En guldvask til taxibranchen?

I dagens udgave af Børsen kan man læse om, at det står skidt til for den danske taxibranche, og at specielt de storkøbenhavnske taxier lider.

Ifølge artiklen er mere end hver fjerde taxitur forsvundet over de sidste 10 år, og der kører nu 400 færre taxier rundt i Storkøbenhavns gader. Men desuagtet at der er færre taxier i byen (ca. 2.100 biler i alt nu) er branchen fortsat i dyb krise og det er langt fra nemt at drive en profitabel forretning ved at være taxivognmand.

Der er mange gode bud på årsagerne til, at taxibranchen har været igennem en årelang nedtur. Udover at de seneste års krise har gjort, at både virksomheder og privatpersoner kigger ekstra på omkostninger og forbrug, får også den københavnske metro noget af skylden for nedgangen og endelig nævnes også dårlig service som en årsag til at flere fravælger at bruge taxien som transportmiddel.

Personligt synes jeg, at den høje pris er en af de væsentligste årsager til, at jeg ikke kører mere i taxi end jeg gør. I min verden er det generelt set for dyrt at køre i taxi i Danmark. Det er så dyrt, at det er kun noget jeg gør, når det er absolut nødvendigt.

Hvis jeg eksempelvis skal køre fra Birkerød til lufthavnen, skal jeg regne med en taxibon på ca. 600 kroner – hver vej! Hvis man forudbooker sin parkering i lufthavnen, kan jeg faktisk parkerer i 12 dage for de samme penge. Hvis der nu var en fast pris på eksempelvis 400 kroner hver vej, ville jeg helt klart overveje det mere, hvis jeg skal afsted på forretningsrejse eller en ferie.

De små ture er også en dyr fornøjelse efter min mening. Hvis jeg har haft min bil til service, har jeg nogle gange taget en taxa fra Birkerød til kontoret i Allerød og her bliver dankortet suget for ca. 160-180 kroner hver vej – for at køre 2 x ca. 10-11 km. Jeg kan forestille mig, at denne problemstilling gør, at man også fravælger taxien inde i Storkøbehavn som transportmiddel til små ture rundt i byen.

I en moderne og konkurrencedreven verden kan det for øvrigt undre mig, hvorfor at taxibranchen stadig får lov til fra central sted (det såkaldte Taxinævn) til at fastsætte prisniveauet. Prisen er jo for øvrigt den samme uanset om jeg som kunde bliver fragtet fra punkt A til B i en stor og dyr Mercedes eller om det sker i en noget mindre og billigere Toyota Prius. I andre brancher kalder man det for karteldannelse og ulovlig prisdannelse, men i taxibranchen er det okay.

Jeg tænker, at reel og sund konkurrence er lige præcis, hvad taxibranchen har brug for, hvis den skal udvikle sig og overleve på sigt. I stedet for hele tiden at tænke i samme prisniveau for startgebyrer og pr. kørt kilometer, burde branchen tænke i helt nye produkter og koncepter, og med differentiering på prisen i forhold til, hvilken bil man bliver kørt i, graden af service o.s.v. Nogle er til en helt skrabet pris (discount) og andre vil gerne betale for høj service og komfort (premium). Der er masser af muligheder, hvis man tænker ud af helt ud af boksen og tør tage chancen og afprøve nye ting!

Branchen – som jeg for at være helt ærlig opfatter som gammeldags og uforandringsvillig – vil desværre næppe tage så markante skridt. Tværtimod vil de ledende vognmænd og kræfter i taxinævnet sandsynligvis hellere kører endnu flere biler i garagen, afmelde nummerpladerne og tilbagelevere taxibevillingen, end at foretage en nødvendig reformering af hele branchen.

I det hele taget tror jeg, at taxibranchen trænger til at blive støvet godt og grundigt af. Så i stedet for bare at lade taxierne kører igennem vaskehallen hver uge, skulle hele branchen og ikke mindre Taxinævnet give sig selv en guldvask med hele svineriet, og få et nyt syn på en verden, som i den grad er forandret.

Man ser nu engang klarere gennem nypudsede briller :-)

Opdateret foredragsafsnit

Så er foredragsafsnittet på min blog atter blevet opdateret med udtalelser fra foredragsdeltagere efter mit indlæg på HP Dagen, som var en årlig intern uddannelsesdag, der blev afholdt den 15. juni hos Hewlett-Packard Danmark. (klik her for at komme til foredragsafsnittet).

Når der ikke længere er lugt i bageriet…

Forleden så jeg et indslag i TV Avisen der handlede om, at bagerbranchen i Danmark er under voldsomt pres. Faktisk er en tredjedel af alle bagerbutikker bukket under for butiksdøden over de seneste 10 år og alene i år har hele 30 bagerbutikker smækket ovnlågen i for sidste gang.

Årsagen til at bagerbutikker lukker i så voldsomt omfang skyldes ifølge fagfolk, at bagerne ikke har leveret en ordentlig kvalitet. Samtidigt oplever bagerne en stærkt stigende konkurrence fra supermarkeder og tankstationer, som er begyndt at sælge bagerbrød i stort omfang til forholdsvis lave priser.

Det har fået bagere til at vakle i valget mellem kvalitet og pris. Mange bagere er faldet for fristelsen for at sænke priserne og desværre også kvaliteten for at få det til at hænge sammen. Desværre hænger det alligevel ikke sammen fordi forbrugeren ikke vil betale for brød af værste fald dårlig/bedste fald middelmådig kvalitet. Så kan man lige så godt bage brødet selv eller købe friskbagt brød på tankstationen eller i supermarkedet. Det er måske ikke verdens bedste brød, men det er “okay” kvalitet, det er som regel bagt indenfor få timer og prisen er rimelig.

TV Avisens indslag bød dog heldigvis også på en lille solstrålehistorie i form af bageren i Strib, som satser på høj kvalitet og produkter som man ikke kan købe i supermarkederne. Samtidigt tør bageren gå nye “veje” i form af, at han sejler det friskbagte morgenbrød ud til bådejere, der ligger for anker eller sejler rundt på Lillebælt.

Udover at jeg er enig i betragtningerne fra fagfolkene i indslaget, tror jeg ubetinget på, at de tilbageværende bagerbutikker er nødt til at satse på at give kunderne kundeservice i absolut topklasse. Samtidig skal købsoplevelsen være rigtig god for at kunne få dem til at komme igen, og at bagerbutikkerne dermed kan overleve.

Her i Birkerød, hvor jeg bor, har jeg selv oplevet en udpræget mangel på god og venlig kundeservice hos den lokale bagerbutik, ja faktisk er den så dårlig, at jeg ganske enkelt ikke handler der mere. Jeg vil ikke lægge mine penge i en bagerbutik, hvor der ikke er skyggen af kundeservice eller en bare minimal respekt for kunderne. Så køber jeg hellere mit brød i Føtex eller SuperBrugsen i Hovedgaden eller kører til anden bager i nærheden. Klik her hvis du har lyst til at læse om, hvor galt det kan gå. Husk også at læse de interessante kommentarer til blogindlægget.

I det hele taget tænker jeg, at de mindre specialbutikker kun kan overleve og tjene penge i fremtiden, hvis de differentierer sig fra de helt store kæder og supermarkeder – det være sig på kvalitet, udvalg, købsoplevelse, service, leverancemodel og/eller noget helt andet.

Et godt gammelt ordsprog siger som bekendt, at hvis man følger i andres fodspor, kommer man aldrig foran. Det gælder i den grad også bagerbutikker og andre mindre specialbutikker.

Kvalitet er en relativ størrelse…

I forbindelse med, at jeg sad og browsede mig igennem nogle it-nyheder forleden, faldt jeg over begrebet “oppetid”. Oppetid er et begreb som – hvis man arbejder i it-branchen – ofte bruger når der tales om driften af eksempelvis et serverrum, og man har brug for at sætte et driftmål for det. Oppetiden er således den tid, hvor serverrummet garanteres at være “oppe”, altså den tid hvor det fungerer efter hensigten. Så hvis man siger, at man garanterer at serverrummet har en oppetid på eksempelvis 99,9 %, skal kunden derfor regne med en nedetid på 0,1 % af tiden.

Tiden kan jo så være defineret som mange ting, det kan være i kontortiden eller døgnet rundt. Hvis man bare regner tiden som værende kontortiden fra kl. 8.00-16.00 og lad os for eksemplets skyld sige 250 åbningsdage, skal man altså være indstillet på en potentiel nedetid på 2 timer i løbet af året (0,01 % af 8 timer x 250 dage = 2 timers nedetid). Hvis tiden derimod er 24/7/365 (altså døgnet rundt, ugen rundt, året rundt) giver det en potentiel nedetid på næsten 9 timer om året (0,01 % af 24 timer x 365 dage = ca. 8 timer og 46 minutter).

Anyway, det var egentlig slet ikke min mening at blive så teknisk og begynde at lave alle mulige udregninger. Tanken bag mit blogindlæg er derimod at, at det med oppetid fik mig til at tænke på, at kvalitet i den grad er en relativ størrelse.

Kvalitet er mange ting og det afhænger oftes af de øjne (og nogle gange også ører og næse) der betragter det. Eksempelvis kan to mennesker kan sidde på den samme restaurant og få to vidt forskellige oplevelser. Det kan være at den ene sidder bedre end den anden. Det kan være, at der er forskellige tjenere eller det kan såmænd også være, at det er den samme tjener, men vedkommende behandler de to gæster forskelligt. Så er der jo maden, den ene gæst spiser den bedste bøf vedkommende nogensinde har spist. Den anden gæst kan have fået et fisk som var helt ordinær. Og så der er drikkevarerne – måske havde sidstnævnte gæst valgt at drikke en kraftig rødvin til en smagsmæssig skrøbelige frisk.

Og så har kvalitetsdefinitioner jo også noget at gøre med, hvad emnet drejer sig om. 99,9 % oppetid i et serverrum lyder fornuftigt for de fleste, men for den virksomhed som driver en multi-million webbutik med salg til hele verdenen er det måske ikke godt nok, da nedetid er lig med tab af omsætning for hvert minut webbutikken ikke virker. Hvis jeg var meteorolog og sagde, at der er 99,9 % chance for det bliver solskin i morgen, ville solhungrende danskere klappe i deres hænder og sige, at det lyder rigtig godt. Hvis Københavns Lufthavne derimod kun opererede med 99,9 % “oppetid”, ville det betyde at 8-10 fly ville styrte ned – hver dag! Så hos Københavns Lufthavne er dette kvalitetsmål altså ubetinget 100,0 %.

Omvendt er et kvalitetsmål på 100 % heller ikke en garanti for kvalitet i absolut forstand. Det er nok de færreste, som vil ophøje fastfood fra McDonald’s til at være (rigtig) god mad og stedet, hvor man får kulinariske oplevelser i topklasse. Næ, her drejer kvalitet sig om ensartethed, hvilket er lig med ultrastram konceptstyring og det samme produktsortiment over hele kloden – de lokale afvigelser er i hvert fald yderst begrænsede. Det er faktisk så standardiseret koncept, at man lige frem taler om Big Mac indexet, når man sammenligner købekraft på tværs af alverdens lande! Så uanset om du besøger McDonald’s i Sønderborg eller Singapore, så får du samme oplevelse, samme produkt, samme service, samme kvalitet, men dog ikke samme pris :-) Der er ikke garanti for nogen stor smagsoplevelse, men til gengæld smager maden på samme måde hver eneste gang ;-)

Nå, men min endelige pointe er egentlig, at  min verden er kvalitet noget man vælger – også selv om det er en relativ størrelse :-)

Selvfølgelig er Nutella (u)sundt…

I går aftes faldt jeg over en artikelEkstra Bladets website om en amerikansk mor, der har vundet en retssag mod chokolade-pålægsproducenten Nutella, som åbenbart havde postuleret, at det at spise Nutella skulle være ensbetydende med en god start på dagen.

Moderen havde åbenbart valgt at proppe masser af Nutella i sine børn i den tro, at det var sund mad. Man kan jo undre sig over, hvorfor at hun ikke selv lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset. Derimod valgte moderen at stole på Nutellas tv-reklame, som selvsagt havde til formål at anprise og sælge produktet.

Imidlertid valgte retten at give moderen (og andre i et såkaldt gruppesøgsmål) medhold i, at Nutellas markedsføring var misvisende og falsk, da producenten ikke har oplyst om de store mængder fedt og sukker, der forefindes i produktet. Ifølge artiklen havde moderen udtalt, at hun ikke havde evnerne til at forstå denne information og at hun følte sig snydt af markedsføringen.

Jeg undrer mig virkelig over, hvordan det kan komme som en overraskelse at Nutella ikke er sund mad. Og jeg kan jo heller ikke forstå, hvorfor moderen ikke lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset, frem for at stole på en tv-reklame. Havde hun tjekket bagsiden af glasset ville hun have fundet ud af, at der er 533 kcal i 100 gram Nutella og at der er næsten 57 gram kulhydrat og 31 gram fedt pr. 100 gram. Rent kaloriemæssigt svarer 100 gram Nutella jo næsten til et hovedmåltid for en voksen!

Men når det kommer til stykket, drejer det sig jo ikke om, hvorvidt det er muligt for en forbruger at gennemskue sundhedsværdien i chokolade-pålæg, som bliver markedført på tv. Det drejer sig jo om – med nogle advokaters hjælp – at få nogle penge ud af en virksomhed og dermed prøve at vinde en omgang i det såkaldte “Lawsuit Lottery” som det amerikanske retssystem ofte omtales som.

Jeg har i et par tidligere indlæg (“Jackpot Justice” og “Bukser er utrolig dyre i USA“) kommenteret det groteske i, at amerikanerne anlægger over 20 millioner civile søgsmål om året og at virksomhederne har så mange ekstra udgifter til advokatsalærer og forsikringer, at det i gennemsnit koster en amerikansk familie ca. 10.000 dollars om året i merpriserne for varerne – for der er jo kun én til at betale gildet i den sidste ende: Den amerikanske forbruger!

Anyway, det smager jo meget godt, det der Nutella :-)

Kloge ord fra Sverige…

Frygt mindre, håb mere…
Spis mindre, tyg mere…
Klynk mindre, træk vejret mere…
Snak mindre, sig mere…
Had mindre, elsk mere…
og gode ting vil blive dine :-)

Svensk ordsprog.

Klik her for at se flere citater.

Big Brother is Watching Birkerød…

En dag for nyligt, da jeg gik fra min lejlighed og hen ad Hovedgaden i Birkerød, bed jeg mærke i, at en af de lokale frisørsaloner havde fået sat et par overvågningskameraer op – vel at mærke på ydersiden af butiksfacaden.

Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.

Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!

Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.

Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.

Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.

Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.

Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.

Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?

Fire hvalpe til salg…

En bonde havde nogle hvalpe til salg. Han lavede et skilt, hvorpå der stod: “4 hvalpe til salg”. Skiltet satte han op for enden af vejen.

Mens han gjorde sig færdig, mærkede han lige pludselig et ryk i sit bukseben. Bonden så ned og lige ind i øjne på en lille dreng. ”Undskyld” sagde den lille dreng”. Jeg vil gerne købe en af dine hvalpe”. ”Okay” sagde bonden, mens han kløede sig i nakken. ”Disse hvalpe er efter avlskåret forældre og koster mange penge”.

Den lille dreng så ned et øjeblik, hvorefter han gravede dybt ned i lommen. Drengen tog en håndfuld mønter op og sagde: ”Jeg har 3 kroner. Er det nok til at få lov til at se dem?”. ”Selvfølgelig” sagde bonden og gik frem ad, medens han kaldte ”Kom, Dolly”.

Ud af hundehuset kom Dolly løbende med 4 uldtotter lige i hælene. Den lille drenge pressede sit ansigt imod hegnet og gjorde store øjne. Medens hvalpene nærmede sig, så drengen en hvalp, der bevægede sig ved hundehuset. Stille men sikkert kom en anden lille uldtot frem, noget mindre end de 4 andre hvalpe. Hvalpen gjorde sit bedste for at følge med de andre. “Den vil jeg ha’”, sagde drengen, mens han pegede ivrigt på det lille pus.

Bonden satte sig ned på knæ ved siden af drengen og sagde: ”Knægt, den hund vil du ikke have, den vil aldrig blive i stand til at løbe og lege, ligesom de andre hvalpe”.

Den lille dreng gik et par skridt væk fra hegnet og bøjede sig og trak op i buksebenet. Bonden så nu, at den lille dreng havde stålskinner på hver side af benet, som var sat fast til en speciellavet sko. Drengen kiggede op på bonden og sagde: ”Du regnede heller ikke med, at jeg kan løbe og lege og uldtotten har brug for en, der forstår ham”.

Med tårer i øjne bøjede bonden sig ned og samlede den lille hvalp op. Forsigtigt lagde han den i drengens arme.

”Hvor meget koster den?” spurgte den lille dreng… “Ingenting” svarede bonden og fortsatte: “Ingen betaler for kærlighed”.

Alder ingen hindring…

Jeg har tidligere undervist i spinning hos fitness dk i Gentofte, og i den sammenhæng havde jeg den store fornøjelse at møde et helt specielt menneske i form af en norsk kvinde, som hedder Agnes.

Udover at hun altid er sød, smilende og livsglad, er det specielle ved Agnes, at hun desuagtet en alder på 75 år alligevel giver den max gas på alle de øvet og elite timer som jeg har været instruktør på. Hun presser sig selv helt op i det røde felt under hele timen, og når man som instruktør går rundt blandt deltagerne for at presse dem lidt mere under intervaller og finaler, formår Agnes at fyre den endnu mere af – faktisk så meget at hun nærmest “kører fra” fra flertallet af de øvrige deltagere, som er en hel del yngre end Agnes.

Nu underviser jeg ikke længere fast i Gentofte, da jeg har nok i mine faste spinning- og cirkeltræningshold hos fitness dk i Birkerød. Det afholder dog ikke Agnes fra at kigge forbi Birkerød engang imellem. Faktisk havde jeg igen i går glæden ved at have besøg af Agnes, som for øvrigt havde valgt at bruge sin cykel som transportmiddel for at komme fra Gentofte til Birkerød. Det er jo alligevel en frisk cykeltur på 14 km hver vej, men det afholder ikke Agnes for at komme til Birkerød for at gennemføre en times benhård spinning :-)

Jeg har den dybeste respekt for Agnes, hendes indsats og altid store livsglæde og dejlige humør, som smitter på fantastisk vis. Hvis jeg ender med at have bare halvdelen af den energi som Agnes har nu, når jeg bliver 75 år, vil jeg stille mig tilfreds og være ovenud lykkelig :-)

Man siger jo, at alder ikke behøver at være en hindring, og jeg tænker at Agnes er noget nær det absolutte bevis på, at det er sandt som det er sagt!

Reminder: Invitation til åbent foredrag hos Lederne: “Kom ud af komfortzonen”

Blot en lille reminder om, at det er nu på tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17.00, at jeg afholder et åbent foredrag i Portalen i Greve under overskriften “Kom ud af komfortzonen”. Du kan læse mere om foredraget ved at klikke her.

Der er tilmeldt ca. 150 personer på nuværende tidspunkt, men der er stadig ledige pladser, og da det er gratis deltage, er der ingen undskyldning for ikke at dukke op :-)

Praktisk oplysninger:

  • Hvornår? Tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17:00 til 19:00.
  • Hvor? Portalen 1, 2670 Greve.
  • Hvem? Foredraget er åbent og alle kan deltage.
  • Hvor meget? Deltagelse er gratis.
  • Hvordan? Du kan tilmelde dig foredraget ved at klikke her.