Søgeresultater for: skat

Kronik: Nutidens feudalistiske skattesystem

Af Robert Spliid, cand.polit og Senior Vice President, Nykredit Markets

Danskerne slider og slæber som trælle langt de fleste timer af en arbejdsuge til ære for velfærdsstaten

Flere journalister og økonomer har kritiseret Lars Seier Christensen for hans udtalelser til den amerikanske tv-kanal Fox Business.

Udtalelserne handler om danskernes skattebelastning.

I tv-udsendelsen hævdede Seier således, at danskerne reelt betaler 80 pct. af deres løn i skat.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at vort officielle skattetryk, verdens højeste, “kun” er på 48,8 pct.?

Seier er faktisk ikke så langt fra sandheden, som man skulle tro.

[Read more…]

Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!

40 % flad skat er stadigvæk en god idé…

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

Multimedieskatten: Måske er der håb…

Måske er der håb...

Der er ingen tvivl om, at multimedieskatten er blevet et yndet hadeobjekt i forbindelse med den nye skattereform og jeg skal da heller ikke undlade, at tilkendegive min store utilfredshed med den nye ekstraskat.

Efter min mening er politikerne helt galt på den, når de ønsker at beskatte højteknologiske værktøjer, som er blevet en helt naturlig del af informationssamfundet.

Groft sagt virker det som om, at de politikere, der ønsker at gennemføre denne helt igennem tåbelig beskatning, åbenbart også må være teknologisk tilbagestående og uvidende om, hvordan en moderne virksomhed tackler begrebet som hjemmearbejdspladser.

Lad mig blot nævne fordelen ved, at medarbejdere i forbindelse med visse former for sygdom eller barns første sygedag alligevel er i stand til at passe deres job, så længe at de har adgang til firmaets netværk. Hertil kommer en ikke ubetragelig fordel ved, at mange medarbejdere undlader at belaste miljøet ved at blive arbejde hjemme fra en eller flere dage om måneden.

I hvert fald lader det til, at disse politikere har problemer med at se de åbenlyse samfunds- og miljømæssige fordele, der er ved at anvende hjemme-pc’er og bredbåndsforbindelser som en del af en moderne arbejdsplads.

I følge en artikel på ComOn.dk mener politisk analytiker Hans Engell dog, at landets nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, næsten bliver nødt til at bøje sig for den massive modstand mod multimedieskatten.

Måske er der håb?

Lad os nu få sænket den topskat!

Børsen bragte i dag en artikel om en hidtil hemmeligholdt rapport fra Skatteministeriet.

Rapporten konkluderer, at der kan skaffes ekstra milliarder til velfærd ved at sænke topskatten. Altså vil en reduktion i topskatten ikke alene kunne finansieres krone for krone – faktisk kommer der i følge rapporten 6,8 milliarder kroner retur til staten, hvis topskatten bliver reduceret med fem milliarder kroner.

Som jeg har skrevet om før, så er en fjernelse eller i det mindste sænkning af topskatten ikke et spørgsmål om økonomi, men udelukkende et spørgsmål om vilje. Jeg håber derfor, at vores politikere snart begynder at lytte til både egne eksperter og de efterhånden mange rapporter, der viser, det er en samfundsmæssig god idé at sænke topskatten. Vort skattesystem trænger virkelig til et serviceeftersyn og det kan kun gå for langsomt at få det gjort!

Skal bidrag være skattefri før vi gider støtte en god sag?

indsamling1.jpg

Jeg har netop læst en artikel på Politikens website om, at bidrag til den stort markedsførte Danmarks Indsamling (eller for den sags skyld andre fomer for indsamlinger) ikke er skattefri, hvis man sender det sms eller telefonopkald. Det er nemlig ikke muligt at registrere CPR-nummer i forbindelse med denne type bidrag, hvilket er et krav fra skattemyndighedernes side. Endvidere skal beløbet være på over 500 kroner for at man kan trække det fra på selvangivelsen.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at spørge om, hvorfor bidrag til velgørenhed skal være skattefri? Er det fordi vi ikke gider støtte en god sag med mindre vi kan trække det fra i skat? Er det fordi staten håber, at befolkningen spytter lidt mere i indsamlingsbøssen, hvis man får en “skatterabat” på bidraget således staten kan holde igen på ulandsstøtten?

Personligt mener jeg, at denne fradragsret burde fjernes helt og aldeles. Jeg kan nemlig ikke se, hvorfor at man skal have en skatterabat bare fordi man støtter en god sag. I min verden skal man give et økonomisk bidrag til en given sag, fordi man med egne penge ønsker at give en hjælpende hånd og det behøver man altså ikke statens hjælp til, efter min mening. Og rent faktisk tror jeg ikke folk ville give mindre i bidrag, hvis fradragsretten faldt bort. Tænk også på al den administration, der skal til hos både velgørenhedsorganisationer og skattemyndighederne for at holde styr på, hvem der skal have skattefradrag for deres bidrag. Hvis man fjernede denne fradragsret, kunne regeringen til gengæld hæve Danmarks generelle ulandsstøtte.

Topskatten kan fjernes, hvis man vil…

penge2.jpg

Der har været sagt og skrevet utrolig meget om topskatten, men desværre uden der er sket noget på dette område. Derimod bliver mellemskatten fjernet pr. 1. januar 2008, hvilket blot vil gøre gabet mellem grundskat og topskat endnu større. De fleste borgere er endda enige i, at vi betaler en alt for høj skat af den sidst tjente krone og at det dermed ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats, når man bliver brandbeskattet i den grad. Samtidigt har omfanget af sort arbejde stadigvæk en størrelse som små u-lande ville ønske de havde som statsbudget (der tales om, at den sorte økonomi i Danmark er på ca. 50 milliarder kroner om året). Og sidst, men ikke mindst, virker det som om, at eksperterne taler for døve ører selv om de gang på gang beretter om de dynamiske og positive effekter på beskæftigelsen som en fjernelse af topskatten ville have.

Jeg ville ønske, at vore politikere for alvor turde diskutere, hvor demotiverende topskatten er for den lille million danskere, der bliver ramt af dette urimelig høj skattetrin. Det er også et kendt faktum, at topskatten afholder mange højt kvalificerede udlændinge fra at komme til Danmark, hvilket gør at en lang række stillinger flyttes til udlandet. Alligevel ender diskussionen omkring topskat som regel med en håbløs politisk diskussion om, at de bredeste skuldre skal tage det største læs (hvad de jo i forvejen gør) og at det derfor ikke er rimeligt med en fjernelse af topskatten.

Hvad der som regel ikke er en del af diskussionen er det konkrete omfang af, hvad der faktisk bliver betalt i mellem- og topskat. Ud af et samlet skatteprovenu på ikke mindre end 820 milliarder kroner i år, kommer der kun ca. 21 milliarder kroner fra mellem- og topskat. Og i følge adskillige eksperter vil de dynamiske effekter ved en fjernelse af topskatten medvirke til, at det langsigtede provenutab for staten maksimalt vil beløbe sig til ca. 10 milliarder kroner, hvilket der sagtens kan findes finansiering for – hvis man altså vil.

Ergo drejer hele debatten om en mulig fjernelse af topskatten kun om politisk vilje og ikke om det kan lade sig gøre i virkeligheden, for det kan det!

Sådan virker vort skattesystem

dt.jpgJeg har ganske vist bragt denne historie en gang før, da Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, udtalte følgende i slutningen af august måned: “Regeringens skatteplan er en blankocheck til de højtlønnede danskere, mens folk på overførselsindkomster bliver ladt i stikken”. Udover, at Henrik Sass Larsens udtalelse ikke holder vand i virkeligheden, synes jeg, at der har været snakket for lidt skat i denne valgkamp. Jeg har derfor valgt at bringe historien igen i håbet om vælgerne har den i baghovedet, når de sætter deres kryds i stemmeboksen på tirsdag.

“Dette er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat: “Eftersom I er så gode kunder, giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage” siger han. En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.

Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.

Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Ergo får alle seks personer en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.

Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet, da de står uden for restauranten og snakker. “Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner”, begynder den sjette person og peger på den tiende. “Men du tjente 70″. “Præcis”, siger den femte person. “Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!”. “Det er sandt”, råber den syvende person. “Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!”. “Hør et øjeblik”, forsøger de fire første. “Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige”.

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.

Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…”.

Thorning er garant for skattestigninger

helle_thorning7.jpg

Som jeg skrev om for en uges tid siden, var Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt allerede ude på førstedagen af valgkampen med en melding om, at hvis Socialdemokraterne kom til magten, vil de annullere den skattelettelse, som regeringen vedtog i slutningen af oktober måned. Dermed brød Helle Thorning allerede løftet om, at Socialdemokraterne ville overholde skattestoppet.

Det sker nu igen og denne gang går det ud over erhvervslivet, der skal til at betale mere i skat, hvis Helle Thorning bliver statsminister efter valget. Under en valgdiskussion på TV 2 i torsdags svarede hun ellers “nej” til, at erhvervslivets skatter skal sættes op, men igen skifter Helle Thorning mening og bryder dermed skattestoppet: Nu vil hun nemlig ophæve den sænkelse af selskabsskatten, der blev gennemført i januar måned i år og dermed hæve denne skat fra 25 procent til 28 procent.

Efter min mening bliver Helle Thorning-Schmidt mere og mere utroværdig, når hun gang på gang vælger at bryde allerede indgåede aftaler eller tilbageføre de nuværende skattelove til tidligere tiders niveau. Altså kommer hun med al tydelighed ikke til at overholde skattestoppet, hvis hun bliver statsminister efter valget. Tværtimod er der indtil flere beviser på, at både almindelige borgere og virksomheder kommer til at betale mere i skat, hvis vi får en socialdemokratisk statsminister.

Jeg krydser fingre for, at de, der overvejer at stemme på Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne, snart begynder at gennemskue hende. Den vækst vi har haft i velfærden og den rekordlave arbejdsløshed vi har haft i de sidste seks år under VK-regeringen, skal vi ikke sætte over styr, bare fordi Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne begynder at blive desperate og useriøse.

God idé fra CEPOS: Skattestop version 2.0

mads_lundby_hansen.jpgI dagens udgave af Børsen faldt jeg over en interessant artikel om den liberale tænketank CEPOS, der foreslår, at der bør udarbejdes en slags version 2.0 af regeringens skattestop.

Det kunne blandt andet ske ved, at man åbner op for skatteomlægninger inden for skattestoppets grundprincip om, at der ikke skal indkræves flere penge i skat. I praksis skal det ske ved, at man sanerer i en række fradrag og forhøjer energiafgifter samtidigt med indkomstskatterne sænkes tilsvarende.

CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, har i denne sammenhæng udtalt, at “så får man det bedste ved skattestoppet, nemlig at man ikke kan finansiere øgede udgifter med en højere skat, og man at kan sænke skatten, så man får stimuleret arbejdsudbuddet”.

Jeg synes, at forslaget er fornuftig og at det er noget som regeringen skal tage seriøst. Skattestoppet har ganske vist fungeret rigtig godt indtil nu, men der er efterhånden behov for at videreudvikle idéen bag skattestoppet og CEPOS’ forslag er et godt bud på dette.