Søgeresultater for: vægttab

Status uge 16: Der sker da lidt…

Der er ingen tvivl om, at det bliver hårdere og sværere at tabe sig i takt med, at jeg nærmer mig min estimerede kampvægt på 85 kg. Der skal ganske enkelt arbejdes mere for at få smidt de sidste kilo, men det er nu også helt okay: Det er efterhånden en del uger siden, jeg forligede mig med dette faktum.

Derfor var det nu alligevel dejligt at se, at der trods alt er forsvundet yderligere 0,9 kg siden sidste uge. Det betyder, at jeg nu er nede på 90,2 kg og et samlet vægttab på 30,8 kg i løbet af de seneste 16 uger.

I dag fik vi også feedback på de mange tests og målinger som vi har været igennem torsdag og fredag. Og heldigvis viste alle målinger en flot og positiv udvikling. Mit blodtryk ligger på et rigtig flot niveau, hvilepulsen er super lav og stabil og konditallet er steget fra 38,7 tilbage i midten af juni til nu hele 47,9, hvilket i følge målesystemet er “very excellent” for en mand på 41 år :o) Og nu vi er ved det med alder, så blev min BodyAge forbedret med yderligere et par år, hvilket betyder at min krop stadigvæk er yngre end min rigtige alder :o) Jeg vil ikke afsløre den præcise BodyAge alder her og nu – det må I have tilgode til det bliver vist på tv :o) Også fedtprocenten har rykket sig og er styrtdykket fra 34 procent til nu lidt over 20 procent og den skal såmænd nok blive endnu lavere.

Så alt i alt udvikler tingene sig i den helt rigtige retning og jeg kan jo også mærke det helt konkret i hverdagen i form af langt mere energi, velvære og overskud :o)

Status uge 15: Der skal kæmpes!

I forrige uge fik jeg som bekendt gang i vægttabet igen, men desværre holdt det kun en uges tid. Faktisk er jeg på status quo i denne uge med nøjagtig samme vægt som sidste søndag, hvilket dog stadigvæk er lig med et samlet vægttab på 29,9 kg.

Men i det mindste jeg forliger mig meget bedre med det “manglende” vægttab i forhold til tidligere erfaringer med, at det pludselig går langsommere end tidligere. Det skyldes i høj grad, at jeg erkender, at det bliver sværere og sværere at tabe sig i takt med jeg nærmer mig målsætningen på 36 kg i samlet vægttab og en endelig kampvægt på 85 kg.

Jeg har derfor også den holdning, at der ikke er andet at gøre, end at holde fast og forsætte med at kæmpe. Det hjælper ikke med opgivenhed, klynk eller selvmedlidenhed. Det drejer sig i bund og grund bare om at holde fast i den gode vane med at prøve på at leve sund og varieret samt at holde fast i regelmæssig konditions- og styrketræning.

Og den “rytme” har jeg bestemt tænkt mig at holde fast i – for jeg er sikker på, at den vil være medvirkende til, at resultaterne pludselig kommer igen :o)

Status uge 14: I’m Back On Track :o)

Efter at forrige uge var rigtig sløv med kun 0,3 kg i vægttab, er der heldigvis sket noget mere i den forgangne uge. Det er dog ikke kommet uden en ekstraordinær indsats, men ikke desto mindre er jeg meget tilfreds med indsats og resultat.

Med hensyn til indsats, så har jeg hele ugen været til spinning kl. 6.30 om morgenen og også taget 1-2 spinningtimer om aftenen, hvor det overhovedet har været muligt. Hertil kommer selvfølgelig de tre ugentlige fællestræninger.

Hvad angår resultat, har jeg tabt yderligere 3,4 kg i denne uge og jeg er dermed nede på 91,1 kg. Det samlede vægttab er således oppe på i alt 29,9 kg i løbet af de 14 uge, hvor projektet har kørt. Det betyder, at jeg i gennemsnit har tabt 0,3 kg hver eneste dag i de 98 dage som vi har været i gang. Det synes jeg i al beskedenhed er ganske godt gået :o)

Den positive udvikling i denne uge er også ensbetydende med, at jeg nu kun mangler 6,1 kg for at nå det reviderede overordnede mål på 85 kg i kampvægt og et samlet vægttab på hele 36 kg. Jeg kommer selvfølgelig til at kæmpe ekstra hårdt i den kommende tid for at nå dette mål og forventer faktisk at nå det i løbet af de næste to uger :o)

Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at jeg vandt det interne væddemål som jeg havde indgået med Stine (en af de andre deltagere i Chris MacDonald projektet). I mandags havde vi væddet om, hvem der ville tabe mest i løbet af ugen og med en god slutspurt hev jeg sejren i land med de 3,4 kg i vægttab kontra Stines 2,2 kg. Jeg kan dermed gå i tænkeboks over, hvad jeg vil have i præmie fra hende :o)

Status uge 13: Jeg står lidt i stampe :o(

Det har været en rigtig sløv uge for mig med hensyn til mit vægttab – faktisk en af de sløveste siden jeg gik i gang med Chris MacDonald projektet. Siden sidste søndag har jeg kun tabt 0,3 kg og selv om jeg nu er oppe på 26,5 kg i vægttab efter 13 uger, er jeg alligevel lidt skuffet.

Jeg ved jo godt, at det bliver sværere og sværere at blive ved med at levere store vægttab, uge efter uge. Jeg har derfor også indstillet mig på, at selv et par kilo i vægttab om ugen er ganske godt. Men når jeg så føler, at jeg skal kæmpe hårdt for bare at holde fast og kun taber sølle 0,3 kg over den sidste uges tid, kan jeg godt mærke, at jeg skal mobilisere lidt ekstra kræfter på den mentale front.

Ikke desto mindre er der ikke andet at gøre end at kæmpe videre. Ergo er der ikke noget med at give op eller begynde at klynke over “modstanden” fra min side. Jeg har således bestemt mig for, at jeg vil være ekstra fokuseret i den kommende tid i forhold til både kost og træning. Med rette indsats, fokus og holdning fra min side, er jeg sikker på at resultaterne kommer helt af sig selv.

Status uge 12: Jeg kæmper videre…

Så blev det atter blevet tid for at komme på vægten og nålen peger i dag på tallet 94,8. Dermed er det samlede vægttab oppe på 26,2 kg efter 12 uger med markant og meget positiv livsstilsomlægning. Jeg er således nu 8,8 kg fra at nå mit overordnede mål.

Som jeg har tilkendegivet før, er der ingen tvivl om, at det nu går langsommere med vægttabet og der faktisk skal kæmpes endnu mere for at holde fast. Groft sagt kan man sige, at de første tyve kilo egentlig var forholdsvis nemme, hvorimod nu skal der næsten konditionstrænes endnu. Men i det mindste fortsætter vægttabet og det gælder bare om at holde fast.

De næste to uger er Chris på ferie i USA. Det betyder samtidigt, at vi ikke har nogen større fællestræning i den kommende tid og at vi selv skal holde justits med at få trænet. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi kan slappe af. Chris forventer nemlig, at vi taber seks kilo i de par uger, hvor han er væk. Puha, hvor skal der svedes ekstra for at nå det meget ambitiøse mål, men jeg går selvfølgelig efter at nå det :o)

Status uge 11: Tendensen fortsætter :o)

I sidste uge følte jeg som bekendt, at jeg var kommet ud af “krisen”, efter at vægttabet havde været gået lidt i stå oven på otte kontinuerlige uger, hvor kiloene bare raslede af. Jeg var derfor lidt spændt på, om den positive tendens fra sidste uge havde bidt sig fast, men det havde den heldigvis :o)

Det er nemlig lykkedes mig, at tabe yderligere to kilo i denne uge og dermed er mit samlede vægttab oppe på 24,9 kilo, siden projektet startede den 10. maj i år. Vægten er således nede på 96,1 kg og jeg mangler nu kun 10,1 kg i at nå mit overordnede mål.

Med hensyn til målsætningen, så synes jeg mærke, at det giver mig fornyet motivation og energi, at jeg nu kan begynde at skulle “tælle ned” fra 10,1 til nul :o)

Status uge 10: Jeg er ude af krisen :o)

Efter jeg kom lige ned under 100 kg for to uger siden, har det stået noget stille og jeg har virkelig følt, at der skulle kæmpes ekstra hårdt for bare at holde fast i det opnåede vægttab. Samtidigt har det været mentalt hårdt og udfordrende, at jeg pludselig gik i stå efter otte uger, hvor kiloene bare raslede af.

Jeg har talt en del med Chris om det med henblik på at få lidt coaching omkring problemstillingen. Ud over at holde fast i den aftalte træningsintensitet, blev vi for et par dage siden enige om, at jeg skulle lade være med at spise nogen former for brød over en periode på minimum 10 dage. Jeg har allerede droppet det helt lyse brød for ti uger siden, men det gælder altså også rugbrød, boller og sandwichbrød. Ofte indtager man markant mere energi fra brød, end man går og tror og med denne forholdsvis simple kostomlægning, skal vi se, om vi ikke kan få gang i vægttabet igen. I stedet skal jeg spise endnu flere grøntsager, bønner og eksempelvis brune ris.

[Read more…]

Status efter ni uger…

I sidste uge kæmpede jeg som bekendt ekstra hårdt for at nå under 100 kg og det lykkedes mig jo også at nå målet allerede om lørdagen :o)

Desværre havde den ekstra ordinære træning en pris i form af, at jeg havde tømt mine muskler så meget for glukose, at kroppen skulle bruge nogle dage på at “normalisere” sig i forhold til glukose og væskebalance (for god ordens skyld skal jeg nævne, at det på ingen måde var noget alvorligt). Den længere restitution har også betydet, at jeg virkelig skulle kæmpe i denne uge for bare at fastholde niveauet, hvilket dog heldigvis er lykkedes. Ergo ligger vægten på det samme som i sidste uge, hvilket er lige med 99,6 kg og et samlet vægttab på 21,3 kg efter ni uger, hvilket jeg stadigvæk er meget tilfreds med.

I den kommende uge regner jeg med, at jeg er så meget “back on track”, at jeg kan fortsætte vægttabet og dermed komme tætteret på mit overordnede mål. Jeg kommer i hvert fald til at give den gas med træningen efter en velfortjent hviledag i dag :o)

Og vinderen er…

Så er det blevet tid til at finde vinderen i den lille konkurrence, som jeg udskrev i går morges. Dermed bliver jeg også nødt til at afsløre, hvad min vægt var i går morges :o)

Den var helt præcis 99,6 kg, hvilket også gør, at jeg nåede den målsætning som jeg satte sidste søndag – ja, faktisk nåede jeg den en dag før tid, hvilket jeg er ekstra stolt af. Det gør også, at jeg nu er oppe på ikke mindre end 21,4 kg i vægttab i løbet af de første syv uger og seks dage af Chris MacDonald projektet. Det svarer faktisk til et gennemsnitlig vægttab på cirka 380 gram om dagen og det er altså uden jeg på nogen måde har sultet mig selv! Det kommer dog næppe til at gå lige så hurtigt fremover, men jeg bliver ved med at kæmpe løs og gå efter at nå mit overordnede mål i løbet af de næste fire til fem måneder.

Nå, men tilbage til konkurrencen. Der er jo kommet mange interessante bud på, hvad min vægt var i går og der var da også to personer, der ramte plet. Det ene bud tæller dog ikke, da det er fra Søren, som også er en del af Chris MacDonald-holdet og han må derfor sige at være inhabil i denne sammenhæng :o) Vinderne er derfor som følger:

  1. Kenneth med et bud på 99,6 kg: Vinder af Polar RS400 pulsuret
  2. Anne med et bud på 99,7 kg: Vinder af tre flasker god rødvin
  3. Mads med et bud på 99,8 kg: Vinder af en flaske god rødvin

Jeg sender en mail direkte til vinderne om et øjeblik og vil sørge for, præmierne bliver sendt i løbet af de nærmeste par dage. Tak til alle konkurrencedeltager og for jeres interesse og støtte. Jeg håber, I vil blive ved med at kigge forbi min blog, også selv om der ikke altid er præmier på højkant :o)

Der skal trænes ekstra hårdt nu!

Som jeg fortalte i mit indlæg i søndags efter syv uger, ville jeg holde ekstra stor fokus på vægttabet i denne uge, fordi jeg vil gerne vil bryde “0,1 ton” barrieren på søndag. Så er det nemlig præcis to måneder siden vi startede med det nye Chris MacDonald projekt.

Jeg har derfor været ekstra påpasselig med både træning og kost i denne uge. Ja, faktisk har jeg virkelig givet den gas med ekstra træning i løbet af hele ugen og så sent som i går stod den på tre timers samlet konditions- og styrketræning.

Resultatet er indtil videre, at jeg har tabt yderligere 2,4 kg af på fire dage og at jeg mangler nøjagtig det samme i at nå i mål på søndag. Jeg ved godt, at det stadigvæk er ambitiøst, men jeg går fortsat efter at nå det. Jeg kan mærke, at “jagten” på denne helt specielle milesten har givet mig ekstra energi og motivation, hvilket bare er fedt :o)