En bane du bare må spille!

sandgolfclub.jpg

I går holdt jeg en (efter min egen mening) velfortjent fridag, som jeg valgte at bruge i Sverige sammen med et par kammerater. Min rigtig god ven, Mikkel, havde læst et nummer af golfmagasinet “Golf Digest“, som for nyligt offentliggjorde en liste over de 100 bedste golfbaner udenfor USA og heldigvis var der også et par baner i Norden på denne liste.

Begge baner ligger i Sverige i form af Halmstad Golfklubb (også kendt som Tylösand, som i midten af september kommer til at være vært for Solheim Cup) og så den nærmest ukendte Sand Golf Club, der ligger i nærheden af Jönköping eller kun små to timers kørsel fra Helsingborg. Jeg kan dog ikke forstå, hvorfor at fantastiske Barsebäck Golf & Country Club ikke er på listen – det må simpelthen være en fejl! Anyway, jeg kunne selvfølgelig kun sige ja tak til at spille på Sand Golf Club, da Mikkel sendte mig en mail i sidste uge og foreslog, at vi skulle spille to gange 18 huller på denne bane.

Det krævede imidlertid, at jeg i går morges i bogstaveligste forstand skulle stå op før fanden fik sko på, idet jeg skulle nå Helsingør-Helsingborg færgen kl. 5.10, for at vi kunne mødes i Helsingborg hos en af vores fælles kammerater ved seks-tiden (gab, hvor var jeg allerede kæmpetræt på det tidspunkt). Heldigvis skulle det vise sig, at Sand Golf Club var mere end besværet værd og at vi ville få en helt fantastisk og meget speciel golfoplevelse.

[Read more…]

En fed dag på Barsebäck GCC

scandinavianmaster0.jpg

I dag blev finalerunden af EnterCard Scandinavian Masters turneringen spillet færdig på Barsebäck Golf & Country Club.

Jeg var så heldig, at få en invitation til at overvære turneringen af en gammel bekendt fra Skotland, nemlig Stephen Gallacher, som har spillet på European Tour siden 1995. Stephen deltog selv i turneringen, hvilket jeg vender tilbage til senere i mit blogindlæg.

Stephen havde meget venligt sørget for, at jeg fik en såkaldt “Club House Guest Ticket” og “Player Parking Ticket”, hvilket indebar, at jeg dels kunne komme gratis ind og se turneringen, dels at jeg kunne bevæge mig frit rundt på det meste af området og sidst men ikke mindst, at jeg kunne parkere kun ca. 300 meter fra første tee :o) Endvidere gav det fri adgang til selve klubhuset, som normalt er afspærret for offentligheden under selve turneringen. Det betød blandt andet, at jeg kunne sidde i klubhuset lørdag eftermiddag og se eksempelvis 2005 vinderen af US Open, Michael Campbell, sidde og slappe af efter dagens golfrunde.

Ja, ja, jeg ved godt at det er namedropping på højt niveau :o) Men som den golfentusiast jeg er, er det selvfølgelig helt vildt spændende at opleve denne del af de professionelle turneringer på nærmeste hold. Det oplever man ikke under normale omstændigheder – hverken, hvis man besøger selve turneringerne eller ser dem på tv. Stephens meget venlige tiltag med at sørge for disse billetter var derfor en super gestus, som jeg er ham meget taknemmelig for.

[Read more…]

Endnu en fantastisk golfoplevelse…

For anden gang inden for bare en måned, fik jeg igen mulighed at spille en runde golf på Barsebäck Golf & Country Club (du kan læse om min første oplevelse ved at klikke her). Denne gang var oplevelsen endnu mere speciel. Mine medspillere og jeg fik nemlig følgeskab af nogle af de danske professionelle golfspiller, heriblandt Thomas Bjørn, Søren Hansen, Mads Vibe-Hastrup, Karen Margrethe Juul, Amanda Moltke-Leth samt den forhenværende Europatourspiller Steen Tinning samt golftræner og TV-kommentator Leif Nyholm.

Vi havde inviteret et par kunder med til at deltage på en såkaldt sponsordag, der var arrangeret af Team Carlsberg Golf, som er sponsor for de nævnte professionelle golfspillere. Dermed fik vores kunder og vi en unik mulighed for at se de danske golfstjerner på helt tæt hold, hvilket i sig selv var en fantastisk oplevelse.

Selvfølgelig ved jeg godt, at der virkelig er en kæmpeforskel mellem os almindelige handicap-golfere og de professionelle golfspillere, men var alligevel helt fantastisk at opleve deres (altså de professionelles) helt utrolige høje niveau og ikke mindst, hvor konsistente de er i deres slag. Hvor vi andre ofte bare slår til bolden i håbet om, at den ikke slicer, er det imponerende at se, hvordan de er i stand til at styre deres slag med nærmest uhyggelig præcision.

Clinic med Thomas Bjørn

Dagen startede med en solid omgang morgenmad, hvorefter vi første gang blev introduceret til de professionelle spillere. Dernæst stod programmet på en lille golfclinic med Thomas Bjørn, som demonstrerede en række indspilsslag, hvilket var utroligt imponerende – man kan virkelig godt se, at han spiller golf i lidt flere timer hver eneste uge, end os andre :o) Dernæst fik vi et par rigtig gode tip til, hvordan man kan bruge en 3- eller 5-kølle til at putte med, hvis bolden ligger lige udenfor greenkant i dyb græs. Og som Thomas belærte os om: “Det er såmænd Tiger, der har introduceret os den slags slag og hvis det er godt nok til ham, er det vil også godt nok til os andre” :o) Jeg fik selv lejlighed til at afprøve tippet ude på banen og jeg må give ham ret – det er godt nok til os andre og mig :o)

Dernæst gik vi i gang med at få slået et par spande bolde på driving rangen og således få varmet lidt op til dagens runde. De fleste slag i den sammenhæng gik for mit vedkommende i den rigtige retning :o) Men som så ofte før gik boldene ikke så lige ude på banen som på driving rangen, hvilket desværre resulterer i en ikke speciel god runde. Ikke desto mindre valgte jeg nu alligevel at nyde de helt fantastiske naturomgivelser og glæde mig over, at der faktisk findes en golfbane i den absolutte topklasse, indenfor bare en times kørsel fra min hjemby.

Vi startede kl. 9.40 på første tee på The Masters Course, som bare stod i absolut topklasse med tætklippede fairways and fintklippede greens, der havde en overflade som et superfint gulvtæppe. Nu er jeg selv vant til at hurtige greens på min hjemmeklub, Simon’s Golf Club, hvorfor at jeg har det rigtig fint med bolden triller hurtigt. Men det var vores to gæster imidlertid ikke, hvorfor at de første par greens bød på nogle lidt for lange puts. Min medspillere var ganske enkelt ikke vant til de hurtige mesterskabsgreens på Barsebäck, men de kom heldigvis i rytmen og fik bedre styr på puttingen efter nogle få huller.

Vejret var for øvrigt ikke specielt godt og allerede efter få huller begyndte det at regne en hel del. Efter at have spillet kun syv huller, blev vi desværre kaldt ind i klubhuset på grund af risiko for lyn, hvilket havde luret i horisonten i et stykke tid. Efter som at det ikke er smart at stå med metal eller paraplyer i hånden i tordenvejr, er det selvfølgelig også helt okay at vi blev kaldt ind. Heldigvis forsvandt tordenen i løbet af en lille halv times tid, hvorefter at vi kunne fortsætte spillet på hul 8. Det begyndte ganske vist at regne igen efter få huller, men tordenvejret kom aldrig tættere på, end at vi kunne spille videre og gøre runden færdig uden at sætte sikkerheden på spil.

Fik følgeskab af et par af pro’erne

Ved hul 13 fik vi følgeskab af Mads Vibe Hastrup, som spillede hullet færdig med os. Selv om det blev til en bogey for hans vedkommende, kunne vi dog alligevel bruge det ene point, som det gav i holdkonkurrence. Ved hul 17 og 18 fik vi følgeskab af Karen Margrethe Juul, som man må sige er en utrolig frisk og meget snakkesalig pige :o) Imidlertid klarede vi os uden hendes hjælp med hensyn til points og for mit eget vedkommende (og egos skyld), lykkedes det mig at outdrive hende med en meter eller to :o)

Efter at vi fik afsluttet de sidste fire huller uden regnvejr og afsluttet 18. hul i nogenlunde stil, fik vi afleveret holdets scorekort til matchledelsen (og nej, bare for at svare på eventuelle spørgsmål, om hvorvidt vort hold vandt noget eller ej, så er svaret desværre et klart nej). Herefter stod den på fællesfotografering sammen med de professionelle spillere således, at vi kunne få øjeblikket foreviget :o) Dernæst stod den på en god frokost, hvilket der også var behov for, efter at energidepoterne var blevet godt drænet efter 18 huller.

Arrangementet fortsætte herefter med præmieoverrækningen i holdkonkurrencen, hvorefter at der blev afsluttet med et par meget interessant indlæg af Søren Hansen og Thomas Bjørn. Søren gav os en kort briefing om den seneste par måneders gode resultater og hans andenplads i Skotland dagen forinden. På trods af mange lykønskninger over hans andenplads, skulle Søren selvfølgelig forklare os, hvad der gik galt på Gleneagles og hvorfor at han ikke vandt – Sørens konkurrencegen lever i hvert fald i bedste velgående :o) Thomas fortsætte herefter med at fortælle lidt om hans sæson indtil nu, herunder hans oplevelse af US Open og hvordan banen var sat op samt om det, at ville gå så målrettet efter at vinde en Major.

Altsammen var det et fantastisk arrangement med en masse dejlige golfoplevelser. Det var ganske enkelt fantastisk at opleve de mange professionelle golfspillere på meget tæt hold – både som professionelle på banen og som mennesker i klubhuset.

En fantastisk golfoplevelse

I onsdags var jeg så privilegeret, at blive inviteret til at spille en runde golf på The Masters Course på Barsebäck Golf & Country Club, som efter manges mening er en af Europas bedste golfbaner. Banen er blandt andet kendt for at have været vært for Scandinavian Masters og Solheim Cup. Efter selv at have spillet og oplevet banen, kan jeg kun sige, at jeg er helt enig i denne vurdering og jeg vil opfordre alle golfspillere om at tage den korte tur henover Øresundsbroen for at give sig selv en helt speciel golfoplevelse!

Arrangementet, som jeg deltog i, var en såkaldt Company Day (som jeg selvfølgelig havde valgt at bruge en fridag på :o). Vi var i alt 36 deltagere, som startede dagen meget tidligt med at mødes kl. 6.30 på Kastrup Lystbådehavn, hvor en bus samlede os op og kørte os i samlet flok til golfbanen.

Efter at vi havde fået en god omgang morgenmad og en kort briefing om dagens program, matchproportioner m.m., gik turen forbi driving range og putting green, inden at runden startede kl. 9.00. Fra morgenstunden var vejret fantastisk med masser af sol og stort set ingen skyer og sådan holdt det hele dagen, hvilket bestemt også var med at bidrage positivt til oplevelsen – det er nu engang sjovere at spille golf i godt vejr. At jeg så burde have taget noget solcreme på inden vi startede, er så en helt anden historie, hvilket jeg også kom til at mærke effekten af, efter golfrunden og i dagene efter :o)

Vi startede på hul 17 og allerede da vi stod på teestedet, kunne man se, at der var tale om en helt fantastisk golfbane. Det var som tidligere nævnt Masters Course banen (Barsebäck består af to 18 hullers baner), som vi spillede og denne bane består af 14 parkhuller og fire linksagtige huller lige ud til vandet. Hul 17 er et af parkhullerne med masser af træer, hele vejen ned til green og det er helt fantastisk at se de mange høje og gamle træer, som skaber en slags tunneleffekt, når man står på teestedet (sådan er det på mange af parkhullerne). Det sætter selvfølgelig lidt pres på psyken, da det så bestemt er en god idé at fokuserer på præcision og det at slå lige, frem for at prøve på at slå langt. Ikke desto mindre kan man ikke lade være med at nyde hullets fantastiske udformning og den skønne natur.

Jeg vil undlade at skrive noget om mit eget golfspil den dag, for det var desværre ikke specielt godt, men sådan er golf jo indimellem. Det ændrede heldigvis ikke på det faktum, at jeg alligevel nød hele runden fuldt ud. Naturomgivelser var helt fantastisk smukke og golfbanen stod i tip-top stand med tætklippede fairways og hurtige greens. Som min gode kollega, Ole, udtrykte det om den høje banekvalitet: “Selv 1. klipning af semi-roughen på Barsebäck, svarer til fairway’en på Søllerød” :o)

Så alt i alt en helt fantastisk golfoplevelse, som kan anbefales til enhver golfspiller. For mit eget vedkommende, er det helt sikkert ikke sidste gang, jeg spiller på Barsebäck Golf & Country Club. Tværtimod skal jeg snart tilbage igen og genopleve en af Europas allerbedste golfbaner.

Fakta om golfbanen:

  • Hvem? Barsebäck Golf & Country Club
  • Hvad? Masters Course 18 hullers mesterskabsbane
  • Hvor? Barsebäck, 24655 Löddeköpinge, Sverige
  • Hvor meget? 700 svenske kroner
  • Hvor god? 5 ud af 5 golfbolde