Suveræn spil sikrer sejr til Westwood

lee_westwood.jpg

Under dagens finalerunde af British Masters var engelske Lee Westwood så suverænt spillende, at ingen reelt set kunne true ham i hans jagt på den 18. sejr på European Tour. Med en fjerde runde i kun 65 slag og en samlet score på ikke mindre end 15 slag under par, var der hele fem slag ned til nummer to og Westwood kørte derfor sejren hjem i en meget sikker og overbevisende stil. Specielt en flot eagle på 17. hul viste, at Lee Westwood havde både det spillemæssige og mentale overskud til at vinde turneringen.

Søren Kjeldsen fik rettet op på lørdagens knap så gode runde ved at gå finalerunden i respektable 69 slag. Dermed kunne han slutte på en delt fjerde plads med en samlet score på syv slag under par. Det betød også en gentagelse af sidste uges top-5 placering og jeg tror virkelig, at Søren er ganske tæt på hans næste sejr – i hvert fald virker Søren Kjeldsen rigtig formstærk for tiden.

Mads Vibe-Hastrup formåede at holde fast i hans placering fra i går, hvilket vil sige en respektabel delt 15. plads med en samlet score på fem slag under par. Man må derfor sig, at Mads virkelig har fået etableret sig igen på European Tour, efter at han genvandt tourkortet sidste år.

To danskere videre i British Masters

tbjoern13.jpg

Desværre lader Thomas Bjørn ikke til at have en særlig stabil form for tiden. I hvert fald er det et faktum, at han i sidste uge var med helt fremme i Mercedes-Benz Championship og sluttede på en delt fjerde plads, hvorimod at Thomas i denne uge kan holde weekenden fri. Det sker efter, at han har mistet cuttet i British Masters, der spilles på Ryder Cup-banen The Belfry i England. Efter en dårlig første runde i 77 slag var ikke nogen tvivl om, at Thomas skulle spille en lav runde i dag, for at han kunne være sikker på at være med i weekendens finalerunder.

Desværre hang spillet heller ikke sammen for Thomas i dag og det blev til en anden runde i 75 slag, hvilket kun rakte til en delt 102. plads og dermed også et misset cut. Jeg håber dog, at Thomas – i stedet for at ærgre sig for meget over det missede cut – tænker tilbage på sidste uges flotte placering, der viser at han sagtens kan være med helt fremme i europæisk topgolf.

Til gengæld er Søren Kjeldsen og Mads Vibe-Hastrup videre i turneringen. Søren har holdt fast i det gode spil, der sikrede ham en delt sjette plads i sidste uge og lige nu ligger Søren faktisk på en delt tredje plads og forhåbentlig kan han ikke kun holde fast, men også udbygge denne topplacering – måske er det hans tur i denne uge til at vinde? Mads ligger noget længere nede i feltet på en delt 40. plads, men kan han fortsætte det flotte spil fra i dag, vil Mads helt sikkert også kunne arbejde sig op i feltet til en bedre placering.