Søgeresultater for: skat

95 procent af befolkningen kan faktisk få noget godt ud af finanskrisen…

95 % af befolkningen kan få noget godt ud af finanskrisen

I følge en artikel på epn.dk vil 95 procent af befolkningen rent faktisk kunne få noget godt ud af den aktuelle finanskrise.

Jævnfør udtalelser fra privatøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Eriksen, “er det trist for de 5 procent af os, der er arbejdsløse eller bliver det. Men for de andre 95 procent giver finanskrisen en masse fordele”.

Som bekendt er skatten blevet laveret for de fleste pr. 1. januar 2009. Benzin og olie er billigere, end det har været i månedsvis (hvilket blandt andet gør det billigere at bruge bilen og opvarme boligen). Renten er utrolig lav og priserne på fødevarer stiger ikke længere – snarere tværtimod. Og skal du købe en bil, er prisen på både en ny og en brugt bil lavere end for et år siden.

Så alt i alt er det på mange måder blevet billigere at være dansker i forhold til samme periode sidste år. Skal vi, der hører til de omtalte 95 % af befolkningen, så ikke bare komme ud over bakkerne og begynde at forbruge os ud af finanskrisen?

Endnu en trist verdensrekord…

Efter det er blevet “afsløret“, at danskerne har verdensrekord i forbruget af sukker på ikke mindre end 60 kilo i snit om året pr. indbygger, har regeringens forebyggelseskommission foreslået højere afgifter på chokolade, sukkervarer og sodavand.

Det er jo helt vildt med ikke mindre end 60 kilo sukker i gennemsnitlig forbrug pr. indbygger. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forholde mig til det tal. Prøv at forestille dig, at man stabler 60 pakker 1-kilos sukkerposer ved siden af hinanden – det er jo helt vildt!

Personligt har jeg det fint med, at det offentlige forsøger på at adfærdsregulere usund levefærd via stærkt forøgede afgifter på eksempelvis chokolade, slik eller sodavand. Jeg tror, at det kan være svært for folk, at undvære deres “fix”, men så lad os i det mindste prøve på at regulere det ved, at gøre det dyrere for folk at få deres “fix” i form af sukkerholdig sodavand, slik, is eller lignende.

Jeg ved godt, at det indebærer en lang række problemstillinger og udfordringer, men lad os prøve på at gøre noget ved dem, frem for bare at sige, at det er op til folk selv. For “folk” kan tydeligvis ikke selv styre det med et sukkerforbrug på cirka 60 kilo pr. indbygger!

Hvad med dig selv, bruger du mere eller mindre end 60 kilo sukker om året?

Hvorfor siger han ikke bare undskyld?

I sagen om den nu tidligere kulturminister og nuværende justitsminister Brian Mikkelsens løfte om skattefrihed til de danske OL-vindere, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor han ikke bare beklager sin udtalelse.

Udtalelsen om skattefrihed i forbindelse med OL-vindernes hjemkomst fra Beijing, bar efter min mening præg af kådhed over de danske medaljer. Selvfølgelig var det dumt, at udtale sig om sådan et emne, uden at være sikker på, at det kunne lade sig gøre.

Men lige netop derfor forstår jeg ikke, hvorfor han ikke bare beklager udtalelsen overfor offentligheden og fortæller, at han ganske enkelt havde gjort regning uden vært.

Velkommen til kunde nr. 1.000.000

I følge en artikel i DI’s medlemsavis “DI Business”, vil der inden årets udgang være over en million danskere, som betaler topskat.

Jeg synes stadigvæk, det er trist, at politikerne ikke gøre noget ved dette samfundsproblem. Brandbeskatningen på 63 procent af den sidst tjente krone er med til at demotiverende de, der gerne vil gøre en ekstra en ekstra indsats og virker dediceret afskrækkende for tiltrækningen af højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Samtidigt virker topskatten stærkt befordrende på den sorte økonomi.

Som jeg har skrevet om før, så kan topskatten sagtens fjernes, hvis man vil. Det er udelukkende et spørgsmål om politisk vilje, hvilket i hvert fald den Socialdemokratiets skatteordfører positiv var indstillet overfor tilbage i april måned i år. Samtidigt kommer der flere og flere rapporter, som dokumenterer, at der er god samfundsøkonomi i at sænke eller fjerne topskatten.

Men i vanlig stil er topskatten desværre et “NATO” emne for politikerne. Til orientering står “NATO” i denne sammenhæng for “No Action, Talk Only” :o(

Alle ønsker udvikling eller hvad?

I den seneste tid synes jeg, at der har været talt og skrevet utrolig meget om behovet for forandringer i den verden, som vi lever i.

I USA, hvor præsidentvalgkampen allerede kører for fuld blus, bliver der konstant talt om nødvendigheden af forandringer i forhold til økonomi, olieafhængighed, arbejdsløshed og krigen i Irak. Demokraternes kandidat, Barack Obama, har endda baseret hele hans kampagne på begrebet “Change”.

På den hjemlige front taler meningsdannere, samfundsdebattører, interesseorganisationer, ekspertudvalg og politikere hele tiden om behovet for reformer og forandringer inden for dagpengesystemet, efterløn og skattesystemet, for blot at nævne nogle få aktuelle emner.

Efter min mening holder det gamle ordsprog om, at “alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring” desværre stadigvæk vand – i hvert fald i forhold til den hjemlige diskussion. Vi lever i et samfund, hvis rammer og konventioner i stort omfang stadigvæk er baseret på, hvordan forholdene var for 10, 20 og 30 år siden (hvis ikke mere endda) desuagtet, at de samfundsmæssige forhold ændrer sig hurtigere end nogensinde før. Politikere tør sjældent kigge mere end fire år frem og fedter alt for ofte rundt i populistiske her-og-nu problemer. Jo vist, der sker da lidt i forhold til eksempelvis politireform og sammenlægning af amter og kommuner m.m., men det er langt fra nok, hvis vi skal sikre velfærden på lang sigt.

I stedet burde politikerne have modet til at skabe de samfundsmæssige rammer som der er behov for både her og nu samtidigt med, at de kigger minimum 20, 30 og måske endda helt op til 50 år frem i tiden. Samtidigt skal politikerne og “systemet” forlige sig med, at det er en løbende proces og at man jævnligt skal tilpasse rammerne i forhold til den globaliserede verden som Danmark bare er en meget lille del af.

Samtidigt ville jeg ønske, at vi danskere i større omfang ville opføre os borgere og ikke kun som forbrugere, når det gælder vort samfund. Det virker ofte som om, det mere drejer sig om, hvad man kan få fra “systemet”, når man nu har betalt sin skat i mange år, end hvad den enkelte kan bidrage med i forhold til samfundet og vores medborgere. Jeg ved godt, at det er en meget grov generalisering, men jeg føler virkelig, at borgerbegrebet er på vej til at blive udhulet og at politikernes overdrevne brug af nye love og forordninger i stedet gør os til brugere af “systemet”.

Er det bare mig, der synes, at der virkelig er noget om, at alle nok ønsker udvikling, men ingen reelt set ønsker forandring, når det kommer til stykket? Eller er der noget om det?

Det haster mere end nogensinde…

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk om et Socialdemokratisk forslag til et nyt dagpengesystem. I hovedtræk går forslaget ud på, at man dels skal tilbyde en højere arbejdsløshedsunderstøttelse end i dag, men til gengæld over en kortere periode end i dag. Samtidigt er partiet åbent over en mere fleksibel model, hvor nogle grupper på arbejdsmarkedet kan vælge andre dækningsformer. I dag gælder de samme regler for alle lønmodtagergrupper, hvilket har gjort det mindre interessant for især højtlønnede at være medlem af en A-kasse.

Der er efter min mening behov for indtil flere store reformer, eksempelvis i forhold til skattemodel, dagpengesystem, folkepension, sundhedssystem m.m. Og Socialdemokraternes forslag er bestemt et udmærket bud i debatten om en reform af dagpengesystemet. Jeg håber blot, at politikerne ikke begrænser sig til at kigge på beløbsstørrelserne og måske indføre lidt fleksibilitet, men at de denne gang får gjort noget ved selve dagpengeperioden. I dag kan man få dagpenge i ikke mindre end fire år, inden man overgår til kontanthjælp. Det er simpelthen alt for lang en periode, hvilket adskillige eksperter gang på gang også påpeger.

Jeg håber derfor, at vi i de kommende år får reformeret nogle af de væsentligste elementer i den danske velfærdsmodel. Vi lever ikke længere i et standardiseret industrisamfund, hvor man kunne putte befolkningen ind i nogle forholdsvis få og meget firkantede kasser i forhold til velfærdsydelser m.m. Tiden er en helt anden og har allerede været det i mindst et årti. Det haster derfor mere end nogensinde med at få gennemført reformer.

100 ting

  1. Jeg er født i 1967.
  2. Jeg var lige ved at blive deprimeret over at runde de 40 år tilbage i 2007.
  3. Jeg kom mig hurtigt over depressionen – det gjorde ikke ondt at fylde 40 :o)
  4. Jeg er opvokset i Mundelstrup, som ligger cirka 8 km fra Århus.
  5. Jeg er søn af Birgit og Viktor – verdens bedste forældre :o)
  6. Jeg har tre søskende, heriblandt en tvillingebror.
  7. Jeg er venstrehåndet – det er min søster og tvillingebror for øvrigt også.
  8. Jeg gik i folkeskole på Sabro Korsvejskolen.
  9. Jeg tog den teoretiske del af EFG Handel & kontor på Århus Købmandsskole.
  10. Jeg tog den praktiske del af uddannelsen i Bilkas Radio & TV-afdeling.
  11. Jeg blev kasseret til militærtjeneste fordi sessionslægen byttede rundt på min og min tvillingebrors papirer. Min tvillingebror blev også kasseret, da fejlen gik op for dem :o)
  12. Jeg flyttede til Sjælland første gang i 1988.
  13. Jeg bor nu i dejlige Birkerød.
  14. Jeg har endvidere boet i Ballerup, BirkerødGellerup, Holme-Olstrup, Lynge, MundelstrupSkanderborg, Slagelse, Solrød og Høje Tåstrup.
  15. Jeg startede min erhvervskarriere som avisbud.
  16. I dag ejer og driver jeg virksomheden energio og Social Selling Company.
  17. Jeg har en ambition om, at jeg til hver en tid skal have verdens bedste job.
  18. Jeg synes, at et job altid skal besættes med den bedst kvalificerede kandidat.
  19. Jeg siger nej til kvindekvoter og klart ja til ligeret og mangfoldighed.
  20. Jeg er vild med golf, men får desværre spillet alt for lidt :-(
  21. Jeg har lavet over 40 hole-in-one, men desværre kun på Xbox :o)
  22. Jeg er fan af Barsebäck Golf & Country Club og Sand Golf Club.
  23. Jeg er (stadigvæk) fan af Tiger Woods – han skal nok komme tilbage!
  24. Jeg har kun set én hel boksekamp på tv.
  25. Jeg synes skak er kedeligt.
  26. Jeg kan slet ikke finde ud af at spille almindelige kortspil.
  27. Jeg er en regelrytter i Trivial Pursuit – ikke noget med hjælp eller hint!
  28. Jeg er vild med at blogge og ville ønske, at jeg havde mere tid til det.
  29. Jeg har blogget siden 12. maj 2006.
  30. Jeg er borgerlig og liberalt orienteret med et stort socialt hjerte.
  31. Jeg synes, at vi gør for lidt for de svageste i vort samfund.
  32. Jeg er tilhænger af EU, men synes de skal holde igen med lovgivningen.
  33. Jeg synes, at skattesystemet er uretfærdig overfor dem, der gør en ekstra indsats.
  34. Jeg synes derfor, at topskatten burde fjernes helt.
  35. Jeg synes, at der til gengæld skal indføres en skat på gevinster ved salg af fast ejendom.
  36. Jeg synes det er okay, at vi har et monarki så længe, de kongelige afholder sig fra enhver form for politisk indblanding.
  37. Jeg elsker at diskutere samfund og politik.
  38. Jeg synes, at fyrværkeri er spild af penge.
  39. Min favorit film er “The Shawshank Redemption“.
  40. Jeg hader dårlig service :o(
  41. Jeg elsker til gengæld god service :o)
  42. Jeg er vild med gadgets.
  43. Jeg fik min første mobiltelefon i 1993.
  44. Jeg har ikke tal på, hvor mange mobiltelefoner jeg har haft siden 1993, men det er tættere på 100 end på 10 :o)
  45. Jeg er vild med citater.
  46. Jeg elsker humor og gør alt, hvad jeg kan for at grine hver eneste dag :o)
  47. Jeg hader trapper :o)
  48. Jeg er et B-menneske.
  49. Jeg er utålmodig.
  50. Jeg kalder en spade for en spade.
  51. Jeg er perfektionist, d.v.s. jeg prøver i det mindste på at være det :o)
  52. Jeg foretrækker kvalitet frem for kvantitet.
  53. Jeg hader “NATO”, altså ikke den nordatlantiske forsvarspagt, men derimod når jeg støder på folk som dyrker “No Action Talk Only” som mantra.
  54. Jeg kan godt li’ at have en tom indbakke.
  55. Jeg får nogle gange pudset min skærm her.
  56. Jeg elsker god kaffe.
  57. Jeg er vild med Starbucks, Baresso og Estate Coffee.
  58. Jeg er også begyndt at kunne li’ smagen af grøn the
  59. Jeg er vild med orientalsk mad, specielt sushi.
  60. Jeg elsker spaghetti med kødsovs :o)
  61. Jeg elsker god rødvin og specielt Heathcote II Shiraz.
  62. Jeg elsker god vintage portvin.
  63. Jeg elsker en god dry Martini, men bare en gang eller to om året :o)
  64. Jeg kan ikke li’ ost – dog spiser jeg gerne pizza med frisk mozarella :-)
  65. Jeg kan godt li’ sylte, men kun mors :o)
  66. Jeg elsker generelt dyr og specielt hunde :o)
  67. Jeg hader til gengæld insekter og specielt hvepse :o(
  68. Jeg tror også, at jeg hader slanger.
  69. Jeg elsker at holde foredrag om min livsstilsforandring og mit 100 km løb.
  70. Jeg hører primært Radio24syv på bilradioen.
  71. Jeg har ikke købt en musik CD siden 2000.
  72. Jeg køber til gengæld ofte musik på iTunes.
  73. Jeg er vild med at lytte til alle mulige podcasts.
  74. Jeg er vild med C.S.I.
  75. Jeg tager hatten af for folk, der tager ansvar for deres eget liv.
  76. Jeg tror ikke på numerologi.
  77. Jeg tror ikke på stjernetegn.
  78. Jeg hylder ytringsfriheden, men synes ikke, at man skal sige/skrive noget, hvis det blot er for at provokere eksempelvis religiøse grupper.
  79. Jeg har været i England, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Kina, Malaysia, Norge, Portugal, Schweiz, Skotland, Spanien, Sverige, Taiwan, Tjekkiet, Tyskland, Vatikanstaten og USA.
  80. Jeg er vild med solskin, 23 grader, en let brise og en skyfri himmel :o)
  81. Jeg synes, at tordenvejr og lyn er fascinerende.
  82. Jeg elsker gode fotos og drømmer om at få mere tid til at tage flere fotos.
  83. Jeg har ikke grønne fingre, selv om min far er udlært anlægsgartner :o)
  84. Jeg er pudsigt nok begyndt at holde af motion ;o)
  85. Jeg har prøvet at løbe 100 km i et hug på én dag – det gjorde mega ondt, men var alligevel en fantastisk oplevelse!
  86. Jeg er vild med spinning og underviser endda i det hos fitness dk Birkerød.
  87. Jeg er også vild med cirkeltræning og underviser også i det hos fitness dk Birkerød.
  88. Jeg synes ikke længere at man spilder livet ved at få 7-8 timers søvn hver nat :o)
  89. Jeg er ateist.
  90. Jeg er organdonor.
  91. Jeg er tilhænger af rygeforbud.
  92. Jeg er stor fan af Chris MacDonald.
  93. Jeg synes, at der er for meget krig og ufred i verden.
  94. Jeg synes, at enhver form for vold er uacceptabel.
  95. Jeg er tilhænger af en stram våbenlovgivning.
  96. Jeg tror generelt på det gode i mennesket.
  97. Jeg synes, at mangfoldighed er af det gode.
  98. Jeg er et optimistisk menneske.
  99. Jeg synes, at livet er for kort til at spilde det sammen med sure mennesker!
  100. Jeg har (indtil nu) aldrig brækket en eneste knogle i min krop :o)

Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat…

Jeg har netop læst på nettet, at Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, foreslår at topskatten bliver sænket og at der måske er færre, der fremover skal betale topskat.

Jeg havde bestemt ikke regnet med, at man nogensinde skulle høre en Socialdemokrat foreslå sænkning af topskatten. Ikke desto mindre er det meget positivt, at også Socialdemokrater vil bidrage til at gøre det mere attraktiv at arbejde og gøre en ekstra indsats, samtidigt med sort arbejde gøres mindre lukrativt.

Så i princippet bør der nu være et stort flertal i Folketinget for en sænkning af topskatten. Og når det nu er tilfældet, vil jeg opfordre vores kære politikere til at handle frem for bare at snakke om tingene. Der er trods alt noget om det engelske ordsprog, som jo siger, at “action speaks louder than words” :o)

Klart nej til at ændre kantinemomsen

salat1.jpg

Skatteminister Kristian Jensen ønsker lukke et “skattehul” ved at gøre det dyrere for virksomhederne at yde tilskud til kantineordninger. Han har derfor fremsat et forslag om ændring af momsreglerne for virksomhedskantiner. Det har selvsagt afstedkommet kritik fra adskillige interesseorganisationer, herunder Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen. Alle tre foreninger frygter, at forslaget vil indebære, at færre danskere vil få adgang til sunde måltider på deres arbejdsplads, da det forventes at de afledte prisstninger på kantinemad vil resultere i lukning af flere kantiner.

Nu hører den virksomhed som jeg er direktør for, ganske vist ikke til de virksomheder, der vil blive ramt, hvis lovforslaget skulle blive vedtaget – i hvert fald som jeg forstår det, da vi ikke selv har kantinefolk ansat. Det ændrer dog ikke på, at jeg alligevel siger klart nej til at ændre kantinemomsen. Jeg tror på ingen måde, at de berørte virksomheder ser de aktuelle regler for kantinemoms som et skattehul – slet ikke endda! Reglerne er sikkert med til at skabe et rimeligt prisniveau på kantinemad, men det er vel også okay ud fra et hensyn til folkesundheden. Hvis det derimod bliver dyrere at købe kantinemad, tror jeg desværre at mange ville vælge at købe billig fastfood som et alternativ.

Det er en trist verdensrekord

penge2.jpg

Jeg synes det er en trist verdensrekord som vi har sat her i landet, efter det i går blev offentliggjort, at Danmark nu har verdens højeste skattetryk. Tidligere har vi endda “kun” måtte nøjes med sølv i denne disciplin, men efter at vores svenske broderfolk satte skatten ned sidste år, er Danmark løbet direkte ind på førstepladsen.

At vi så får verdensrekorden i skattetryk under en borgerlig regering, gør at det kun endnu værre ud fra et ideologisk synspunkt (det gør i hvert fald ondt i mit liberale hjerte). Men jeg håber blot, at det vil være med til at øge presset for at få gennemført en skattereform snarest muligt. Vi har virkelig brug for at få lettet skatten på arbejdsindkomst således vi gør det så interessant som muligt at forsørge sig selv – også selv om det betyder, at der måske må kigges på en fjernelse af rentefradraget eller beskatning af friværdier i forbindelse med realisering af gevinster på salg af fast ejendom.