Velkommen til Leif Carlsens blog
Du skal ikke kende mig særlig længe, før du ved, at jeg går meget op i god service og positive købsoplevelser, når jeg handler ind – både som privatperson og professionelt. Dette har jeg ofte berettet om her på bloggen under punktet “God og dårlig service“.
Og apropos emnet god service, så har jeg netop skrevet et blogindlæg om det på mit firmawebsite med udgangspunkt i, at alting er større i USA – også den gode service. Du finder blogindlægget ved at klikke her.
God læsning :-)
Meget apropos mit indlæg om danske politikere og de tre vise aber, så fik jeg via Facebook sendt et link til en kronik i Berlingske Tidende.
Kronikken, som er skrevet af økonom Andreas Junge, handler om, at vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker, nemlig privat ansatte Peter, offentligt ansatte Oda og offentligt forsørgede Ole. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for at vi skal have det højeste skattetryk i verden, hvilket gør at Oda og Ole kan dele frugten af Peters arbejde mellem sig i form af henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.
Jeg synes at det er en meget interessant kronik, som i den grad udstiller kernen i de store problemer og udfordringer vi som land står overfor. Af samme grund vil jeg opfordre alle til at læse kronikken i håbet om, at vi får spredt budskabet (du finder kronikken her).
Andreas Junge sætter ganske vist tingene lidt på spidsen rent ordmæssigt, men det er jo efterhånden, hvad der skal til for at råbe befolkningen op. I mit eget blogindlæg skrev jeg, at det virker som om at landet nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund har brug for. Desværre er Andreas Junge endnu mere pessimistisk med hans afsluttende kommentar: “Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt”.
Optimisten i mig håber, at det ikke går helt så slemt, men der er også en stor realist i mig, og den del af mig siger, at Andreas Junge desværre godt kan gå hen og få ret :-(
Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.
50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.
Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.
Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.
Det er sgu en ommer!
Desuagtet, hvad oppositionen måtte mene i forhold til Anders Foghs Rasmussens udnævnelse af Lars Løkke Rasmussen som Danmarks nye statsminister, vil jeg i hvert fald gerne ønske Lars tillykke med de nye udfordringer.
To journalister fra Berlingske Tidende skrev forleden en artikel med overskriften “10 gode grunde til at Løkke bliver en god statsminister” og jeg må indrømme, at jeg er meget enig artiklens konklusioner. Faktisk tror jeg endda, at Lars Løkke Rasmussen går hen og bliver en rigtig god statsminister.
Han er folkelig, er en fantastisk kommunikator, har en enorm faglig styrke som politiker og så er manden utrolig arbejdsom. Og jeg tror, at lige netop disse kvaliteter vil være med til at gøre en forskel, specielt i disse krisetider.
Om så manden er til et glas velskænket øl engang imellem, kan på ingen måde ændre på min tro på, at vi har fået ny og yderst dygtig og kompetent statsminister i dag.
For et år siden gjorde jeg opmærksom på 13 flotte regnvejrsfotos og selv om vi bevæger os ind i foråret med raske skridt, er disse fotos vel et eller andet sted stadigvæk relevante – specielt når man bor i Danmark :-)
Norge og Danmark har som bekendt tætte forbindelser i forhold til blandt andet historie og sprog, for blot at nævne et par ting.
Ikke desto mindre undrer jeg mig alligevel over Apple’s definition af norsk i forbindelse med deres iTunes Store. Når jeg klikker på “Danish” under “What’s Hot” af podcasts, vælger Apple udelukkende at vise norske podcasts.
Det er sådan set okay med mig, men gad vide, hvad nordmændene siger til, at deres podcastede radioudsendelser bliver kategoriseret som danske på iTunes Store?
Er det måske et tegn på, at Danmark er på vej til at invadere Norge med henblik på at stjæle al deres olie og milliarder?
Medens jeg nu alligevel skulle ligge i en hospitalsseng i et par dage i denne uge og skulle have tiden til at gå, fik jeg læst det nyeste nummer af Euroman (jeg skriver med vilje læst med kursiv, da jeg alt for ofte kun får bladret den slags magasiner igennem).
Jeg faldt over en, efter min mening, meget interessant artikel med overskriften “Med andre øjne”. Euroman har interviewet fem herboende udenlandske journalister fra Jordan, Spanien, Sverige, Tyskland og USA. Formålet var at få deres uforbeholdne syn på Danmark og danskerne ved at stille dem de samme fem spørgsmål:
Nogle af journalisternes kommentarer bekræfter selvfølgelig nogle af de klassiske fordomme, der findes om os danskere. Men blandt udtalelserne var bestemt også nogle meninger og betragtninger, jeg ikke havde hørt før. Og ikke alt var behagelig læsning.
Omvendt er jeg ikke nødvendigvis overrasket over, at udlandet ofte betragter os danskere som værende for selvfede og langt mere indelukket som folk, end vi gerne vil gå for at være. Men desværre er der noget om det :o(
I hvert fald synes jeg artiklen er interessant og giver stof til eftertanke.
Jeg har netop læst på Jyllands-Postens website, at Dansk Folkeparti nu vil blande sig i sagen om “udlånet” af den lille havfrue til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.
I følge artiklen kræver Dansk Folkepartis Karin Nødgaard, at økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen går ind i sagen og trækker hendes ministeriums forespørgsel om udlånet hos Københavns Kommune tilbage.
Personligt synes jeg, det er helt fint, at vi får sat endnu mere fokus på Danmark i en stærkt globaliseret verden og hvis den lille havfrue kan være med til det, er det helt okay med mig. Desuden tror jeg nu ikke, at turisterne kun besøger København for at se den lille havfrue – for i så fald tror jeg at de vil blive skuffet under alle omstændigheder.
Nå, men mit indlæg drejer sig egentlig ikke om min personlige mening om selve udlånet af den lille havfrue. Nej, jeg ønsker at give udtryk for en stigende frustration over, at politikerne (og alt for ofte Dansk Folkeparti) endnu engang kaster sig over en populistisk enkeltsag, som i bund og grund er ligegyldig.
Politikerne burde efter min mening bruge deres dyrebare og begrænsede tid på andre og langt mere alvorlige problemer. Hvorfor spilde tid på at snakke om et seks måneders udlån af den lille havfrue, når man eksempelvis stadigvæk kan opleve forarmede hjemløse i vores storbyer? Dansk Folkepartis krav er da spild af en ministers kostbare tid, når vi har langt mere brug for at få gennemført store og gennemgribende reformer, hvis den danske velfærdsmodel som minimum skal fastholdes.
Anyway, this is just my two cents, use it or lose it!
Af Carsten Valgreen, partner, Benderley Economics
Danmark er jo egentlig medlem, hvad enten det er en succes eller ej. Og alle her siger, at de synes, at fastkurspolitikken har været en succes. Så hvem ved sine fulde fem vil være medlem af en klub med alle forpligtelser, der følger med, uden at være medlem med alle fordelene?
Når man – en sjælden gang – taler med udenlandske økonomer om dansk økonomi, trækker spørgsmålet om danske euros medlemskab altid et skævt smil. Det er ikke, fordi der er nogen der mener, at der er vanvittigt store omkostninger for Danmark ved at stå uden for. “Nej’et” i 2000 skabte ingen økonomiske katastrofer. Rentespænd og deslige er i småtingsafdelingen og vil forblive det, så længe dansk økonomisk politik er rimeligt fornuftig. Dermed er de finansielle omkostninger for danskerne ved ikke at deltage små.
Det som økonomerne undrer sig over, er, hvilke argumenter danskerne kan finde på for at stå udenfor. Dansk pengepolitik bliver nærmest ført, som om vi ikke bare har en fastkurspolitik, men snarere et “currency board” – altså en selvvalgt ensidig låsning af kronen til euroen. Udsvingene er minimale, og dansk rentepolitik er en slave af ECBs rentepolitik.
Citat af Martin Thorborg (født 1970) i forbindelse med artikel i Berlingske Nyhedsmagasin om janteloven.
Klik her for at se flere indlæg om Martin Thorborg.
Leif Carlsen 
Seneste kommentarer