Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.

40 % flad skat er stadigvæk en god idé…

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

Er der ikke vigtigere ting at gå op i?

Jeg har netop læst en artikel på 180Grader.dk om, at Socialistisk Folkepartis Pernille Frahm mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen – af egen lomme – skal betale for kaffe, te og frugt i forbindelse med at statsministeren holdt et såkaldt privat møde med tibetanernes eksileder, Dalai Lama, den 29. maj på Marienborg.

Jeg vidste godt, at vores politikere har en tendens til, at gå op i små ting, men helt ærlig, er der ikke vigtigere ting at gå op i?

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

Tankeeksperiment: Hvis nu Villy Søvndal var formand for Ny Alliance…

Forleden så jeg et tv-interview med Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, der som bekendt stormer frem i alverdens meningsmålinger. Denne fremgang tilskrives ikke ufortjent Villy Søvndals evner som en stærk og klar kommunikator af SF’s politik og holdninger. I den sammenhæng kunne jeg ikke lade være med at tænke tanken om, hvad ville være sket, hvis Villy Søvndal havde været formand for Ny Alliance under folketingsvalget i november sidste år. Jeg er klar over, det aldrig kommer til at ske i den virkelige verden, men set ud fra et kommunikationsmæssig synspunkt, er det et ganske interessant tankeeksperiment.

Som bekendt kom Ny Alliance kun i Folketinget med sølle fem mandater, efter at meningsmålinger havde givet partiet helt op til 24 mandater tidligere på året. Efter min mening er der en klar årsag til dette: Ny Alliances folketingskandidater var generelt set meget uklare i kommunikationen af både partiets politik og politiske tilhørsforhold. Et eller andet sted var det nok ikke så mærkeligt, efter som ikke engang partiformand Naser Khader kunne forklare partiprogrammet på en overbevisende måde ved vælgermøder eller partilederrunder i tv. Alt dette resulterede i, at vælgerne ganske enkelt ikke vidste, hvor de havde Ny Alliance i forhold til mange væsentlige politiske punkter.

SF: En moderne udgave af S?

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab.

Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

Barselsorlov: Lad dog folk selv bestemme!

I dag har Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fremsat et forslag om, at tre måneder ud af forældrenes i alt 12 måneders barselsorlov skal øremærkes til faderen. Det “hellige” formål skulle være, at få flere fædre til at tage barsel i længere tid og dermed bidrage til mere ligestilling.

Jeg må indrømme jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor politikerne skal blande sig i forældrenes fordeling af barselsorloven. Hvorfor er det lige man vil tage et så drastisk skridt som til at lovgive på området? Hvorfor er det lige politikerne skal blande sig i noget som forældre sagtens selv kan finde ud af? Vi siger ofte, at det er en fri verden vi lever i, hvorfor jeg mener man skal lade forældrene suverænt selv bestemme, hvad det er de ønsker i forhold til fordelingen af barselsorlov.

I det hele taget synes jeg det er et stort problem, at politikerne oftere og oftere forsøger at lovgive sig ud af problemstillinger, som befolkningen godt selv kan finde ud af at regulere. Imidlertid føles det efterhånden som om liberalisme er blevet et fyord, men det er virkelig et samfundsmæssig begreb som vi sagtens kunne få meget mere fokus på. Men i takt med den stærkt øgede lovgivning på stort set et hvilket som helst område (i 2006 kom der ikke mindre end 1.854 nye love og regler), er individets frihedsrettigheder blevet mindre og mindre.

Er det virkelig, hvad vi ønsker i et moderne og frit demokrati?

DF, SF og Enhedslisten: Slap nu lidt af…

Dansk Folkepartis, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har været ude med riven i medierne efter, at TV 2 har meddelt, at de sender sportsredaktionen på juleferie tre dage tidligere end i sidste år. Det sker for at spare penge som følge af svigtende salg af reklamer. De nævnte partier mener, at TV 2 dermed ikke lever op til public service forpligtelsen.

Selvfølgelig skal TV 2 overholde deres forpligtelser, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, at de ikke gør det bare fordi sportsredaktionen går på juleferie tre dage før de plejer. Jeg vil tro, at de fleste danskere alligevel er travlt optaget med at få købt de sidste julegaver i de pågældende dage, hvorfor at de manglende sportsnyheder på TV 2 næppe vil være noget stort savn. Jeg vil derfor gerne opfordre Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten til at få proportionerne og prioriteterne på plads og kigge på nogle af de reelle problemer som vi har i det danske samfund.

Sæt Hjemmeværnet ind mod dræbersneglene

Jeg er sjældent enig med Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal (hvis konstruktive ligefremhed jeg dog har stor respekt for), men han har netop været ude i pressen med et forslag som jeg synes rigtig godt om: Villy Søvndal foreslår nemlig, at vi sætter Hjemmeværnet ind mod dræbersneglene, der “formentlig er den hurtigst fremrykkende fjende i øjeblikket” for at citere ham. Og da der findes ikke mindre end ca. 60.000 medlemmer af Hjemmeværnet, burde der virkelig være grundlag for at vi kan iværksætte en storoffensiv mod haveejernes fjende nummer ét :o)

Og når denne opgave så er løst, mener jeg at vi skal nedlægge værnet for altid og bruge de ca. 700 millioner kroner, som Hjemmeværnet menes at koste hvert år, på langt mere fornuftige ting, eksempelvis flere penge til socialt udsatte eller højere løn til de ansatte i social- og sundhedssektoren. Efter min mening har Hjemmeværnet overlevet sig selv for mange år siden og det er hverken rationelt eller nødvendigt for Danmarks forsvar, at smide så mange penge efter et værn, som alligevel ikke kan anvendes til noget i den militær verden anno 2007.

Jo, hvis Danmark stod overfor at blive angrebet på samme vis som under anden verdenskrig, ville dette måske give mening med et hjemmeværn, men det fjendebillede er helt ude af trit med virkeligheden. Lad os derfor være realistiske i forhold til Danmarks rolle som militærnation og bruge de ca. 700 millioner kroner, hvor de virkelig kan gøre en forskel, frem for at tilfredsstille behovet hos ca. 60.000 “Weekend Warriors”.