Humoristisk tilgang til svindlere :o)

Tidligere på måneden var jeg så heldig at vinde hele 3,7 millioner kroner og jeg skulle såmænd ikke gøre andet, end at kontakte et telefonnummer og bekræfte, at jeg var vinderen og samtidigt deponere et mindre garantibeløb, hvor efter millionerne ville flyde ind på min konto. Det var selvfølgelig et forsøg på svindel og efter som den fremsendte “vindermail” var fuld af stave- og sprogfejl, var det også et meget amatøragtig forsøg på svindel.

Martin Thorborg, der flyttede til USA for nyligt, har også været udsat for et forsøg på svindel i forbindelse med han er i gang med at sælge sin bil her i Danmark. Men i stedet for bare at ignorere henvendelsen, har Martin valgt en meget humoristisk tilgang til svindelforsøget. Klik her for at læse om, hvordan han på meget underholdende vis tacklede svindlerens gentagne henvendelser :o)

Jubii, jeg har vundet 3,7 mio. kroner!

Jeg har netop modtaget en mail med det glædelige budskab om, at jeg har vundet ikke mindre end 500.000 euros, hvilket svarer til cirka 3,7 millioner kroner. Jeg skal ikke gøre andet, end at kontakte et telefonnummer i Holland og bekræfte, at jeg er vinderen og deponere et mindre garantibeløb for at jeg kan få udbetalt de mange millioner. Det er jo helt vildt og det lyder næsten for godt til at være sandt.

Nå ja, det er det selvfølgelig for godt til at være sandt. Selv om mailen er på dansk (om end den er dårligt skrevet og fuld af fejl), så lugter det langt væk af svindel og humbug! Det eneste sted her i landet, hvor man kan vinde så mange penge på lovlig vis, er vist hos Danske Spil eller Klasselotteriet og der skal man mig bekendt ikke efterfølgende indbetale penge, når man ellers har betalt for en lodseddel.

Men som man i går kunne læse om i en artikel på Ekstra Bladets website, så findes der desværre meget naive mennesker, der gerne indbetaler endog meget store summer til fremmede mennesker i troen på, at man så får adgang til millioner af kroner.

Desværre er der stadigvæk meget sandhed i det over 2.000 år gamle romerske ordsprog om, at “Verden ønsker at blive bedraget, så lad den blive det”.

Når man stjæler fra staten og sin nabo…

ber_tid_02122007.jpg

Søndagsudgaven af Berlingske Tidende indeholder et par interessante artikler om socialt bedrageri og det chokerende store omfang af dette (der nævnes et tal på over 2,6 milliarder kroner om året). Den ene af artiklerne fortæller historien om, hvordan en 48-årig kvinde med det opdigtede navn “Sanne” igennem de sidste 12-15 år bevidst har begået socialt bedrageri i stort omfang og endda fortsætter med at gøre det. Hun foregiver at være enlig mor overfor det offentlige, men bor alligevel sammen med en kæreste med egen indtægt. Ikke desto mindre har hun år efter år på ulovlig vis malket de offentlige systemer for ekstra børnetilskud, boligsikring, fripladser m.m. Blandt andet så hun kunne få råd til en bil, som hun selv fortæller.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig er forarget efter at have læst artiklen, både generelt set i forhold til begrebet socialt bedrageri, men i endnu højere grad i forhold til den omtalte kvinde. For mig er socialt bedrageri ikke kun et spørgsmål om at snyde sig ekstra penge og fordele på det offentliges regning – det er det samme som at stjæle fra sin nabo, der passer sit job hver eneste dag og solidarisk betaler sin skat til vores velfærdssamfund. Samtidigt bliver min retsfølelse krænket, når jeg læser om, hvordan denne kvinde kynisk snyder det offentlige, uden at der bliver skredet ind overfor disse ulovligheder.

Samtidigt vil dobbeltmoralen åbenbart ingen ende tage for denne kvinde: I artiklen fortæller “Sanne”, at hun ikke bliver forarget over, at andre enlige mødre hæver mere, end de er berettiget til. Hvis der derimod er tale om mænd, der udnytter systemet (nøjagtig lige som hende), så pisser det hende af og hun udtaler endda: “Så kom dog i gang og giv noget af det tilbage, som I har fået af samfundet. De har taget lige så mange uddannelser som mig og fejler ingenting”. Måske skulle hun starte med at feje for egen dør, inden hun begynder at bebrejde andre for social bedrageri og tyveri!