There is a first time for everything…

I går fik jeg atter lejlighed til at teste mig selv lidt, og endnu en gang komme ud af min personlige komfortzone.

Min gode ven, Thomas, der er butikschef for Tøjeksperten i Birkerød, spurgte mig for nyligt, om jeg ikke kunne tænke mig at gå model i forbindelse med at der ville blive afholdt et”Open By Night” arrangement i byen.

Der er ingen tvivl om, at hvis han havde spurgt mig inden min livsstilsforandring, altså for lidt over to år siden, havde jeg sagt nej med det samme! Ved nærmere eftertanke ville Thomas nok heller ikke have spurgt mig den gang, da mit “modelpotentiale” var en hel del mere begrænset på det tidspunkt :-) Men efter at have været igennem “Chris På Vægten” projektet, hvor Chris lærte mig, at der er så mange nye skønne oplevelser her i livet, hvis man fra tid til anden tør træde ud af sine komfortzone, var der ikke så meget at være i tvivl om: Selvfølgelig skulle jeg da prøve at gå model!

Det er jo ikke fordi, at jeg tænkte at det måske kunne være en ny karrierevej (så høje tanker har jeg trods alt ikke om mig selv), men udover at gøre en god ven en tjeneste, så tænkte jeg mest af alt, at det kunne være super sjovt at prøve det. Samtidigt tænkte jeg, at det at jeg endnu engang springer ud i at prøve noget helt nyt, ville det kun bidrage positivt i forhold til selvværd og selvtillid, fordi at jeg ved at godt tør prøve noget som i hvert fald tidligere har været totalt “no go” for mit vedkommende.

Hvordan gik det så? Som bekendt er der en første gang for alting her i livet, og jeg ville lyve, hvis der ikke var et strejf af nervøsitet og sceneskræk, da klokken nærmere sig 19:00, hvor modeshowet startede. Men ganske som jo næsten altid går, gik det rigtig godt trods nervøsiteten. Vi var to fyre og 17 piger (passende forhold vil nogen sige), og i løbet af en times tid fik vi vist alle mulige former for efterårsmode foran en masse af byens borgere. Og ud fra klapsalverne fra publikum at dømme, var der stor tilfredshed med aftenens modeshow.

Ergo overlevede jeg min debut som model, og det var rigtigt sjovt at prøve. Jeg er samtidigt blevet nogle erfaringer rigere, og kan således tilføje en ny side i min personlige oplevelsesbog. Om jeg så kommer til at kunne gøre brug af erfaringerne igen, må tiden jo vise :-)

Hvad med dig selv? Har du været ud af din komfortzone på det sidste?

Så fik jeg også prøvet det :-)

Egentlig var det først lørdag, den 12. juni kl. 9.20 og 10.30, at jeg skulle have min officielle “dåb” som spinninginstruktør. Jeg havde nemlig halvt i sjov og halvt i alvor sagt til en af fitness dk’s bedste spinninginstruktører, Anne Vagner, at jeg da gerne ville vikariere for hende, hvis der opstod en mulighed for det. Heldigvis blev jeg taget på ordet, da Anne forleden spurgte mig, om jeg er frisk på at stille op næste lørdag og måske også nogle andre datoer. Og selvfølgelig er jeg da frisk på det :-) Jeg synes jo også, at jeg har noget at ha’ det i, da jeg efterhånden har spinnet næsten 1.000 timer over de sidste lidt over to år, og har fået masser af inspiration og viden fra mange forskellige spinninginstruktører.

Imidlertid skulle det vise sig, at jeg allerede fik min ilddåb i dag, hvilket skete ret spontant. Jeg var tilmeldt fredags eftermiddags 90 minutters spinninglektion hos fitness dk i Birkerød. Her er det normalt en af Danmarks hårdeste og bedste spinninginstruktører, Henrik Parbst, der har denne lektion, men i dag havde han vikar på. Ja, det vil sige, at det havde han så alligevel ikke, for hun dukkede slet ikke op, hvilket vi fandt ud af fem minutter inde i timen.

Men i stedet for at forfalde til den nemme løsning, og bare kvitte lektionen og gå ud og nyde det solskinsvejret, blev jeg heldigvis opfordret til at smutte op på instruktørcyklen. Næsten i vanlig stil tog jeg selvfølgelig mod opfordringen eller udfordringen, alt afhængig af med hvilke øjne man ser på det :-)

Og det var faktisk en rigtig fed oplevelse, om end det var superhårdt, når man både skal give instruktion og selv levere varen fuldt ud! Selvfølgelig skulle jeg lige finde “formen”, men som nævnt har jeg heldigvis masser af god inspiration fra de mange dygtige spinninginstruktører, som fitness dk har ansat.

Efter at vi havde fået overstået de ca. 90 minutters spinning og lige havde fået vejret igen, fik jeg heldigvis god og positiv feedback fra deltagerne. Jeg fik ganske vist at vide, at jeg ikke var overdreven generøs med pauser mellem de forskellige serier, men det tager jeg nu som et positivt tegn på, at jeg har presset folk ud af deres komfortzone, hvilket jo netop er en af mine vigtigste opgaver som instruktør.

Så alt i alt var det en supergod oplevelse, og jeg lærte en masse omkring teknik, instruktion og musik, som jeg helt sikkert kan bruge næste lørdag, når det for alvor går løs på Nygaardsvej på Østerbro :-)

Ud af komfortzonen igen…

Onsdag aften fik jeg atter chancen for at tage et skridt ud af min personlige komfortzone. Chris MacDonald havde nemlig spurgt mig, om jeg havde lyst til at bruge et kvarters tid på at fortælle deltagerne på et af hans store åbne foredrag om, hvad jeg gør for at holde fast i det vægttab, som jeg har opnået under min livsstilsforandring.

Jeg er på ingen måde uvant til at holde foredrag om min livsstilsforandring, men normalvis sker det foran et publikum på 25 til 100 personer. Men det at stå foran næsten 900 mennesker i Falkonér Salen på Frederiksberg, og så endda skulle fungere som en slags opvarmning til en af Danmarks bedste foredragholdere, gjorde at jeg lige måtte skubbe mig selv ud af komfortzonen, og sige til mig, at hvis jeg har kunne gøre det foran 100 mennesker, så kan jeg selvfølgelig også foran næsten 900 :-)

Det skulle nu også vise sig, at der heller ikke var nogen grund til at være bekymret, for det gik super godt, og bagefter jeg fik masser af positive tilkendegivelser på mit indlæg. Og når jeg nu tænker over det, havde jeg endda færre sommerfugle i maven end jeg plejer at have. Jeg tror, det hjalp mig, at jeg havde mærket efter og nået at tænke over det med at springe ud af komfortzonen og bare gøre det.

Og så var det selvfølgelig fedt at kunne dele mine erfaringer og oplevelser med andre mennesker, og måske endda være med til at inspirere nogle til at komme igang med en livsstilsforandring.

Samtidigt var det som sædvanlig både lærerigt og underholdende at lytte til Chris’ foredrag – det bliver jeg aldrig træt af :-)