Søgeresultater for: "Ny Alliance"

Så fik jeg afgivet min stemme…

konservative.jpg

Så fik jeg afgivet min stemme og den endte med at gå til Det Konservative Folkeparti.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at stemme på Ny Alliance, men i den sidste ende turde jeg ganske enkelt ikke gamble med min borgerlige stemme. Som jeg har givet udtryk for i en del indlæg her på min blog, så har Naser Khader været alt for flakkende i sine holdninger og udmeldinger igennem det meste af valgkampen. Samtidigt må jeg indrømme, at jeg er skuffet over Khaders personlige præstation i forhold til de øvrige partiledere – han formåede ikke at gøre sig gældende på noget tidspunkt under valgkampen og det virkede ganske enkelt som om, at Naser Khader ikke havde sat sig ordentlig ind i sit eget partiprogram.

Dermed var Ny Alliance ikke længere nogen reel mulighed for mig som liberal og borgerlig vælger. Det tog mig dog ikke lang tid at nå frem til den konklusion, at det så måtte blive Det Konservative Folkeparti, der kunne gøre sig fortjent til min stemme.

Jeg har i mange år stemt på Venstre, men jeg synes at statsminister Anders Fogh Rasmussen efterhånden har solgt for meget ud af de liberale og borgerlige værdier ved at bevæge sig alt for meget ind mod midten i et misforstået forsøg på at kapre socialdemokratiske stemmer.

Det synes jeg til gengæld ikke, at De Konservative har forsøgt på – tværtimod har de holdt fast i en masse gode borgerlige holdninger og principper. Derfor endte det også med, at det blev netop dette parti jeg stemte på. Jeg forventer til gengæld, at De Konservative bruger min stemme med omtanke og gør deres til at sikre den fortsatte positive udvikling af Danmark som en moderne velfærdsstat.

Han får nok ikke min stemme alligevel…

naser_khader5.jpg

Under søndagens partilederdebat meldte Naser Khader meget hurtigt ud, at Ny Alliance vil pege på Anders Fogh Rasmussen som deres statsministerkandidat efter valget. Alligevel synes jeg, at det fortsat står uklart, hvad Naser Khader og Ny Alliance rent faktisk vil efter valget. For på trods af den klare melding om, hvem partiet vil pege på som statsministerkandidat efter valget, holder Naser Khader fast i kravet om en dronningsrunde efter valget. Dermed forlanger han stadigvæk, at regeringen skal træde tilbage, selv om der måtte være et borgerligt flertal efter valget.

Her et døgn før valget tror jeg desværre, at løbet er ved at være kørt for Ny Alliance og partiet får næppe den massive vælgertilslutning som det ellers lagde ud med ved sin stiftelse – snarere tværtimod! For mit eget vedkommende vil jeg stadigvæk ikke gamble med min borgerlige stemme ved at sætte kryds ved på et parti, der stadigvæk flakker meget rundt i sin politik og er for ultimativ på en række punkter. Ganske vist vil jeg gerne være med til at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse, men det skal ikke ske ved at vi får en socialdemokratisk regering, der kun vil være en garant for højere skatter og et offentligt overforbrug. Så med mindre Naser Khader ryster en kanin ud af ærmet i aften, tror jeg at min stemme kommer til at gå til De Konservative.

Naser Khader, tag dig nu sammen…

naser_khader.jpg

Som bekendt har Ny Alliances partiformand Naser Khader fået en massiv eksponering i pressen i den seneste tid, men det har desværre langt fra været positivt alt sammen. Ganske vist er pressen ikke altid rimelig i sin tilgang til ham og da Se & Hør’s chefredaktør Henrik Qvortrup tidligere på ugen fremsatte en udokumenteret påstand om, at Naser Khader skulle have brugt sort arbejde til en privat byggeopgave, mindede det mest af alt om personlig chikane.

Omvendt har Naser Khader selv dummet sig ved ikke at kunne fremstå som værende 100 procent troværdig i forhold til hvad der skulle have været udslagsgivende for hans beslutning om at forlade Radikale Venstre. Det samme gælder den manglende etablering af en støttefond, der blandt andet skal hjælpe fattige palæstinensiske børn.

Altså har Naser Khader fået en del ridser i lakken, hvad angår hans personlig troværdighed og image. Det er dog ikke værre end at Naser stadig kan nå at fremstå som en seriøs og troværdig politiker og partileder, hvis han tager sig sammen her og nu. Naser Khader bliver simpelthen nødt til at acceptere, at de moralske krav til en politiker er meget højere end til “almindelige” mennesker og at han derfor må oppe sig en del i den sammenhæng. Der skal ganske enkelt bare være orden i sagerne!

Hvad angår min personlige tillid til Naser Khader, så er den fortsat på et højt niveau, men den er dog ikke højere end, at han ikke skal vide sig stikker på min stemme endnu. Jeg føler mig ganske enkelt ikke sikker på, at Naser Khader vil pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter valget, når det kommer til stykket. Jeg synes rigtig godt om det meste af Ny Alliances politik, men omvendt vil jeg heller ikke spilde min stemme på et parti, der måske ender med at ville pege på Helle Thorning efter valget. Så vil jeg trods alt hellere give min borgerlige stemme til Venstre eller de Konservative.

Den holder ikke, Henrik Qvortrup!

henrik_qvortrup1.jpg

Som du sikkert ikke har kunne undgå at høre i pressen, har chefredaktør Henrik Qvortrup i det seneste nummer af Se & Hør bragt en påstand om, at Ny Alliances partiformand Naser Khader skulle have benyttet sort arbejdskraft til en privat byggeopgave. Tilsyneladende er der intet sandt i påstanden, da både de pågældende håndværkere, Naser Khader selv og hans revisor har kunne dokumentere, at der fuldt ud er betalt moms på det udførte arbejde. Dermed bliver Henrik Qvortrups i forvejen hårdt prøvede troværdighed sat yderligere under pres.

Det bliver så ikke bedre af Henrik Qvortrup har udtalt, at han såmænd også selv har købt sort arbejde, men at der er den store forskel, at Qvortrup ikke forsøger på at blive politiker og/eller minister. Den forklaring kan jeg altså kun ryste på hovedet af – den holder ganske enkelt ikke! Som chefredaktør for et ugeblad, der i den grad lever af, at udstille kendte folks liv og eventuelle moralske fejltrin, bør Henrik Qvortrup om nogen sørge for at holde holde sin sti rimelig ren. Man kan simpelthen ikke tillade sig, at råbe højt om andre menneskers moral, for så selv at bryde loven ved at købe sort arbejde. Det er sgu en om’er, Henrik Qvortrup!

Lars Kolind, den attitude holder ikke…

lars_kolind.jpg

I går hørte jeg, at en af Ny Alliances højt profilerede folketingskandidater, den tidligere Oticon-direktør Lars Kolind, udtale følgende i pressen: “Alle siger, det er forfærdeligt på Christiansborg, og hvis det viser sig at være håbløst, så er der forhåbentlig en suppleant, der kan tage over”.

Hvad i alverden er det for en uprofessionel attitude at lægge for dagen, når man går ind i politik? De, der vælger at stemme på Lars Kolind, betror ham trods alt med deres demokratiske stemme i en klar forventning om, at han vil tale sine vælgeres sag og arbejde hårdt for de værdier og synspunkter, som han sandsynligvis vil blive valgt ind i Folketinget på. Jeg må indrømme, at jeg mistede en del respekt for Lars Kolind i går med denne udtalelse. Da han var topchef for Oticon, ville han næppe ansætte en medarbejder i en ledende stilling, hvis vedkommende under jobinterviewet fortalte Lars Kolind, at hvis det blev for surt med jobbet i perioder, ville der forhåbentlig en underordnet, der kunne tage over.

Så kære Lars, jeg synes at du skal trække din udtalelse tilbage fra i går og til gengæld fortælle dine potentielle vælgere, at du selvfølgelig vil gå helhjertet ind i dansk politik. Jeg har stor respekt for dig som erhvervsleder og håber, at jeg også kan få det for dig som politiker, men det kræver altså, at du groft sagt dropper tudekiksene og selvfølgelig knokler løs som politiker på Christiansborg. Du opnåede ikke de flotte resultater, som du er kendt for som erhvervsleder, ved at give op, når det var lidt svært – tværtimod opnåede du resultater gennem hårdt og målrettet arbejde og det kan du selvfølgelig også i dansk politik, hvis du altså vil.

Her er Danmarks nye regering!

ny_regering.jpg

Jeg har netop læst en interessant artikel på Nyhedsavisens website omkring muligheden for at skabe en flertalsregering bestående af Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Ny Alliance efter folketingsvalget. Nyhedsavisen har talt med to valgforskere ved henholdsvis Aalborg Universitet og Syddansk Universitet og forskerne er enige om, at lige netop denne partikonstellation er en reel mulighed, hvis ellers valgets resultat kommer til at minde om de aktuelle meningsmålinger.

Nu er det selvfølgelig ikke kun op til, hvad to valgforskere mener der kan lade sig gøre og der er en hel del “issues”, der skal løses for at det kan lade sig gøre (blandt andet peger Radikale Venstre som bekendt på Helle Thorning-Schmidt lige nu som forhandlingsleder og statsminister). Men på trods af de udfordringer, der måtte være i denne sammenhæng, kan jeg ikke lade være med at være meget begejstret for idéen om en regering bestående af Venstre, De Konservative, Radikale Venstre og Ny Alliance – både fordi det lyder til at kunne blive en rigtig god borgerlig konstellation, men bestemt også fordi det vil sætte Dansk Folkeparti fuldstændig udenfor politisk indflydelse.

Kære Naser, hvis du vil have min stemme…

naser_khader21.jpg

Generelt set er jeg meget positiv indstillet overfor Naser Khader og Ny Alliance og deres bud på et borgerligt politiske ståsted i det moderne Danmark. Jeg synes blandt andet, at Ny Alliancer er kommet med et rigtig godt bud på en fornuftig indvandrer- og flygtningepolitik, hvor der ganske vist bliver stillet krav, men hvor det menneskelige perspektiv er det bærende. Jeg synes også, at Ny Alliance har et rigtig godt bud på en fornuftig skattepolitik, som både understøtter finansieringen af vores velfærdsmodel og samtidigt motiverer folk til at arbejde og gøre en indsats. Så alt i alt er Ny Alliance et godt bud på et parti, der kan få min stemme ved folketingsvalget den 13. november 2007.

Imidlertid kan jeg ikke lade være med at føle mig usikker på, hvem Naser Khaders og Ny Alliance vil pege på som statsminister efter valget, når det kommer til stykket. Og jeg må indrømme, at jeg har det ikke godt med denne tvivl – for jeg ønsker på ingen måde at stemme på et parti, der pludselig skifter hest og peger på Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister. Jeg vil nemlig ikke direkte hjælpe Helle Thorning-Schmidt til magten med min stemme og dermed være med til sikre højere skatter for højtlønnede og virksomheder (for det vil helt sikkert komme) for at kunne finansiere et overdrevent socialdemokratisk “velfærdsparadis”, samtidigt med, at allerede indgåede aftaler som eksempelvis trepartsaftalen bliver omstødt og skal skal genforhandles. Vi har engang før oplevet, hvilke katastrofale konsekvenser det havde for nationaløkonomien, da Anker Jørgensen gik amok i 70′erne og gældsatte Danmark til op over ørene i et misforstået forsøg på at skabe velfærd.

[Read more…]

Hvad har Helle Thorning gang i?

helle_thorning4.jpg

Allerede på valgkampens første dag var Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ude med en melding om, at hvis Socialdemokraterne kommer til magten, vil de annullere de skattelettelser, som regeringen annoncerede tilbage i slutningen af august måned og gennemførte ved lov for blot få dage siden (skattelettelserne får effekt fra 1. januar 2008). Ergo vil Helle Thorning-Schmidt tage en allerede vedtaget skattelettelse fra danskerne og dermed bryder hun allerede nu løftet om, at Socialdemokraterne vil overholde skattestoppet.

I går aftes var Helle Thorning-Schmidt så ude i pressen og meddele, at hun vil genåbne den trepartsaftale, som regeringen, LO og de offentlige ansatte indgik tilbage i juni måned. Åbenbart synes Helle Thorning-Schmidt, at aftalen er for dyr og der ikke skulle være finansiering for den – vel at mærke i det finanslovsforslag som Socialdemokraterne selv har fremlagt. Formanden for 200.000 offentligt ansatte i fagforeningen FAO, Dennis Kristensen, har udtalt, at Socialdemokraternes melding er meget overraskende og piller ved hele troværdigheden, når der skal indgås aftaler mellem den til enhver tid siddende regering og fagbevægelsen. Dennis Kristensen minder samtidigt Helle Thorning-Schmidt om, at indgåede aftaler naturligvis er bindende for både afgående og tiltrædende regeringer.

Hvad er det lige Helle Thorning har gang i? Hvis “stilen” for en socialdemokratisk regering er, at man hele tiden bryder indgåede aftaler, blander sig i det danske aftalesystem eller annullerer allerede vedtagen lovgivning, så ser det godt nok sort ud for den videre udvikling af velfærdssamfundet. Som jeg skrev i et indlæg tilbage i oktober måned sidste år, så er jeg sikker på, at Socialdemokraterne vil gentage den nærmest katastrofale politik som Anker Jørgensen stod i spidsen for i 70′erne med øget gældssætning, højere skatter og en voldsom opblusning i det offentlige forbrug. Jeg tror til gengæld fuldt og fast på, at en borgerlig regering bestående af Venstre, de Konservative og Ny Alliance vil være en garant for en fortsat sund udvikling af Danmark som demokrati og velfærdsnation.

Unødvendigt med valg her og nu

folketinget1.jpg

I dag blev så dagen, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen desværre valgte at udskrive valg. Jeg skriver desværre fordi, at jeg synes, at det er unødvendigt med et folketingsvalg her og nu. Som jeg tidligere har givet udtryk for, håbede jeg virkelig på, at Anders Fogh Rasmussen ikke ville falde for fristelsen og udskrive valg i utide, men at han derimod ville sidde valgperioden ud, hvilket ville betyde at der først skulle være folketingsvalg i starten af februar måned 2009.

Ganske vist har oppositionen over den seneste tid brugt mange ressourcer på, at få stort set en hvilken som helst politisk sag til at blive en storm i et glas vand. Faktum er dog bare, at regeringens parlamentariske flertal på ingen måde har været så meget under pres, at det er nødvendigt at udskrive valg. Samtidigt har de konkrete resultater, som regeringen har været med til at skabe i forhold til økonomi, beskæftigelse og velfærdsforbedringer, været så gode, at der heller ikke på denne front har været noget, der gjorde det nødvendigt at tage et folketingsvalg lige nu.

Anyway, nu er det jo vores statsministers suveræne beslutning, hvornår der skal være valg her i landet og når nu beslutningen er taget, gælder det selvfølgelig om at få det bedste ud af det. Som det liberalt orienteret menneske jeg er, håber jeg selvfølgelig, at Anders Fogh Rasmussen fortsætter som statsminister efter folketingsvalget. Jeg håber dog også på, at Venstre, de Konservative og Ny Alliance kan samle et flertal udenom Dansk Folkeparti således, at de med deres uacceptable menneskesyn kan blive sat udenfor politisk indflydelse.

NA’s skatteoplæg: Det ser lovende ud!

ny_alliance2.jpg

I dag præsenterede Ny Alliance deres bud på en skattereform og det ser efter min mening ganske lovende ud – specielt fordi at det er forfriskende, at der endelig er et parti, der virkelig gider gøre noget ved beskatningen af arbejde. Ny Alliance vil nemlig – som det bærende element i deres oplæg – sænke marginalskatten på arbejde til 40,6 procent for blandt andet at motivere flere til at yde en ekstra indsats, gøre sort arbejde mere uinteressant og gøre skattesystemet mere enkelt. Endvidere ønsker Ny Alliance at reformere pensionsbeskatningen og gøre efterlønsbidraget indkomstafhængig samtidigt med at man fjerner en række særregler for skattefri fryns på eksempelvis bredbåndsforbindelser.

Jeg synes som nævnt tidligere, at Ny Alliances skattepolitik ser lovende ud og jeg håber virkelig på, at de ved et kommende valg kan få så mange mandater, at partiet rent faktisk kan få så stor indflydelse, at de i det mindste kan få gennemført nogle af deres forslag. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at de kan få gennemført forslaget med hensyn til et simpelt skattesystem med en marginalskat på lidt over 40 procent. Det vil gøre det mere interessant for endnu flere at komme i arbejde samtidigt med, at vi gør det en del mere attraktivt for udenlandske virksomheder at etablere sig i Danmark og skabe nye arbejdspladser. Og sidst men ikke mindst vil det gør de, der allerede er i arbejde, få mere ud af at yde en ekstra indsats.