“Do Not Disturb” i de kommende dage…

“Do Not Disturb” i de kommende dage…

Så er vi igen nået til et af de tidspunkter på året, hvor jeg sætter “Do Not Disturb” skiltet på dørhåndtaget – i hvert fald i de kommende fire dage.

Årsagen til det skal findes i det faktum, at det atter er blevet tid for afholdelse af en af verdens mest traditionsrige og prestigefyldte golfturneringer i form af “The Masters“, der siden turneringens start i tilbage i 1934, er blevet spillet på den legendariske Augusta National Golf Club i Georgia, USA.

Dermed kommer jeg til at sidde klistret til tv-skærmen i de næste fire aftener og blandt andet følge Anders Hansen og Søren Hansen, der i år repræsenterer de danske farver under turneringen (Thomas Bjørn kvalificerede sig desværre ikke og er dermed ikke med for første gang i otte år). Jeg krydser fingre for Anders og Søren og håber på, at de i første omgang klarer cuttet og derefter kan kæmpe sig til en flot slutplacering. De to danskere er ganske vist ikke blandt de åbenlyse favoritter til at vinde den prestigefyldte turnering, men de har i hvert fald chancen.

Men tilbage til udgangspunktet for dette indlæg: Kære mor, vær sød og lad være med at ringe til mig i løbet af de næste fire dage for at høre, hvordan jeg har det. Jeg har det fint, men send dog gerne flere penge :o) Jeg ringer til dig på mandag, når jeg igen er sluppet ud af min lille “Masters golfboble” :o)

Tiger Woods: En imponerende sejrsvilje!

Under Arnold Palmer Invitational turneringen, der blev spillet på Bay Hill banen i Orlando, viste Tiger Woods endnu engang, at han besidder en imponerende vilje til sejr. Ganske vist måtte Tiger kæmpe hårdt og han var langt fra så oplagt som vinder som han ellers så ofte er.

Helt frem til det sidste hul, så det faktisk ud til, at Tigers landsmand, Bart Bryant, måske kunne hive sejren i land. I hvert fald var kravet til Tiger, at han som minimum skulle lave par på sidste hul for at komme i omspil med Bart Bryant. Der var selvfølgelig også chancen for, at Tiger kunne vinde turneringen, hvis han lavede en birdie. Men da det svære 18. hul ikke var et åbenlyst birdie-hul og Tiger havde et svært put på lidt over syv meter for birdie, var der virkelig spænding til det sidste.

Men som vi har set så mange gange før, gjorde Tigers enorme sejrsvilje hele forskellen, da han sænkede det lange put for birdie og vandt Arnold Palmer Invitational – endda for femte gange siden 2000! Det blev samtidig Tigers sjette sejr i træk og den 64. sejr på PGA Tour’en. Jeg tager virkelig hatten af Tiger Woods, for han giver aldrig op og kæmper altid til det allersidste put. Det er sejrsvilje så det batter!

Endnu en topplacering til Thomas Bjørn

tbjoern1.jpg

Det lykkedes endnu engang Thomas Bjørn, at opnå en topplacering og denne gang skete det i forbindelse med Ballantine’s Championship turneringen i Sydkorea. Her fik Thomas kæmpet sig op på en delt femte plads, hvilket dels giver ham ca. 72.000 euro (ca. 536.000 kroner) i præmiepenge og ikke mindst nogle meget vigtige points til verdensranglisten. Turneringen blev vundet af nordirske Graeme McDowell efter omspil med indiske Jeev Milkha Singh.

Ganske vist er en femte plads jo langt fra det samme som at vinde turneringen – specielt når der er hele 10 slag op til vinderscoren. Men som jeg har været inde på i et tidligere indlæg, er endnu en top-10 placering det, der skal til for at bringe Thomas Bjørn tilbage mod tidligere tiders storform. Aktuelt ligger Thomas på en 123. plads på verdensranglisten og der skal derfor kæmpes hårdt for at komme tilbage i verdens top-50, som er der man skal være, hvis man vil deltage i de mest prestigefyldte turneringer. Men noget tyder på Bjørnen for alvor er på vej ud af sit vinterhi.

Hvis man vil fange en Tiger…

tigerwoods27.jpg

I de seneste par måneder været skrevet en del om, at det er problematisk for golfsporten når verdens bedste golfspiller, Tiger Woods, er så suveræn som han er. Nogle kritikere mener Tiger er så god, at det er ved at blive trivielt at se de turneringer, som han deltager i – for Tiger er altid favorit til at vinde. I samme moment har der været fremsat forslag om, at der måske burde indføres et handicapsystem i lighed med det som amatørgolfspillere anvender eller at de bedste spillere i en turneringerne skal pålægges sværere vilkår end resten af feltet á la det som man gør i nogle former for motorsport.

Der er ingen tvivl om Tiger Woods er i en klasse for sig, hvilket den officielle verdensrangliste er med til at udstille med al tydelighed: I over ni år har Tiger kunne kalde sig for verdens bedste golfspiller og han har fortsat et større pointforspring til Phil Mickelson, verdens nr. 2, end Mickelson har ned til nr. 1.000 på verdensranglisten! Og da Tiger Woods allerede har vundet ikke mindre end 87 professionelle turneringer og hele 13 majors i en alder af kun 32 år, vil han utvivlsomt kunne blive ved i mange år endnu med at slå rekorder indenfor den professionelle golfverden.

Tiger Woods dominerer således den professionelle golfverden, men det gør han kun fordi han virkelig er dygtigere end sine konkurrenter. Men desuagtet at Tiger er verdens bedste golfspiller, så gør det ham ikke uovervindelig – slet ikke endda. Ganske vist vinder Tiger mange turneringer og han har da også vundet de seneste fem turneringer som han har stillet op i. Det ændrer dog ikke ved det statistiske faktum, at manden er til at slå. Man skal ganske vist stå tidligt op, hvis man vil vinde over Tiger Woods, men det er på ingen måde umuligt.

Jeg synes derfor det er noget pjat at begynde at tale om, at der bør indføres et handicapsystem eller lignende med det formål at give andre professionelle golfspillere bedre chance for at slå Tiger i de turneringer han stiller op i. Hvorfor skal verdens bedste straffes for sit talent og vedholdende arbejde med sit spil? Hvis Tigers konkurrenter ønsker at vinde over ham, er der kun én måde at gøre det på: De må ganske enkelt træne og arbejde meget mere med deres golfspil – både med den fysiske og mentale del af spillet. Og så gælder det ellers bare om at spille turneringer og holde fast. Så er der i det mindste en statistisk mulighed for at kan vinde over Tiger Woods.

PS: Personligt har jeg vundet adskillige gange over Tiger og det er faktisk ikke så svært som skulle tro. Problemet er bare, at det desværre kun sker i mine golfdrømme og på Xbox’en :o(

Er Bjørnen på vej ud af vinterhi?

tbjoern15.jpg

De golfinteresserede her i landet er sikkert bekendt med, at Thomas Bjørn har kæmpet meget med sit spil igennem det sidste års tid. De manglende sportslige resultater har således medført, at Thomas’ placering på verdensranglisten næsten har været i frit fald siden 31. december 2006, hvor han lå på en respektabel 46. plads (som blandt andet giver adgang til de prestigefyldte majorturneringer) til i dag, hvor han ligger på en 109. plads (klik her for at læse et tidligere indlæg om, hvad jeg mener der skal til for at få Thomas Bjørn tilbage i verdens top-50).

Men nu er Bjørnen måske på vej ud af sit vinterhi. I hvert fald er det et faktum, at Thomas opnåede en særdeles fornuftig delt sjette plads under Emaar-MGF Indian Masters golfturneringen, der netop er blevet afholdt i Delhi, Indien. Han måtte ganske vist kæmpe lidt undervejs, men alligevel lykkedes det for Thomas at holde fast i spillet, hvilket altså resulterede i den delte sjette plads.

Men det er nok alligevel lidt for tidligt at komme med forudsigelser om, at Thomas dermed er tilbage i verdens top-50 i løbet af 2008-sæsonen, for det kræver en del flere top-10 og top-20 resultater. Men jeg krydser nu alligevel fingre for, at sjette pladsen i Indien er starten på en stime af gode sportslige resultater for Bjørnen.

Måske skulle PGA Tour’en tage fat i turneringsudvalget hos Simon’s

pgaleaderboard.jpg

Hvis du følger lidt med på den amerikanske PGA Tour, har du måske hørt om indførelsen af en ny cut-regel, der har til formål at forhindre feltet i at blive for stort til finalerunderne. Den nye regel har imidlertid skabt vrede blandt en række spillere, der synes reglen er uretfærdig. Kort fortalt indebærer cut-reglerne, at det kun er de 70 bedste spillere og dem, der ligger lige med nummer 70, der går videre efter de indledende runder.

Den nye regel betyder dog, at der højest kan gå 78 spillere videre til finalerunderne. Hvis der er flere end 78 spillere, flyttes cutgrænsen ned med ét slag, hvorefter der sorteres fra. Eksempelvis klarede 85 spillere det “normale” cut i denne uges PGA turnering, men den nye regel gør, at der bliver skåret yderligere 19 spillere fra således, at kun 66 spillere går videre.

Man kan altid diskutere om den nye regel er for hård, men hvis det er fordi PGA Tour’en har svært ved at håndtere så mange spillere i et finalefelt, vil jeg meget gerne hjælpe med at skabe kontakt til de dygtige mennesker i turneringsudvalget hos Simon’s Golf Club. Vores turneringsudvalg har nemlig ikke noget problem med at håndtere en turnering med op til 120 deltagere i finalerunden :o)

Velfortjent hæder til Søren Hansen

soren_hansen1.jpg

I dag blev Søren Hansen kåret som Årets Danske Golfspiller af de danske golfjournalister. Udover æren og 25.000 kroner, som Søren straks donerede til Dansk Golf Unions juniorarbejde, modtog han også “Den Gyldne Golfbold” som et synligt bevis på kåringen, der begrundes med en imponerende 2007-sæson.

Den bød blandt andet på en tredjeplads i Johnny Walker Championship, andenpladser i Open de France og Deutsche Bank Players’ Championship og sidst, men ikke mindst, en fantastiske sejr i Mercedes-Benz Championship tilbage i september måned.

Jeg har selv haft fornøjelsen, at møde Søren en håndfuld gange i forbindelse med min virksomheds deltagelse i Team Carlsberg Golf arrangementer, hvor vi har kunder med ude og spille golf med de danske golfstjerner.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at berette om, hvor behagelig og cool en fyr Søren er. Han er hele tiden i godt humør og er altid frisk på at give os almindelige dødelige en demonstration af, hvordan man også kan spille golf :o) Så udover resultaterne taler for sig selv, kan jeg kun være helt enig med de danske golfjournalister om, at Søren virkelig fortjener kåringen som Årets Danske Golfspiller :o)

Rigtig god DVD til amatørgolfspillere

fdmm.jpgDa jeg for nyligt var forbi min lokale golfbutik, faldt jeg over den danskproducerede instruktionsvideo “Find din mentale medspiller”, der omhandler det mentale aspekt af golfspillet. Denne DVD henvender sig i høj grad til alle os amatørgolfspillere, der har oplevet, hvordan man nærmest kan brænde mentalt sammen, hvis spillet ikke lige arter sig som man vil, under en runde golf med vennerne.

Man får blandt andet teknikker til, hvordan man kan blive bedre til at koncentrere sig, når det gælder og alligevel nyde de andre kvaliteter en golfrunde også indeholder. Man lærer også om begrebet “problem kontra vilkår”, som indebærer, at man skal lade være med at”psyke” sig selv negativt, hvis bolden skal slås fra et dårligt leje eller hen over en stor sø – tværtimod skal man “bare” se det som et vilkår og i stedet fokusere positivt på selve golfslaget.

Alt i alt er det en særdeles anbefalelsesværdig instruktionsvideo som er ideel til alle amatørgolfspillere, der gerne vil arbejde mere med den mentale del af deres spil. Hele DVD’en tager lidt over en time at se, men takket været en god afsnitsindeling, er det nemt at finde frem til specifikke emner, hvis der pludselig skulle være noget man gerne vil have genopfrisket.

Totalt sammenbrud for Els på sidste hul

ernie_els3.jpg

I dag har jeg siddet og fulgt sidste runde af Alfred Dunhill Championship golfturneringen i Sydafrika, hvor Ernie Els startede dagens runde med at være to slag foran engelske Lee Slattery og hele fire slag foran to andre englændere, John Bickerton og Ross McGowan. Egentlig var der ikke lagt op til den store spænding og alle forventede, at Ernie Els rutinemæssigt ville hive sejren i land – han var trods alt feltets bedst rangerede spiller med en markant margin endda! Og helt frem til 18. hul så det da også ud til, at det ville blive resultatet, idet de øvrige spillere ikke formåede at lægge et reelt pres på Ernie Els.

Men på trods af favoritværdigheden og et ellers meget stabilt spil frem til 18. hul, fik Ernie Els ikke mindre end et totalt sammenbrud på 18. hul, da han på chokerende vis smed sit forspring væk med et spil, der mindede om det en gennemsnitlig amatørgolfspiller kan præstere. Da Els stod og skulle til at slå sit andet slag på 18. hul, der er et par 5 hul med masser af vand omkring green, var han stadig to slag foran nærmeste forfølger. Ernie Els kunne sagtens vælge at spille sikkert med et lay-up slag og gå efter en potentiel birdie eller en rimelig sikker par. Han valgte dog at gå efter greenen, hvilket skulle vise sig at være et dårligt valg, for bolden var slet ikke lang nok og røg i vandet.

Det var dog ikke nogen katastrofe i sig selv, da Els stadigvæk kunne nå at vinde turneringen, selv om han nu måtte tage et drop og skulle til sit fjerde slag. Og det er så her det for alvor gik galt for verdens femte bedste golfspiller: Els slår nemlig et nærmest amatøragtigt slag, som sender bolden i vandet igen og pludselig er føringen ikke alene sat over styr – nu var han nødt til at komme ind og i for bare at være sikker på et omspil. Els fik nu langt om længe slået bolden ind på green og skal hole et langt fra sikkert put for at komme i omspil. Desværre lykkedes det ikke for Ernie Els, der på chokerende vis dermed forærede sejren til John Bickerton, der ellers allerede var i klubhuset og havde indstillet sig på en anden eller tredje plads.

Men som enhver golfspiller ved, så er golf et meget ondt spil til tider :o(

Et godt golf-initiativ fra Henrik Knudsen

golfbooks1.jpg

Til de mange danske golfspillere, der gerne vil læse bøger om deres hobby og sportsgren, er der godt nyt: Danmarks efter min mening bedste golfkommentator i form af Henrik Knudsen, har sammen med Dansk Golf Union taget initiativ til at lancere www.golfbooks.dk, som er en virtuel bogbutik, der primært vil sælge bøger, men også DVD’er og spil indenfor golfverdenen.

De, der kender lidt til Henrik Knudsen, ved at han i mange år har været en inkarneret samler af bøger om golf. Det virker derfor helt naturligt, at det lige netop er ham, der er med til at starte Danmarks første virtuelle specialboghandel for bøger om golf. Jeg håber samtidigt, at det er startskuddet til, at vi kan få en masse spændende golfbøger her til landet – enhver, der har kigget efter denne slags bøger i danske bogbutikker, ved at ikke ligefrem er en genre, der optager megen plads på butikshylderne :o)