Det har jeg da vidst i flere år…

Det har jeg da vidst i flere år...

I følge en artikel på Business.dk bruger ikke mindre end 77 procent af alle adspurgte i en ny undersøgelse altid eller ofte pen, papir og udskrevet materiale, når man skal forberede sig til vigtige beslutninger.

Endvidere viser undersøgelsen, at specielt unge mennesker er rigtig glade for papir og papirdokumenter. Faktisk bruger 84 procent af unge 24 år altid eller ofte papir i modsætning til kun 59 procent for aldersgruppen 55-64 år.

Konklusionen i undersøgelsen, som for øvrigt er bestilt af printerproducenten HP, er derfor ikke overraskende, at papiret på ingen måde er på vej ud. Det papirløse samfund er mere end nogensinde en skrøne, men har vi vel alle vidst i adskillige år.

Jeg bliver i hvert fald bekræftet i det hver gang, jeg kommer forbi firmaets fællesprinter :-)

Er Statsministerens løn fair?

Apropos diskussionen om bankdirektørlønninger

Apropos sidste uges diskussion om bankdirektørers lønninger og Helle Thorning-Schmidt heldigvis kuldsejlede forsøg på at sætte et loft på denne “faggruppes” lønninger (hvilket jeg selv kommenterede i et indlæg), faldt jeg over et interessant indlæg på Joachim Sperlings blog på Business.dk.

Han stiller blandt andet spørgsmålet ved, hvorvidt statsministerens løn på 1,2 millioner kroner om året så også er rimelig. Sperling går endda skridtet videre og sætter det op imod en række andre offentlige toplederes lønninger.

Jeg synes, det er ganske interessant læsning, men døm selv ved at klikke her og læs Joachim Sperlings blogindlæg.

Den historie har vi vist hørt før…

Den historie har vi vist hørt før

Business.dk faldt jeg over historien om, at det snart er slut med mobiler til en krone.

Den historie har vi vist hørt en del gange gange før. Jeg mindes i hvert fald, at teleselskaberne stort set samstemmende melder noget lignende ud hvert andet eller tredje år.

Imidlertid ender prisen på de billigste kampagnemodel såmænd alligevel på en krone i løbet af forholdsvis kort tid igen.

Lur mig om jeg ikke har ret i denne påstand. Jeg er endda så sikker i min sag, at jeg villig til at vædde om det. Jeg sætter – naturligvis – en krone på højkant :-)

Jeg krydser fingre, Claus Meyer

claus_meyer.jpg

Business.dk har jeg i dag læst, at den karismatiske kok og gastronomiske iværksætter, Claus Meyer, har problemer med at få økonomien til at hænge sammen i hans Deli-forretninger på Gl. Kongevej og i Magasin på Kongens Nytorv. Claus Meyer har derfor brug for ekstra kapital til at videreføre de nuværende to forretninger og udvide med yderligere to-tre butikker.

Jeg har selv nydt både frokost og aftensmad en del gange på Meyers Deli på Gl. Kongevej og hver gang har budt på nye fantastiske smagsoplevelser. Priserne er ganske vist ikke i den helt billige ende og man skal regne med at bruge i omegnen af 120-140 kroner for dagens ret plus lidt drikkevarer. Omvendt er det jo heller ikke en herregård og priserne står så absolut i rimelig forhold til den utrolig høje kvalitet, som man altid oplever på dette spisested. Så hvis du ikke allerede har spist på Meyers Deli, vil jeg anbefale, at du snarest muligt kigger forbi og spiser frokost eller aftensmad der – det er bestemt en køretur værd, i hvert fald, hvis du bor i Storkøbenhavn :o)

Med hensyn til Claus Meyers søgen efter yderligere kapital til at videreføre Deli-konceptet, så krydser jeg fingre for, at han finder en eller flere investorer, der tør investerer i dette kvalitetskoncept. Claus’ evige jagt på gode råvarer og udsøgte smagsoplevelser fortjener at blive leve videre. Måske skulle han overveje at udstede en slags folkeaktier og få mange små aktionærer og i så fald vil jeg gerne købe en aktie eller to og blive medinvestor i denne kvalitetsvirksomhed. I mellemtiden kan de af os, der er fan af Claus Meyer jo støtte hans forretning aktivt ved at spise frokost, aftensmad eller drikke en god kop kaffe på Meyers Deli med jævne mellemrum.