del som jeg bestemt ikke havde stiftet bekendtskab med tidligere. Vi skulle blandt andet lære de latinske navne på en række træningsrelevante muskler, hvor de udspringer fra og på hvilke knogler og led musklerne fæster, fysiologilære, forbrændingsprincipper på celleniveau og meget andet. I hvert fald måtte jeg konstatere, at udenadslære pludselig blev til et yderst relevant koncept :-)

I tirsdags var jeg oppe til skriftlig eksamen i basisuddannelsen, og i går fik jeg den gode nyhed om, at jeg har bestået denne del af uddannelsesforløbet. Dermed mangler jeg nu bare den specifikke spinninginstruktøruddannelse, som starter den 2. oktober og slutter den 17. oktober med en praktisk eksamen.

Med vel omkring 1.000 timers spinning på “bagen” over de sidste lidt over to år føler jeg ganske godt rustet til den afsluttende del af min uddannelse som spinninginstruktør :-)

Så blev der maxtestet igen…

I forgårs havde jeg atter “fornøjelsen” at blive maxtestet, altså gennemgå en meget hård fysisk test med henblik på at finde ud af, hvad mit aktuelle kondital er.

Når jeg skriver “fornøjelsen” i anførselstegn skyldes det helt klart, at jeg altid føler mig halvt skræmt og halvt spændt, når jeg går ind til en en maxtest og skal presse mig selv helt ud til sin maksimale fysiske grænse = deraf navnet maxtest :-)

Jeg mødte nu alligevel op hos fitness dk på Østerbro med god portion ro i maven, da jeg jo dels har prøvet testen flere gange før og derfor vidst, hvad jeg gik ind til, og dels følte jeg mig godt fysisk forberedt, da jeg stadigvæk træner regelmæssigt og på et højt niveau.

Da jeg sidst blev testet, var det lige op til mit 100 km løb, og her havde jeg et kondital på lidt over 62, hvilket er super flot for en fyr på min alder (på det tidspunkt 42 år). I aldersgruppen 40-49 år bør mænd have et kondital på mellem 36 og 43. Har man et kondital over 60, ryger man op i kategorien “verdensklasseatleter”, og selv om mit kondital på lidt over 62 således er i den nedre ende af denne skala, var jeg selvfølgelig meget stolt over finde ud af det :-)

Anyway, jeg havde lidt den holdning, at jeg ville blive superglad, hvis jeg “bare” havde et kondital på nogenlunde samme niveau, i hvert fald omkring de 60. Imidlertid skulle det vise sig, at jeg ville blive positivt overrasket over resultatet.

Efter vel omkring 21-22 minutter på motionscyklen havde jeg givet alt, hvad jeg havde i mig og havde således nået mit aktuelle maximum. Jeg havde igennem de sidste ca. 10 minutter af testen ingen idé om, hvilket niveau jeg lå på, da man lige som ikke rigtig kan koncentrere sig om andet end bare at knokle løs for at “overleve” en sådan test.

Men efter et par minutters hvile, hvor jeg lige fik vejret igen og lidt at drikke, kunne Mette (Chris’ hjælpetræner) fortælle mig, at jeg var nået op på et kondital på ikke mindre end 68,4! Det er hele 6 points bedre end mit kondital umiddelbart op til 100 km løb, hvor dengang jeg tænkte at jeg var i mit livs form og at jeg nok ikke kunne nå højere op end det. Men i virkeligheden viser jo bare, at hvis man i forvejen har et godt grundniveau, ja, så skader det på ingen måde at holde fast – tværtimod kan man endda udbygge sit konditionsniveau yderligere.

Over and out fra en stolt mand :-)

Tror du dette var muligt med “små skridt”?

I de seneste dag har der været skrevet meget i pressen om Chris MacDonald og hans træningsmetoder i forbindelse med DR’s “By på Skrump” sundhedseksperiment.

Blandt andet har Landsforeningen for Overvægtige udtalt, at Chris og hans hårde træningsmetoder er med til at udstille og ydmyge deltagerne (som jo for øvrigt selv har sagt ja til at deltage og vidste, hvad de gik ind til). Ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen tilslutter sig denne kritik og kalder endda Chris’ metoder for militante og noget som man kun bør bruge på elitesoldater (jeg håber da, at de soldater, der vi sender til Afghanistan, bliver trænet endnu hårdere end “By på Skrump” deltagerne).

Jeg synes, at denne kritik generelt set er useriøs og populistisk og jeg synes i særdeleshed, at Per Brændgaaard rammer helt ved siden af og har alt for travlt med at gå efter manden (Chris) frem for bolden. Faktisk virker det for mig som om, at Per Brændgaard har travlt med at slå mønt på “By på Skrump” og den omtale som dette sundhedseksperiment giver til at få fokus på hans eget sundhedskoncept, som er kendt under navnet “Små skridt”.

Nu mener jeg selv, at jeg har noget at have det i, når jeg tillader mig at udtale mig om dette emne. Jeg har selv igennem mange år forsøgt utallige slankekure og “koncepter” og jeg har derfor en vis erfaring med, hvad der virker og ikke virker, når man er voldsomt overvægtig, som jeg selv var for 16 måneder siden. På det tidspunkt var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for at deltage i “Chris På Vægten” projektet.

Takket være Chris og hans evne til både at informere, motivere og presse mig til at motionere og gennemføre en livsstilsforandring, hjalp han mig til at tabe små 40 kg i løbet af forholdsvis kort tid. Faktisk smed jeg 30 kilo i løbet af de første tre måneder og yderligere næsten ni kilo mere i løbet af de efterfølgende tre måneder.

Jeg nåede i mål med mit vægttab og fik en ny livsstil og et meget bedre liv gennem masser af træning, en markant omlægning af mine kostvaner, tonsvis af viden og som følge af Chris løbende coaching, støtte og sparring. Jovist, det var rigtig hårdt og Chris lagde i perioder stort pres på mig og de øvrige “Chris På Vægten” deltagere for at nå vores delmål og overordnede mål, men det var lige præcis, hvad vi havde brug for.

Jeg havde i hvert fald ikke opnået et vægttab på næsten 40 kilo, hvis jeg havde anvendt Per Brændgaards “små skridt” sundhedskoncept. Dels ville det have taget forever og dels tror jeg, at jeg ville have givet op undervejs og dels ville jeg være faldet i utallige gange og sætte de små vægttab over styr mange gange.

Personligt tror jeg, at hvis man er ekstremt overvægtigt, skal der også en ekstrem indsats til at gøre noget konkret ved problemet. Jeg tror ikke på et “slow fix” og da slet ikke på Landsforeningen for Overvægtiges forslag om, at man løser problemet ved at gå fra almindelig cola til sukkerfri cola light (jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det er deres egen udtalelse til pressen).

Men når det er sagt, tror jeg også det er vigtigt, at man vælger den træningsform og slankemetodik, der passer til bedst til det enkelte menneskes temperament og ambitioner. Nogen mennesker vil opnå gode resultater som følge af “små skridt” metodikken, hvor andre når i mål som følge af benhård træning og en mere markant ændring i livsstilen.

Jeg vil slutte min indlæg ved at sige, at det er selvfølgelig fair nok, hvis Per Brændgaard ikke synes om Chris’ træningsmetoder, men man kan nu engang ikke løbe fra de konkrete resultater som Chris har været med til at skabe. Like it or not, men mandens træningsmetoder (som for øvrigt dækker over andet end hård træning) virker altså!

Godt at være i gang igen…

Min krop og specielt mit venstre ben og knæ har ikke overraskende været hårdt mærket af de fysiske eftervirkninger efter mit 100 km løb forrige lørdag.

Men heldigvis er jeg allerede rigtig godt på vej til at være oven på igen, efter jeg har givet min krop masser af hvile. Faktisk er det kun mit venstre knæ, der fortsat er ømt og så skal hud og en enkelt negl på min venstre fod lige gro ud igen :-)

Jeg startede så småt på genoptræningen i sidste uge, hvor jeg lagde ud med let motionscykling med lav intensitet og lidt styrketræning af overkroppen. Formålet var at få gang i musklerne igen, uden alt for megen belastning af leddene i mine ben.

I går var jeg så for første gang siden 100 km løbet på løbebånd i fitness centret. Dels fik jeg power walket en del ved nogle solide stigninger og dels fik jeg løbet lidt ved 11-12 km i timen.

Det var ganske vist lidt hårdt at komme i gang på løbebåndet, men allerede efter et kvarters tid fik jeg bare den dejligste følelse i kroppen. Jeg kunne simpelthen mærke et “rush” i kroppen som følge af, jeg atter kunne power walke og løbe.

Det er godt at være i gang igen :-)

Et års fødselsdag for min nye livsstil…

I dag er det præcis ét år siden, jeg gik i gang med min livsstilsforandring og blev en del af “Chris På Vægten” projektet.

Som jeg var inde på forleden, er det næsten ikke til at forstå, hvor hurtigt tiden er gået og at der allerede er gået et helt år. Det er lige før, at det føles som var det i går, og om ikke andet kan jeg tage det som et tegn på, at jeg i hvert fald ikke har kedet mig i det sidste års tid.

Selv om der stadig er en uge tilbage af det officielle projektforløb, der slutter med tv-optagelser hele næste weekend, kan jeg allerede sige nu, at det har været en fantastisk rejse for mig og en oplevelse for livet.

Ikke alene har jeg fået et bedre og lettere liv, hvor jeg kan mærke, at min krop har det godt nu og at jeg er i mit livs form. Jeg har også lært utrolig meget af hele processen – både om sundhed, kost og motion og ikke mindst om mig selv som menneske. Jeg har lært at udfordre mig selv meget mere og rykke grænser på flere forskellige plan, hvilket jeg allerede har kunne bruge i andre sammenhænge i mit liv.

Det er selvfølgelig også lidt vemodigt, at projektet snart er ovre og at noget, der har været så stor og intens en del af ens liv i det sidste års tid, pludselig slutter.

Omvendt er der jo noget om, at når man lukker et vindue, åbner der sig et nyt…

Status uge 28: Stolt og rørt…

Stolt og rørt...

I dag skulle vise sig at blive en helt speciel dag. Det blev nemlig dagen, hvor jeg nåede det overordnede mål for i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet.

For en gangs skyld valgte jeg at lade være med at stå op på vægten fra morgenstunden. Jeg ønskede ganske enkelt, at vente med at få at vide, hvor meget jeg vejede, indtil vores kontrolvejning umiddelbart før dagens to spinningtimer med Chris.

Jeg havde spurgt Chris, om han ville være tilstede under vejningen, hvad han gerne ville. Jeg føler virkelig, at jeg skylder ham utrolig meget for den livsstilsforandring, som jeg har været igennem i løbet af det sidste halve års tid og jeg ville derfor gerne, at han var tilstede, hvis det var i dag, at jeg nåede målet.

Og det skulle vise sig, at jeg nåede målet og endda lidt til. Efter seks måneder og 21 dage viste vægten, at jeg nu vejer 84,4 kg og at jeg dermed har opnået et samlet vægttab på 36,6 kg (siden 1. januar 2008 er det endda 40,6 kg jeg har “smidt”). Det blev et meget emotionelt øjeblik for mig, da displayet på vægten viste “84,4” efter adskillige sekunders tøven som følge af mine ben ganske enkelt rystede. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at holde tårerne tilbage, for det betød rigtig meget for mig at nå i mål efter at have kæmpet så hårdt og ydet en så stor indsats.

Jeg vil gerne takke Chris og vores hjælpetræner Mette for deres vedholdende støtte, sparring og coaching. Uden deres assistance ville jeg utvivlsomt aldrig være nået i mål. Jeg ved godt, at jeg har gjort det meste af arbejdet selv, men uden deres opbakning, råd, vejledning og til tider også skideballer, havde jeg aldrig nået til, hvor jeg er i dag og på så forholdsvis kort tid.

Jeg vil også gerne takke resten af det oprindelige “Chris På Vægten” hold, det vil sige Cecilie, Henriette, Morten, Ole, Pernille, Søren og specielt Peder og Stine, som er i den grad bare har mødt trofast op til stort set alle fællestræninger. Jeg vil også gerne give Stine et par ekstra ord med på vejen, da hun har betydet ekstra meget for mig og er gået hen og blevet en af mine allerbedste venner. Tusind tak, Stine: I lighed med Chris og Mette, har jeg svært ved at sætte ord på den betydning som du har haft for min udvikling i forbindelse med projektet. Du har virkelig hjulpet mig igennem specielt de svære perioder af hele min livsstilsforandring. Tusind, tusind, tusind, søde Stine :o)

Efter at have forbrændt langt over 275.000 kalorier, hvad der svarer til over 110 marathonløb og have brugt næsten 400 timer på træning i løbet af mere end 225 træningspas, gælder det nu om at komme ind i god vedligeholdelsesrytme. Det er faktisk nu, at det for alvor bliver svært. For selv om jeg er nået i mål, drejer det sig nu om at få livsstilsforandringen forankret i vaner, som jeg forhåbentlig kan holde resten af livet.

Så rejsen er på ingen måde slut. Tværtimod er den først begyndt for alvor nu og jeg glæder mig til at vise omverdenen, at det er muligt at blive normalvægtig og få et meget bedre liv. Der er ingen tvivl om, at det kræver en stor indsats til at starte med, men min pointe vil altid være, at hvis man vil, er det muligt og at det er besværet og indsatsen værd – ganske som med alt muligt andet her i livet!

Endnu engang tak til Chris, Mette, Peder og Stine og alle de andre, der har støttet mig undervejs: I er bare de bedste!

PS: Hvis du ikke fik set indlægget om “Før og efter”, så klik her for at se forskellen :o)

Masser af intervaltræning i aften…

I aften stod den atter på en solid omgang fællestræning. Efter vi havde styrketrænet i en times tid, stod den på konditionstræning, hvor vi som minimum skulle forbrænde 1.000 kalorier på enten løbebånd, motionscykel eller elipsemaskine.

Jeg er som regel mest til konditionstræning på løbebånd og det gjorde sig også gældende i aften. Jeg lagde ud med lidt power walking med varierende stigninger, inden jeg gik over til en heftig omgang intervaltræning.

Jeg havde i forvejen bestemt mig for, at jeg ville give den ekstra gas i aften, efter som jeg gerne ville have kroppen op i omdrejninger efter sidste uges maveonde. Og jeg skal sandelig love for, jeg fik pulsen helt op i det røde felt. Jeg tog nemlig en masse intervaller af 30-60 sekunder varighed, hvor jeg øgede farten på løbebåndet til 16-17 kilometer i timen, hvilket er en rigtig høj fart for mit vedkommende. Derefter stod den på en kort “pause” i et minuts tid ved seks kilometer i timen, inden farten igen blev sat op.

Det var ganske vist vildt hårdt og jeg fik hevet godt efter vejret. Ikke desto mindre var det alligevel fedt at presse sig selv på den måde og jeg er sikker på, at det vil være med til at genskabe formen fra før maveondet. Samtidigt er der den positive sidegevinst ved aftenens intervaltræning, at jeg nu slapper af med en rigtig fed følelse i kroppen :o)

Dejligt at være back on track…

Efter at have kæmpet med maveondet siden tirsdag i sidste uge, følte jeg i går, at jeg var ved at være så meget oven på, at jeg nu kunne motionstræne igen.

Jeg besluttede mig derfor for at tage en times spinning og en time på løbebåndet i går aftes. Det var hårdt at komme i gang igen og jeg kunne godt mærke, at kroppen havde været drænet for meget energi. Ikke desto mindre var det dejligt at komme i gang igen og jeg er glad for, at jeg tog mig sammen og kom afsted til fitnesscentret i går aftes.

Det er dejligt at være back on track :o)

“Chris På Vægten” artikel i Politiken…

Hvis du er interesseret i “Chris På Vægten” tv-programmerne, bringer Politiken atter en artikel om projektet i deres “lørdagsliv” tillæg (det vil der åbenbart være hver anden lørdag i et godt stykke tid frem over).

Denne gang har artiklen fokus på motion som en af de nødvendige grundpiller i et vedvarende og stabilt vægttab. Chris fortæller blandt andet om, hvordan man styrer uden om blindgyder og giver nogle konkrete råd om træning. Endvidere er Stine (som også er med i projektet) og jeg blevet interviewet om vores personlige erfaringer med den meget intensive træning, som er en markant del af “Chris På Vægten” projektet.

Så hvis du er “Chris På Vægten”-fan eller gerne vil have lidt inspiration til at komme i gang med motion, må du lige en tur forbi kiosken og købe dagens udgave af Politiken.

Jeg har givet mig selv en udfordring…

I går var jeg til en lille havefest i Ishøj sammen med en række kolleger fra arbejde. Det var super hyggeligt med godt selskab, god mad og god vin :o) Faktisk blev det så hyggeligt, at jeg blev nødt til at lade bilen stå og tage en taxi hjem (rigtige mænd kører selvfølgelig ikke med alkohol i blodet).

Jeg skal derfor have hentet min bil og havde egentlig planlagt at tage toget til Ishøj, men jeg har lige ombestemt mig. Jeg fik nemlig den tanke, at jeg lige så godt kunne give mig selv en lille motionsmæssig udfordring ved at tage turen til Ishøj på gåben. Det er ganske vist en gåtur på ikke mindre end 33,6 km og jeg har ingen idé om, hvor hurtigt eller langsomt jeg gør det. Tiden er heller ikke så vigtig i denne sammenhæng og det er det heller ikke i forhold til hvor meget af ruten jeg kan løbe eller power walke. Det vigtigste for mig er, at jeg giver det et shot og prøver på at gennemføre turen.

Og nu har jeg i hvert fald committet mig selv overfor jer, kære bloglæsere, ved allerede på forhånd at fortælle om min udfordring til mig selv :o) Der er afgang fra Birkerød om en times tid og jeg giver lyd fra mig, når jeg er tilbage igen :o)