Søgeresultater for: skat

“Det letteste i verden er at udstede løfter om mere velfærd, højere løn og lavere skat – det kan enhver”

anders_fogh3.jpg

Citat af statsminister Anders Fogh Rasmussen (født 1953) i forbindelse med Folketingets åbning den 2. oktober 2007.

Klik her for at se flere indlæg om Anders Fogh Rasmussen.

NA’s skatteoplæg: Det ser lovende ud!

ny_alliance2.jpg

I dag præsenterede Ny Alliance deres bud på en skattereform og det ser efter min mening ganske lovende ud – specielt fordi at det er forfriskende, at der endelig er et parti, der virkelig gider gøre noget ved beskatningen af arbejde. Ny Alliance vil nemlig – som det bærende element i deres oplæg – sænke marginalskatten på arbejde til 40,6 procent for blandt andet at motivere flere til at yde en ekstra indsats, gøre sort arbejde mere uinteressant og gøre skattesystemet mere enkelt. Endvidere ønsker Ny Alliance at reformere pensionsbeskatningen og gøre efterlønsbidraget indkomstafhængig samtidigt med at man fjerner en række særregler for skattefri fryns på eksempelvis bredbåndsforbindelser.

Jeg synes som nævnt tidligere, at Ny Alliances skattepolitik ser lovende ud og jeg håber virkelig på, at de ved et kommende valg kan få så mange mandater, at partiet rent faktisk kan få så stor indflydelse, at de i det mindste kan få gennemført nogle af deres forslag. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at de kan få gennemført forslaget med hensyn til et simpelt skattesystem med en marginalskat på lidt over 40 procent. Det vil gøre det mere interessant for endnu flere at komme i arbejde samtidigt med, at vi gør det en del mere attraktivt for udenlandske virksomheder at etablere sig i Danmark og skabe nye arbejdspladser. Og sidst men ikke mindst vil det gør de, der allerede er i arbejde, få mere ud af at yde en ekstra indsats.

Når Socialdemokraterne synes, at de rige slipper for billigt i skat…

henrik_sass_larsen.jpg

I forbindelse med den aktuelle skattediskussion udtalte Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, følgende til pressen forleden: “Regeringens skatteplan er en blankocheck til de højtlønnede danskere, mens folk på overførselsindkomster bliver ladt i stikken”. Nedenstående historie sætter unægtelig denne udtalelse i perspektiv.

“Dette er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat: “Eftersom I er så gode kunder, giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage” siger han. En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.

Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.

Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Ergo får alle seks personer en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.

Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet, da de står uden for restauranten og snakker. “Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner”, begynder den sjette person og peger på den tiende. “Men du tjente 70″. “Præcis”, siger den femte person. “Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!”. “Det er sandt”, råber den syvende person. “Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!”. “Hør et øjeblik”, forsøger de fire første. “Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige”.

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.

Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…”.

No surprise: Vi betaler mest i skat!

skat3.jpg

Eurostat, der er Europa-Kommissionens statistiske kontor, har netop offentliggjort tal, som viser at danskerne er de højest beskattede borgere på personlig indkomst i EU. Den gennemsnitlige skat på personlig indkomst ligger på ikke mindre end 59 procent for os danskere. Desværre kommer det ikke som en overraskelse for mig, for det er ikke lige frem nogen stor hemmelighed for mange danskere, at de betaler alt for meget i skat, både procentuelt og i faktiske kroner/øre – det bliver man såmænd også bekræftet i hver måned, når man åbner kuverten med lønsedlen.

Hvad der desværre heller ikke nogen overraskelse er, at vores politikere tydeligvis ikke har modet til at gøre noget ved det alt for høje skatteniveau. Der er virkelig behov for at en reel skattereform til gavn for hele landet på lang sigt, for at gøre det interessant for så mange erhvervsaktive som muligt, at tjene penge og betale en rimelig skat, som skal være med til at finansiere vores velfærdsmodel. Samtidigt har vi har behov for at kunne tiltrække globale arbejdspladser til landet, hvilket kun er muligt, hvis vi får et konkurrencedygtigt skatteniveau, når vi sammenligner med tilsvarende lande. Så kære politikere, kom nu i gang med den skattereform som landet har så hårdt brug!

960.000 danskere betaler nu topskat

topskat2.jpg

Ifølge Børsen er der nu næsten en million danskere eller nærmere præcis 960.000, der betaler topskat, hvilket som bekendt indebærer, at man betaler op imod 63 % af den sidst tjente kroner. Dermed betaler fire ud af 10 arbejdere med et fast fuldtidsarbejde topskat. Yderligere en halv million danskere ligger endda lige under topskattegrænsen og eksempelvis vil et jobskifte (som jo nemt kan ske i denne tid, hvor der er rift om medarbejderne), hvor man samtidigt stiger i løn, medfører at denne gruppe også kommer til at betale topskat.

Både økonomer og erhvervsfolk har gentagne gange råbt vagt i gevær overfor det ekstremt høje skatteniveau i Danmark, som begrænser folk lyst til at yde en ekstra indsats. For et lille års tiden siden komme den uafhængige tænketank, CEPOS (Center for Politiske Studier) endda med en rapport, som viste, at en lettelse i topskattesatsen med fem milliarder kroner, vil øge den samlede beskæftigelse med ca. 8.000 personer.

Hvornår tager vores politikere sig sammen og for gjort noget ved et alt for høje skatteniveau i Danmark? Som jeg tidligere har meldt ud, er det for mit eget vedkommende ikke så vigtigt, om man starter med at sænke bund-, mellem- eller topskatten – det vigtigste er, at politikerne gør noget ved problemet og gennemfører reelle og mærkbare skattereformer!

Beskat friværdierne istedet

villy_soevndal.jpg

Opdateret med underskriftsindsamling: Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, har fremsat en række forslag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Forslagene skal primært finansieres ved at stramme op på en række afgifter og ikke mindst droppe det nuværende skattestop.

Selvom at jeg – som det liberalt orienterede menneske jeg er – er uenig med SF på mange fronter, synes jeg alligevel, at Villy Søvndal er en meget sympatisk og respektabel politiker, som er dygtig til at argumentere for hans holdninger. Den generelle tone i dansk politik ville blive langt mere konstruktiv, hvis bare halvdelen af vores politikere ville tage ved lære af Villys måde at argumentere på. Når det så er sagt, er jeg slet ikke enig i hans forslag om, at skattetrykket lige skal have et par takker mere – det holder altså ikke, Villy.

[Read more…]

Uambitiøst forlig uden skattereformer

I tirsdags fremlagde et bredt flertal af de politiske partier i Folketinget et forslag til en velfærdsreform. I overskrifter går reformen ud på, at danskerne skal gå senere på pension, studerende skal blive hurtigere færdige med deres uddannelse og der skal flere indvandrere i arbejde. Alt sammen initiativer, der gennemføres over en lang årrække og først vil være fuldt ud implementeret i 2040.

Jeg er det rene med, at nogle af disse reformer tager lang tid om at gennemføre, da der er tale om store forandringer. Der skal derfor være rimelige overgangsordninger for de mennesker, som potentielt set rammes hårdest af ændringerne, eksempelvis som følge af de nye regler på efterlønsområdet.

Personligt forstår jeg imidlertid ikke den diskussionen, der er opstået i forlængelse af velfærdsforliget om, hvorvidt den reelle efterlønsalder ender med at være 62 eller 63 år. Både velfærd og gennemsnitslevealder stiger samtidigt med, at skiftet mod videnssamfundet gør, at der skabes flere jobs, som ikke er fysisk krævende eller nedslidende i samme omfang som for eksempelvis mine forældres generation. Dertil kommer at der bliver færre fysisk krævende og nedslidende job som følge af globaliseringen.

Og da vi alle skal bidrage med indsats og skattekroner i længere omfang end tidligere, for at velfærdssamfundet kan fastholdes og udvikles, bliver vi altså nødt til at blive længere tid på arbejdsmarkedet – vel at mærke dem af os, som godt ikke er fysisk nedslidte. Jeg synes kun at det er fair, at dem, som ikke har et hårdt fysisk arbejde, fastholdes i længere tid på arbejdsmarkedet. Derimod skal personer, som er nedslidte af et hårdt, fysisk arbejdsliv, selvfølgelig kunne komme på førtidspension som 60-årige eller endda før, hvis kroppen bare ikke kan mere.

De hidtidige prognoser siger, at forholdet mellem erhvervsaktive og personer på pension og overførselsindkomst, udvikler sig i forkert retning, siger det sig selv, at der virkelig er behov for væsentlige reformer på området. Derfor er det i sig selv positivt, at der nu er udarbejdet et velfærdsforlig, hvis primære formål at fastholde endnu flere personer i aktiv beskæftigelse.

Men prøv lige at tænke lidt over følgende fakta:

  • Der er 5.427.459 indbyggere i Danmark (pr. 1. januar 2006)
  • Der er ca. 3.000.000 personer i den erhvervsaktive alder
  • Der er ca. 1.100.000 unge under 17 år
  • Der er ca. 800.000 pensionister
  • Der er ca. 900.000 personer på offentlig overførselsindkomst (personer på sygedagpenge, barselsorlov, anden orlov, overgangsydelse, kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, efterløn, delpension eller førtidspension)

Som tallene desværre viser, er forholdet mellem personer på henholdsvis aktiv og passiv indkomst nærmest chokerende. Det beviser også bare, at det virkelig gælder om at få endnu flere personer til at kunne forsørge sig selv, frem for at vi bare lader denne enorme offentlige byrde stige og stige – det har vi ganske enkelt ikke råd til på sigt, hvis den danske velfærdsmodel som minimum skal opretholdes.

Jeg synes derfor at det er uambitiøst, at regering og folketing ikke vælger at indføje reformer på beskæftigelses- og skatteområdet i velfærdsreformen. Ja, forliget vil skabe flere i arbejde i årene fremover og ja, forliget vil sikre, at folk generelt set blive længere i aktiv beskæftigelse, når reformen er endelig gennemført om over tyve år.

Problemet er bare, at vi skal have endnu flere personer i arbejde, hvis vi virkelig skal fastholde den danske velfærdsmodel. Og når det nu i flere omgange er blevet dokumenteret, at der kan skabes endnu flere nye jobs allerede nu, hvis man gennemføre reelle reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, synes jeg at det er uambitiøst af forligspartierne, at de ikke tør tage det fulde skridt.

Men man har lov til at håbe på, at der snart opstår et flertal på mindst 90 mandater, som tør og vil indføre reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, for det vil komme os alle til gavn og støtte den danske velfærdsmodel.

“Den vanskeligste ting at forstå i denne verden, er indkomstskatten”

Citat af Albert Einstein (1879-1955), tyskfødt fysiker, matematiker og Nobelpris-vinder.

Klik her for at se flere citater af Albert Einstein.

“Ingenting er sikkert her i verden, undtagen døden og skatterne”

benjamin_franklin.jpg

Citat af Benjamin Franklin (1706-1790), amerikansk politiker, videnskabsmand, opfinder og diplomat.

Klik her for at se flere citater af Benjamin Franklin.

Interessant kronik om Peter, Oda og Ole

Meget apropos mit indlæg om danske politikere og de tre vise aber, så fik jeg via Facebook sendt et link til en kronik i Berlingske Tidende.

Kronikken, som er skrevet af økonom Andreas Junge, handler om, at vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker, nemlig privat ansatte Peter, offentligt ansatte Oda og offentligt forsørgede Ole. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for at vi skal have det højeste skattetryk i verden, hvilket gør at Oda og Ole kan dele frugten af  Peters arbejde mellem sig i form af henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Jeg synes at det er en meget interessant kronik, som i den grad udstiller kernen i de store problemer og udfordringer vi som land står overfor. Af samme grund vil jeg opfordre alle til at læse kronikken i håbet om, at vi får spredt budskabet (du finder kronikken her).

Andreas Junge sætter ganske vist tingene lidt på spidsen rent ordmæssigt, men det er jo efterhånden, hvad der skal til for at råbe befolkningen op. I mit eget blogindlæg skrev jeg, at det virker som om at landet nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund har brug for. Desværre er Andreas Junge endnu mere pessimistisk med hans afsluttende kommentar: “Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt”.

Optimisten i mig håber, at det ikke går helt så slemt, men der er også en stor realist i mig, og den del af mig siger, at Andreas Junge desværre godt kan gå hen og få ret :-(