Endnu en dag med 2.800 kcal forbrændt…

I lighed med i går, blev til endnu en dag med hele 2.800 kalorier forbrændt gennem en solid omgang konditionstræning.

Denne gang stod den dog ikke på Ryder Cup og power walking. Vi havde nemlig fællestræning, om end i en lidt reduceret udgave, idet Chris ikke var med i dag. Det ændrede dog ikke på, at vi lagde ud med to timers sveddryppende spinning, hvilket gav faktisk de første 1.800 kaloriers forbrænding for mit vedkommende. Derefter stod den på yderligere 1.000 kaloriers fedtforbrænding, som jeg valgte at tage på løbebåndet med en blanding af power walking og lidt løb.

Så alt i alt en rigtig god omgang konditionstræning og jeg sidder endnu engang med en dejlig fornemmelse i kroppen efter afsluttet træning :o)

“Chris På Vægten” artikel i Politiken…

Så er der igen en artikel om “Chris På Vægten” projektet i dagens udgave af Politiken (du finder artiklen i  “lørdagsliv” tillægget).

Denne gang er der fokus på, hvordan man systematisk kan opbygge en solid motivation og undgå faldgruberne, hvis man ønsker at komme i gang med et varigt vægttab og en sundere livsstil. Samtidigt fortæller Chris lidt om, at krop og hjerne faktisk forsøger at forsvare sig, hvis man begynder at tabe sig.

Det er som altid interessant læsning og viden – specielt hvis du, lige som jeg, er i gang med at komme i bedre form og få et sundere liv :o).

Endnu en god og dejlig dag :o)

Det blev til endnu en god dag med masser af positiv energi og fornyet lyst til at komme tilbage på sporet med hensyn til mit personlige “træningsflow”.

Her til aften var jeg til den sædvanlige fællestræning sammen med de andre fra Chris MacDonald projektet. Ud over at det altid er hyggeligt at mødes med mine “lidelsesfæller”, blev det til to timer og 40 minutters rigtig god træning for mit eget vedkommende.

Træningen bestod af en blanding af 10 minutters opvarmning, en lille times styrketræning, hvorefter resten af tiden gik med konditionstræning på løbebåndet. Jeg fik virkelig svedt igennem og forbrændt ikke mindre end 1.747 kalorier i løbet af denne fællestræning. Jeg går derfor i seng med en dejlig fornemmelse i hele kroppen :o)

Det lader virkelig til, at formlen virker!

Status uge 18: Nu skal der ske noget!

Selv om jeg helt sikkert har opnået rigtig flotte resultater i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet, må jeg indrømme, at jeg efterhånden er ved at være godt frustreret over, at der ikke rigtig sker noget.

Ganske vist har jeg været ramt af et irriterende maveonde og selvfølgelig har jeg lige skulle i gang igen, men ikke desto mindre synes jeg bare ikke at der sker noget for tiden. Og jeg kan mærke, at det efterhånden også begynder at gå ud over motivation og energi :o(

Det dur selvfølgelig ikke og jeg har derfor taget fat i Chris i dag med henblik på at lave en slags handlingsplan i forhold til træning og kost. Så nu skal der ske noget og jeg kommer derfor til at være ekstra opmærksom på kost og træning i den kommende tid.

“Chris På Vægten” artikel i Politiken…

Hvis du er interesseret i “Chris På Vægten” tv-programmerne, bringer Politiken atter en artikel om projektet i deres “lørdagsliv” tillæg (det vil der åbenbart være hver anden lørdag i et godt stykke tid frem over).

Denne gang har artiklen fokus på motion som en af de nødvendige grundpiller i et vedvarende og stabilt vægttab. Chris fortæller blandt andet om, hvordan man styrer uden om blindgyder og giver nogle konkrete råd om træning. Endvidere er Stine (som også er med i projektet) og jeg blevet interviewet om vores personlige erfaringer med den meget intensive træning, som er en markant del af “Chris På Vægten” projektet.

Så hvis du er “Chris På Vægten”-fan eller gerne vil have lidt inspiration til at komme i gang med motion, må du lige en tur forbi kiosken og købe dagens udgave af Politiken.

Så skal der måles, testes og scannes…

De næste to dage skal jeg igennem en del målinger og test i forbindelse med Chris MacDonald projektet. Jeg skal blandt andet igennem to maxtests, hvor man måler den maksimale iltoptagelse (også kendt som kondital). Denne test er altid rigtig hård, for man skal presse sig til total udmattelse i løbet af vel omkring et kvarters tid.

Jeg skal også have målt min fedtprocent via en bioimpedans måling og en såkaldt DEXA scanning, som også måler knogledensitet. Dernæst skal der måles hvilestofskifte og sidst, men ikke mindst, skal jeg igen have målt min BodyAge, som jo viser hvor “gammel” min krop er i forhold til min rigtige alder.

Resultaterne af disse målinger og tests skal bruges i forbindelse med tv-optagelserne i den kommende weekend. Jeg er selv sagt meget spændt på at høre resultaterne og med al den træning jeg har været igennem siden sidste måling, er jeg faktisk ganske sikker på en positiv udvikling :o)

Chris MacDonald artikel i Politiken i dag…

Hvis du har fundet interesse for “Chris På Vægten“, er der faktisk en artikel om projektet i Politikens “lørdagsliv” tillæg.

Jeg er lidt chokeret…

Efter jeg har set mig selv i det første afsnit af nye Chris MacDonald sundhedsprogram, “Chris På Vægten“, må jeg indrømmet at jeg er lidt chokeret – mildest talt, faktisk. Det skal forstås på den måde, at jeg er chokeret over, hvor overvægtig jeg rent faktisk ser ud i programmet (og selvfølgelig også var på det tidspunkt).

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke så mig selv på den måde for tre måneder siden – overhovedet ikke endda! Om det så var rendyrket fornægtelse på det tidspunkt eller noget andet, er jeg ikke helt klar over, men jeg er lidt rystet. Ikke desto får det mig i hvert fald til, at ville kæmpe endnu mere for at nå min normalvægt og holde fast. Jeg vil simpelthen ikke ende der igen, hvor jeg var for tre måneder siden.

Men bortset fra denne oplevelse, var det sjovt at se mig selv og mine holdkammerater på tv. Jeg synes, DR portrætterer os alle på en sober og seriøs måde. Det gør forhåbentlig også, at vi kan være med til at inspirere og hjælpe andre overvægtige til at komme i gang med at tabe sig og få et sundere liv.

I hvert fald glæder jeg mig allerede til at følge med igen på næste tirsdag :o)

Så er nedtællingen begyndt :o)

Så er nedtællingen for alvor begyndt og der er nu under et døgn til DR1 viser det første afsnit af det nye Chris MacDonald sundhedsprogram. Programmet har fået arbejdstitlen “Chris På Vægten” og er fremover en del af det ugentlige “Ha’ Det Godt” program, der sendes hver tirsdag kl. 19.30 helt frem til maj næste år.

Det bliver et eller andet sted lidt grænseoverskridende at se sig selv på tv, men ikke desto mindre glæder jeg mig nu alligevel til at se programmet. Og apropos grænseoverskridende, så forudså jeg allerede tilbage i starten af maj, at det netop blive grænseoverskridende at deltage i projektet, men heldigvis på en utrolig positiv måde. Jeg kan næsten ikke begribe, at jeg kun lidt over tre måneder efter start allerede har tabt små 30 kg og at jeg nu er i en form som jeg næppe har været i nogensinde før!

Anyway, jeg håber bare at DR har fået klippet programmet sammen på en god måde og viser os alle fra vores bedste sider :o)

Status uge 14: I’m Back On Track :o)

Efter at forrige uge var rigtig sløv med kun 0,3 kg i vægttab, er der heldigvis sket noget mere i den forgangne uge. Det er dog ikke kommet uden en ekstraordinær indsats, men ikke desto mindre er jeg meget tilfreds med indsats og resultat.

Med hensyn til indsats, så har jeg hele ugen været til spinning kl. 6.30 om morgenen og også taget 1-2 spinningtimer om aftenen, hvor det overhovedet har været muligt. Hertil kommer selvfølgelig de tre ugentlige fællestræninger.

Hvad angår resultat, har jeg tabt yderligere 3,4 kg i denne uge og jeg er dermed nede på 91,1 kg. Det samlede vægttab er således oppe på i alt 29,9 kg i løbet af de 14 uge, hvor projektet har kørt. Det betyder, at jeg i gennemsnit har tabt 0,3 kg hver eneste dag i de 98 dage som vi har været i gang. Det synes jeg i al beskedenhed er ganske godt gået :o)

Den positive udvikling i denne uge er også ensbetydende med, at jeg nu kun mangler 6,1 kg for at nå det reviderede overordnede mål på 85 kg i kampvægt og et samlet vægttab på hele 36 kg. Jeg kommer selvfølgelig til at kæmpe ekstra hårdt i den kommende tid for at nå dette mål og forventer faktisk at nå det i løbet af de næste to uger :o)

Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at jeg vandt det interne væddemål som jeg havde indgået med Stine (en af de andre deltagere i Chris MacDonald projektet). I mandags havde vi væddet om, hvem der ville tabe mest i løbet af ugen og med en god slutspurt hev jeg sejren i land med de 3,4 kg i vægttab kontra Stines 2,2 kg. Jeg kan dermed gå i tænkeboks over, hvad jeg vil have i præmie fra hende :o)