Change of Plans: Ny nedtælling…

Som følge af praktiske forhold relateret til DR og Chris, tog vi i går aftes en fælles beslutning om, at ændre datoen for afviklingen af mit 100 km løb.

Det betyder, at jeg ikke vil gennemføre distancen nu på lørdag, men derimod først på næste lørdag, altså den 16. maj.

Jeg havde selvfølgelig sat mig op til at “trykke på aftrækkeren” nu på lørdag og dermed have både mit fysiske og mentale peak på lige netop denne dag.

Ikke desto mindre har jeg det helt okay med, at vi rykker løbet en uge. Dels kan jeg godt holde motivation og fokus i yderligere en uge, samtidigt med, at det giver mig mulighed for, at være endnu bedre forberedt til denne store udfordring.

Til gengæld betyder udsættelsen også, at jeg med 99,9 procents sikkerhed ikke bliver klar til Copenhagen Marathon den 24. maj. Det er ikke realistisk, at min krop og ikke mindst ben kan nå at restituere efter 100 km løbet. Men det lever jeg nu helt fint med, for Copenhagen Marathon har hele tiden bare været en “bonusmulighed”.

Sidst, men ikke mindst, betyder udsættelsen også, at jeg slipper for at løbe i regnvejr nu på lørdag – i hvert fald jævnfør den aktuelle vejrudsigt. Jeg krydser så fingre for, at lørdag, den 16. maj byder på en let overskyet himmel, en temperatur på 16-20 grader og tørvejr :-)

Så er jeg tilmeldt!

Så er jeg tilmeldt Copenhagen Marathon 2009

Så har jeg langt om længe fået tilmeldt mig Copenhagen Marathon, der i år afvikles den 24. maj. Der er dermed kun 34 dage til startskuddet lyder.

Men selv om jeg nu har tilmeldt mig og betalt tilmeldingsgebyret, er det faktisk ikke sikkert, at jeg deltager i løbet.

Det skal forstås på den måde, at jeg – som du måske ved – er ved at træne op til at løbe en distance på 100 km i ét hug. Og da jeg har planlagt at gennemføre dette løb i bededagsferien, er det ikke sikkert, at jeg kan nå at restituere nok i perioden fra den 8. eller 9. maj og så frem til afviklingen af Copenhagen Marathon.

Men jeg går selvfølgelig efter, at min krop og ikke mindst mine ben bliver tilpas restitueret til, at jeg kan deltage i maratonløbet. Jeg synes jo, at det kunne være fedt at sige, at jeg har trænet op til Copenhagen Marathon ved at løbe et 100 km løb :-)