Uetisk gyldent håndtryk til Jørgen Poulsen

jpoulsen1.jpg

Efter at der har været nævnt beløb på op til to millioner kroner i gyldent håndtryk til den tidligere Dansk Røde Kors generalsekretær, Jørgen Poulsen, er parterne nu blevet enige om, at han skal have 750.000 kroner i fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med, at han blev valgt til Folketinget tilbage i midten af november måned. Beløbet på 750.000 kroner udbetales ikke som løn, men indsættes derimod på Jørgen Poulsens pensionsordning. Dermed er der umiddelbart sat punktum for en sag, der har givet meget store ridser i Jørgen Poulsens personlige renommé.

Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er både uetisk og utrolig frækt af Jørgen Poulsen, at han har afkrævet Dansk Røde Kors en fratrædelsesgodtgørelse, når han nu en gang selv har valgt at forfølge en ny “karriere” som folketingspolitiker. Personligt har jeg det på den måde, at hvis jeg havde valgt at stille op til Folketinget og jeg rent faktisk blev valgt, kunne jeg da aldrig finde på at afkræve løn eller fratrædelsesgodtgørelse fra den virksomhed som jeg arbejder for. Jeg ville i så fald have foretaget et personligt valg om, at forfølge en nyt retning i mit liv og det skal jeg selvfølgelig ikke kompenseres økonomisk for på nogen måde.

Jeg synes under alle omstændigheder, at det er et udtryk for dårlig moral og manglende personlig dømmekraft, at Jørgen Poulsen har presset sin tidligere arbejdsgiver til at betale 750.000 kroner i fratrædelsesgodtgørelse. Det havde klædt ham at lade være med at forlange noget som helst fra Dansk Røde Kors, der nu har 750.000 kroner mindre at gøre godt med til hjælpeorganisationens arbejde. Til gengæld må Jørgen Poulsen leve med, at den folkelige respekt for ham har lidt et stort knæk, men idet han har accepteret det gyldne håndtryk, må han jo åbenbart synes at det er prisen værd.