Quantum of Solace: En ganske okay film…

Quantum of Solace

I går eftermiddag var jeg inde og se den nye James Bond-film, “Quantum of Solace“.

Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at “Quantum of Solace” kan karakteriseres som en af de mest actionfyldte James Bond-film nogensinde. Samtidigt forsøger instruktøren Marc Forster, at præsentere den engelske superagent som et plaget og hævntørstig menneske efter tabet af Vesper, som Bond forelskede sig i under den forrige 007-film, “Casino Royale“.

Isoleret set lykkes denne portrættering egentlig ganske godt. Problemet er bare, det drukner lidt i den enorme mængde action, der er det bærende element i “Quantum of Solace”. Det får desværre filmen til at fremstå lidt rodet og uklar i forhold til “Casino Royale”, der efter min mening stadigvæk er den bedste James Bond-film nogensinde.

Men derfor var det nu alligevel værd at tage i biffen. Daniel Craig gør det efter min mening stadigvæk fantastisk godt i den moderniserede udgave af James Bond. Dermed vil jeg også karakterisere “Quantum of Solace” som solid underholdning og en ganske okay 007-film.