Nedtællingen for alvor i gang…

Så er nedtællingen for alvor i gang...

Nedtællingen til mit 100 km løb er for alvor i gang.

Der er nu kun 11 dage tilbage, inden jeg starter på den største fysiske og mentale udfordring jeg nogensinde har givet mig selv.

Lørdag, den 9. maj, formodentlig omkring klokken seks om morgenen, begiver jeg mig ud på turen, der kommer til at gå fra fitness dk lokaler på Nygaardsvej på Østerbro og så ellers bare nord på, op langs Strandvejen.

Når jeg så har løbet de første 50 km (hvilket vil være et par kilometer fra Hornbæk) vender jeg om og tager nøjagtig samme rute tilbage igen. Så har jeg nemlig fornøjelsen af, at kunne nikke genkendende til diverse seværdigheder, bygninger og lignende på returvejen og tænke, at her har jeg været før og nu er der ikke så langt igen :-)

De næste 11 dage kommer selvsagt til at gå med en hel del forberedelser og ikke mindst masser af målrettet træning.

Selv om jeg er ved godt mod og er fast besluttet på at gennemføre løbet, ville jeg lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg også er lidt nervøs. Omvendt ville løbet heller ikke være en reel udfordring, hvis jeg ikke fornemmede et vist element af usikkerhed og nervøsitet.

Det bliver spændende…

Så er jeg tilmeldt!

Så er jeg tilmeldt Copenhagen Marathon 2009

Så har jeg langt om længe fået tilmeldt mig Copenhagen Marathon, der i år afvikles den 24. maj. Der er dermed kun 34 dage til startskuddet lyder.

Men selv om jeg nu har tilmeldt mig og betalt tilmeldingsgebyret, er det faktisk ikke sikkert, at jeg deltager i løbet.

Det skal forstås på den måde, at jeg – som du måske ved – er ved at træne op til at løbe en distance på 100 km i ét hug. Og da jeg har planlagt at gennemføre dette løb i bededagsferien, er det ikke sikkert, at jeg kan nå at restituere nok i perioden fra den 8. eller 9. maj og så frem til afviklingen af Copenhagen Marathon.

Men jeg går selvfølgelig efter, at min krop og ikke mindst mine ben bliver tilpas restitueret til, at jeg kan deltage i maratonløbet. Jeg synes jo, at det kunne være fedt at sige, at jeg har trænet op til Copenhagen Marathon ved at løbe et 100 km løb :-)

En frisk løbetur på 23 km…

En frisk løbetur på 23 km...

Jeg er som du måske ved i fuld gang med at træne op til den udfordring, jeg har givet mig selv i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet, nemlig et løb på ikke mindre end 100 kilometer. Og da jeg forventer at skulle gennemføre løbet i bededagsferien, hvilket vil sige om en lille måneds tid, er jeg i fuld gang med træning og forberedelse til løbet.

Jeg er heldigvis begunstiget med særdeles kyndig hjælp og vejledning fra ultraløberen Jimmi Olsen, som arbejder sammen med Chris MacDonald. Det indebærer, at jeg får et skræddersyet træningsprogram fra Jimmi hver uge og at han bliver kopieret på mine daglige updates til Chris således, at Jimmi kan følge min fysiske og mentale udvikling.

Dagen i dag har stået på et par timers spinning og et solidt træningspas på to og en halv timers power walking og løb. Sidstnævnte gennemførte jeg sidst på eftermiddagen og det lykkedes mig, at få tilbagelagt en frisk tur på lidt over 23 km rundt omkring Birkerød, udkanten af Hørsholm, Sjælsmark, Sandholmlejren, Allerød, Blovstrød og så ellers tilbage mod Birkerød over Høvelte og Bregnerød.

På trods af det smukke solskinsvejr, var det faktisk ikke specielt varmt at power walke og løbe denne tur. Ganske vist skinnede solen, men sidst på eftermiddagen var der trods alt ikke mere end 12-13 grader varmt. Jeg var derfor rigtig glad for, at jeg ikke bare var kæphøj og løb rundt i en t-shirt. Jeg havde heldigvis taget en windbreaker med i rygsækken og der gik vel næppe mere end 10 minutter, inden jeg tog windbreakeren på, for at være sikker på, at jeg kunne holde mig varm under hele turen.

Anyway, det var faktisk en rigtig god løbetur i smukke naturomgivelser. Jeg har ganske vist lidt ømme stænger efter løbeturen, men ikke desto mindre har jeg alligevel en rigtig fed fornemmelse i kroppen lige nu :-)

En anderledes form for træning…

En lidt anderledes form for træning...

Formiddagen stod – som den har gjort så mange andre gange igennem de sidste 10 måneders tid – på den “normale” søndagstræning, hvilket betød, at vi startede med en solid omgang spinning med efterfølgende styrketræning og yderligere konditionstræning.

Men der, hvor dagens træning adskilte sig fra, hvad jeg er vant til, var, at jeg som led i træningen til mit 100 km løb, skulle power walke i 90 minutter i træk ved forholdsvis lav intensitet, det vil sige 60-64 % af mit maksimale pulsniveau.

Det er såmænd ikke fordi, at man ikke får sved på panden af den form for træning. Tværtimod kan man sagtens forbrænde masser af kalorier ved den lave intensitet, om end det selvfølgelig går lidt langsommere. Men det var i hvert fald en anderledes form for træning, når man pludselig skulle holde igen i forhold til den langt højere træningsintensitet, som jeg er vant til.

Ikke desto mindre var det alligevel rigtig god træning med lavintensitet power walking over længere tid. Samtidigt var det også starten på en god omgang mental træning i forhold til, at man bare skal blive ved og ved over rigtig mange timer – specielt fordi, jeg regner med, at det kommer til at tage mellem 12 og 15 timer at gennemføre 100 km distancen.

Anyway, selv om det var en anderledes form for træning i dag, var det stadigvæk en rigtig god og solid omgang træning :-)

Ømme stænger…

Ømme stænger...

En lang løbetur er utvivlsomt en effektiv måde, at få brændt lidt julesul af på.

Ikke desto mindre må jeg indrømme, at jeg i dag er lidt øm i benene efter gårsdagens løbetur på vel lidt over 20 km.

Jeg skal ikke kunne sige, om ømheden skyldes, at jeg måske ikke fik strakt nok ud eller at min dagsform ikke føltes som den allerbedste i går. Men ømhed eller ej, så føles det nu alligevel godt med sådan en løbetur og så var det jo god træning i forbindelse med min målsætning om, at tage en 100 km strækning i ét hug, inden maj måned næste år.

Tid for at sætte nye mål

Tid for at sætte nye mål

Som Madame var så venlig at gøre opmærksom på, er der atter en artikel om  “Chris På Vægten” projektet i dagens udgave af Politiken i deres “lørdagsliv” tillæg.

Artiklen, som er den foreløbig sidste om projektet, handler denne gang om, at man skal huske at fejre sine sejre. I forbindelse med, at jeg er nået i mål med mit vægttab, har jeg selvfølgelig givet mig et skulderklap. Men efter som at “Chris På Vægten” projektet fortsætter i yderligere fem måneder, skal der også sættes nye mål for at bevare fokus.

For mit eget vedkommende har jeg sat mig to nye mål: Det ene mål er, at begynde at arbejde lidt med at forme kroppen lidt. Efter at have fokuseret 200 % på at tabe sig, vil jeg gerne forsøge på at “flytte lidt rundt” på, hvor fedt og muskler skal sidde på min krop. Det vil samtidig hjælpe til, at få min fedtprocent tættere på det niveau, som Chris og Mette mener er det optimale for en fyr af min højde og drøjde.

Det andet mål er ganske ambitiøst: Jeg vil gerne gennemføre et 100 km løb i ét hug, inden projektet slutter i løbet af maj måned. Jeg kommer selvfølgelig ikke til kunne løbe de 100 km i et stræk og jeg kommer såmænd heller ikke til at løbe hele vejen. Ikke desto mindre tror jeg fuldt og fast på, at jeg kan gennemføre det. Selvfølgelig skal der trænes ekstra op til denne udfordring, men jeg føler virkelig, at jeg har både den mentale og fysiske styrke til at lykkes med denne store udfordring.

Så “stay tuned” på min blog i de kommende måneder, hvis du har lyst til at følge med i udviklingen i disse udfordringer :o)