Thorning er garant for skattestigninger

Som jeg skrev om for en uges tid siden, var Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt allerede ude på førstedagen af valgkampen med en melding om, at hvis Socialdemokraterne kom til magten, vil de annullere den skattelettelse, som regeringen vedtog i slutningen af oktober måned. Dermed brød Helle Thorning allerede løftet om, at Socialdemokraterne ville overholde skattestoppet.

Det sker nu igen og denne gang går det ud over erhvervslivet, der skal til at betale mere i skat, hvis Helle Thorning bliver statsminister efter valget. Under en valgdiskussion på TV 2 i torsdags svarede hun ellers “nej” til, at erhvervslivets skatter skal sættes op, men igen skifter Helle Thorning mening og bryder dermed skattestoppet: Nu vil hun nemlig ophæve den sænkelse af selskabsskatten, der blev gennemført i januar måned i år og dermed hæve denne skat fra 25 procent til 28 procent.

Efter min mening bliver Helle Thorning-Schmidt mere og mere utroværdig, når hun gang på gang vælger at bryde allerede indgåede aftaler eller tilbageføre de nuværende skattelove til tidligere tiders niveau. Altså kommer hun med al tydelighed ikke til at overholde skattestoppet, hvis hun bliver statsminister efter valget. Tværtimod er der indtil flere beviser på, at både almindelige borgere og virksomheder kommer til at betale mere i skat, hvis vi får en socialdemokratisk statsminister.

Jeg krydser fingre for, at de, der overvejer at stemme på Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne, snart begynder at gennemskue hende. Den vækst vi har haft i velfærden og den rekordlave arbejdsløshed vi har haft i de sidste seks år under VK-regeringen, skal vi ikke sætte over styr, bare fordi Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne begynder at blive desperate og useriøse.

Hvad har Helle Thorning gang i?

Allerede på valgkampens første dag var Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ude med en melding om, at hvis Socialdemokraterne kommer til magten, vil de annullere de skattelettelser, som regeringen annoncerede tilbage i slutningen af august måned og gennemførte ved lov for blot få dage siden (skattelettelserne får effekt fra 1. januar 2008). Ergo vil Helle Thorning-Schmidt tage en allerede vedtaget skattelettelse fra danskerne og dermed bryder hun allerede nu løftet om, at Socialdemokraterne vil overholde skattestoppet.

I går aftes var Helle Thorning-Schmidt så ude i pressen og meddele, at hun vil genåbne den trepartsaftale, som regeringen, LO og de offentlige ansatte indgik tilbage i juni måned. Åbenbart synes Helle Thorning-Schmidt, at aftalen er for dyr og der ikke skulle være finansiering for den – vel at mærke i det finanslovsforslag som Socialdemokraterne selv har fremlagt. Formanden for 200.000 offentligt ansatte i fagforeningen FAO, Dennis Kristensen, har udtalt, at Socialdemokraternes melding er meget overraskende og piller ved hele troværdigheden, når der skal indgås aftaler mellem den til enhver tid siddende regering og fagbevægelsen. Dennis Kristensen minder samtidigt Helle Thorning-Schmidt om, at indgåede aftaler naturligvis er bindende for både afgående og tiltrædende regeringer.

Hvad er det lige Helle Thorning har gang i? Hvis “stilen” for en socialdemokratisk regering er, at man hele tiden bryder indgåede aftaler, blander sig i det danske aftalesystem eller annullerer allerede vedtagen lovgivning, så ser det godt nok sort ud for den videre udvikling af velfærdssamfundet. Som jeg skrev i et indlæg tilbage i oktober måned sidste år, så er jeg sikker på, at Socialdemokraterne vil gentage den nærmest katastrofale politik som Anker Jørgensen stod i spidsen for i 70′erne med øget gældssætning, højere skatter og en voldsom opblusning i det offentlige forbrug. Jeg tror til gengæld fuldt og fast på, at en borgerlig regering bestående af Venstre, de Konservative og Ny Alliance vil være en garant for en fortsat sund udvikling af Danmark som demokrati og velfærdsnation.

Godt EU-forslag fra Helle Thorning

I dagens udgave af Berlingske Tidende har jeg læst, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, foreslår at de fire EU-forbehold sendes til afstemning efter næste folketingsvalg. Hun foreslår endvidere, at der skal stemmes samlet om de fire forbehold ud fra en holdning om, at forbeholdene blev vedtaget samlet og derfor også bør komme til afstemning under ét.

Min liberale politiske observans gør, at jeg ikke er “fan” af Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt, men jeg må indrømme, at jeg synes rigtig godt om hendes forslag: Vi bør helt klart tage en folkeafstemning snarest muligt og forhåbentlig få forbeholdene afskaffet. Vi har i næsten 15 år fortalt omverdenen, at vi vil gerne være med til det meste, men ikke det hele. Alligevel har Danmark ofte stillet krav som om, at vi ikke havde forbeholdene og det synes jeg bare ikke er seriøst. Hvis vi ønsker fuld indflydelse i EU-samarbejdet (hvad jeg bestemt mener at vi skal gå efter), er det ikke rimeligt at vi altid vil have en række nødudgange i form af de fire forbehold. Enten er vi med hele vejen eller også må vi til at indstille os på, at vi som nation heller ikke forlange fuld indflydelse i EU.

Opportunisten Helle Thorning

Efter at have oplevet medvind i meningsmålingerne på det sidste, er Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, på jagt efter at få et hurtigt valg. Hun mener, at vi her og nu skal have det afgjort om, hvorvidt befolkningen ønsker skattelettelser eller velfærd.

Jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet om, hvorfor at det skal dreje sig om et valg mellem enten skattelettelser eller velfærd? Hvorfor kigger politikerne ikke på begge dele, når det nu engang går så godt med den danske økonomi?

Som samfund har vi både behov for at kigge på skattelettelser således, at det kan betale sig at have et arbejde samtidigt med, at vi har behov for at kigge på velfærden for de svageste i samfundet. Snakken om skattelettelser og velfærd behøver på ingen måde, at være et enten-eller valg, som Helle Thorning-Schmidt forsøger at gøre det til. Det kan sagtens være en både-og mulighed, hvis bare parterne ville gå i dialog herom, frem for at lege pattebørn, som jeg synes at politikerne spilder meget tid på.

Jeg kan således kun opfatte Helle Thorning-Schmidts ønske om at få et lynvalg som værende useriøs opportunisme fra hendes side. Man fornemmer tydelig, at det mere drejer sig som at hun nu skal til at retfærdiggøre sin formandsrolle hos Socialdemokraterne, efter at det bliver mere og mere åbenlyst, at de ganske enkelt ikke har særlig meget at byde på i forhold til den nuværende regering.

Personligt synes jeg, at Helle Thorning-Schmidt og de øvrige folketingspolitikere burde bruge flere kræfter på at samarbejde, frem for at spilde tid, kræfter og ikke mindst penge på at efterspørge valg i utide. Politikerne burde bruge mange flere kræfterne på, at arbejde sammen om, hvad der samlet set er bedst for det danske samfund, i stedet for at fokusere for meget på det personlige magtspil på Christiansborg – specielt, når de nu har en historisk god mulighed herfor, medens at det går ekstra godt for det danske samfund.

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

• Bendt Bendtsen som statminister?
• Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat

Indlægget om Bendt Bendtsen som mulig ny dansk statsminister blev som bekendt ikke til noget. Dels valgte Bendtsen at videregive posten som formand for de Konservative til Lene Espersen og dels var det under alle omstændigheder Lars Løkke Rasmussen, der trak det længste strå i den sammenhæng.

Med hensyn til indlægget om, at Socialdemokraterne foreslog en sænkelse af topskatten og at der skulle være færre, der betaler topskat, er som bekendt blevet suppleret med et forslag fra Helle Thorning-Schmidt om, at der skal indføres en ny topskat for de højestlønnede i Danmark. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke for mig.

Er Statsministerens løn fair?

Apropos sidste uges diskussion om bankdirektørers lønninger og Helle Thorning-Schmidt heldigvis kuldsejlede forsøg på at sætte et loft på denne “faggruppes” lønninger (hvilket jeg selv kommenterede i et indlæg), faldt jeg over et interessant indlæg på Joachim Sperlings blog på Business.dk.

Han stiller blandt andet spørgsmålet ved, hvorvidt statsministerens løn på 1,2 millioner kroner om året så også er rimelig. Sperling går endda skridtet videre og sætter det op imod en række andre offentlige toplederes lønninger.

Jeg synes, det er ganske interessant læsning, men døm selv ved at klikke her og læs Joachim Sperlings blogindlæg.

If you pay peanuts, you get monkeys…

I forhold til den aktuelle debat om bankdirektørernes lønninger og om der skal lægges loft over, hvad de må tjene, synes jeg, at erhvervsmanden Asger Aamund rammer ganske rigtigt i hans modsvar til Villy Søvndals udtalelser om, at Aamund er er elitens “Komiske Ali”.

Personligt har jeg den holdning, at politikerne slet ikke skal blande sig i løndannelsen på det private jobmarked. Desuden har den første bankpakke altså allerede sat en stopper for tildeling af aktieoptionerner og lignende til bankdirektører. Men at visse politikere nu begynder at ville lovgive om, hvad bankdirektører kan få i løn, er at komme ud på et skråplan. Det smager alt for meget af populisme og banal misundelse.

Klart nej til kvindekvoter

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har netop fremsat et forslag om, at der skal indføres kvoter for, hvor mange kvinder der som minimum skal være i selskabernes bestyrelser. Helt konkret forlanger Socialdemokraterne, at danske børsnoterede virksomheder skal have minimum 40 procent kvinder i deres bestyrelser om senest fire år. Endvidere har Helle Thorning-Schmidt fremsat krav om, at selskaber, der til den tid ikke overholder disse krav, ganske enkelt skal tvangsopløses.

Jeg vil undlade at kommentere konkret på det useriøse krav om tvangsopløsning af børsnoterede selskaber (forslaget taler vist for sig selv), men derimod holde mig til forslaget om kvindekvoter i bestyrelser. Jeg synes bestemt også, at vi skal have flere kvinder ind på ledelses- og bestyrelsesposter i de danske virksomheder. Men jeg hører til dem, der synes det skal ske af frivillighedens vej og på ingen måde via lovgivning om kvoter og lignende.

Først og fremmest tilsiger mit liberale hjerte mig, at det er forkert at lovgive på et område, hvor det er unødvendigt. Dernæst hylder jeg til enhver tid princippet om, at man skal besætte ethvert job med den mest kvalificerede kandidat, uanset køn. Desuden mener jeg, at danske virksomheder i det hele taget har brug for at kunne sammensætte det bedst kvalificerede hold på både direktion- og bestyrelsesniveau, for at kunne klare sig i konkurrencen i en globaliseret verden. Det dur derfor ganske enkelt ikke med kvoter – hverken i forhold til køn, alder eller lignende.

Jeg siger derfor klart nej til kvindekvoter og lovgivning på dette område. Jeg siger til gengæld også klart ja til flere kvinder i ledelserne og bestyrelser, men det må ske ved at kvinderne kæmper sig frem på lige vilkår med mændene. Endelig er jeg af den overbevisning, at vi under alle omstændigheder kommer til at se mange flere kvinder på topposter og i bestyrelser i tiden fremover – ganske enkelt fordi der allerede er mange dygtige kvinder på vej op af karrierestigen. Ergo behøver politikerne slet ikke at blande sig, da kvinderne nok selv skal gøre sig fortjente til topposterne i erhvervslivet.

SF: En moderne udgave af S?

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab.

Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

Så fik Ny Alliance bekendt kulør, men…

Så fik Ny Alliance langt om længe bekendt kulør rent politisk og ønsker nu at fremstå som et klart borgerligt parti. Det sker efter partiets folketingsmedlemmer og kredsformænd har holdt et to dages strategimøde, hvor man erkendte, at det skal være slut med en uklare politiske budskaber og flirteri med Socialdemokraterne. Dermed vil Ny Alliance fremover pege på en borgerlig statsministerkandidat og således være ved sit borgerlige tilhørsforhold.

Personligt synes jeg det er positivt, at Ny Alliance nu melder ud, at det er et borgerligt parti. Jeg ville bare have ønsket de havde gjort det allerede under valgkampen i november sidste år. Oprindeligt ville jeg nemlig gerne have stemt på Ny Alliance, hvis de havde bekendt borgerlig kulør som de gør nu. Men dengang turde jeg ikke satse min borgerlige stemme på et parti, som måske kunne ende med at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men på det tidspunkt troede Ny Alliance desværre, at træerne voksede ind i himlen og at partiet ville få så mange mandater, at de enerådigt kunne afgøre, hvem der skulle være statsminister efter valget. Selverkendelsen i Ny Alliance gør nu heldigvis, at partiet melder klart ud om sit borgerlige tilhørsforhold og samtidigt indtager en noget mere ydmyg position i forhold til måden at søge politisk indflydelse på.

Spørgsmålet er bare, om Ny Alliances udmelding ikke kommer for sent. For den kluntede og næsten amatøragtige måde, som partiet håndterede valgkampen, politiske dueller og diverse personsager på, udstillede desværre en stor grad af inkompetence og umodenhed. Så fra at virke som det tiltrængte friske pust i dansk politik, endte Ny Alliance med at blive opfattet som partiet uden en klar profil og som samlingsstedet for “storbytosser” som det ofte blev sagt i pressen under valgkampen.

Så hvis jeg var Naser Khader, ville jeg virkelig satse på, at der kommer til at gå mindst tre år inden næste folketingsvalg. For det vil måske give ham og resten af Ny Alliance tid nok til at opbygge en seriøs borgerlig profil og vise både nuværende og potentielle vælgere, at partiet har en reel berettigelse i det politiske landskab i Danmark.