Chris På Vægten: Så er det snart slut…

Om kun lidt over en uges tid er det slut med “Chris På Vægten” projektet. Dermed er der allerede gået et år, siden vi gik i gang (faktisk har projektet et års fødselsdag nu på søndag).

Det er virkelig utrolig så hurtigt tiden er gået, ja, faktisk er det slet ikke til at fatte, at det kun er et år siden, at jeg vejede 121 kg og var i ufattelig dårlig kondition. Denne opfattelse af tid skyldes sikkert også, at jeg har investeret utrolig mange timer og kræfter i hele min livsstilsforandring og derfor har masser om ørerne i de sidste 12 måneder.

I forbindelse med afslutningen på projektet, har vi testpiloter været igennem de afsluttende tests i løbet af de sidste par dage. Vi skulle som sædvanlig have målt BodyAge, kondital og fedtprocent via den såkaldte DEXA-scanning.

Egentlig skulle jeg ikke have gennemført en maxtest i denne uge for at skåne min krop til mit 100 km løb, der jo oprindeligt skulle have været afholdt nu på lørdag. Men efter som vi besluttede os for at flytte til næste lørdag, kunne jeg alligevel godt tage maxtesten og dermed få målt mit kondital sammen med de andre testpiloter.

Heldigvis ligger det stadigvæk på et rigtig flot niveau. Målingen viste et kondital på 61,2, hvilket dels er en smule bedre end sidst og dels er fantastisk godt for en fyr på 42 år. Jeg er derfor ikke overraskende utrolig stolt over, at det er lykkedes mig, at gå fra at være i super dårlig form til at have en fantastisk god kondition nu, hvilket helt sikkert kommer mig til gavn i forbindelse med 100 km løbet.

Med hensyn til DEXA-scanningen og målingen af min fedtprocent, så lå den på samme niveau som sidst, det vil sige cirka 14 procent, hvilket også er et flot niveau i forhold til for et år siden, hvor den på cirka 34 procent.

Resultatet af BodyAge-testen måtte vi desværre ikke få udleveret i går, og jeg må derfor vente i lidt over en uges tid, før jeg kan få stillet min nysgerrighed på dette punkt.

Men mon ikke det går alligevel. Jeg har under alle omstændigheder hovedet fuld af forberedelserne til 100 km løbet :-)

Test, test og atter test…

tests

I weekenden står den atter på tv-optagelser i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet. I den sammenhæng har vi torsdag og fredag været igennem de efterhånden sædvanlige tests, det vil sige BodyAge, hvilestofskifte, DEXA scanning og to gange maxtest.

Jeg har nu været igennem alle tests og det er efter min mening gået rigtig godt. Jeg er i hvert fald kæmpe stolt over at kunne fortælle, at min BodyAge nu er nede på 34 år (min fysiske alder er 41 år for dem, der ikke lige ved det). Specielt når man tænker på, at min BodyAge var 53 år for cirka et halvt år siden.

Og jeg er næsten endnu mere stolt over mig kondital, som under torsdagens test var på 60,1. Den anden test viste et lidt mindre tal, hvilket jeg tilskriver, at jeg dels skulle faste op til DEXA scanningen og dels var godt brugt efter første maxtest. Alt i alt endte jeg med et gennemsnitlig kondital på 58, hvilket stadigvæk er superflot. Faktisk er tallet ekstremt højt for en 41-årig og jeg kan ikke lade være med at smile over, at jævnfør diverse tabeller ligger min bedste maxtest i den lave ende for “verdensklasseatleter” :o)

DEXA scanningen, som vi i projektet primært bruger til at måle fedtprocent og muskelmasse, viste også en positiv udvikling. Min fedtprocent er nu nede på 15,3 procent, hvilket er en klar forbedring fra 20,6 procent sidste gang jeg blev scannet.

Så alt i alt har jeg intet at klage over :o) Tværtimod er jeg kæmpe stolt over den positive udvikling og vi mangler nu bare, at jeg når i mål med det samlede vægttab. Det går jeg for øvrigt efter at gøre på søndag, hvor vi atter skal kontrolvejes i forbindelse med projektet. Jeg krydser naturligvis fingre for, at det sker :o)

Så skal der scannes igen…

I dag skal jeg atter igennem en såkaldt DEXA scanning i.f.m. Chris MacDonald projektet.

Vi er som bekendt seks “testpiloter” og fire af os er ganske tæt på nå vores overordnede vægttab. Derfor skal vi have målt vores fedtprocent og muskelmasse meget præcist, hvilket man kan gøre via DEXA scanningen (som egentlig primært bruges til at måle knogledensitet).

Derefter skal der tages stilling til, om vores oprindelige målsætning stadigvæk passer eller om der skal fintunes i op- eller nedadgående retning.

Selve scanningen tager kun en lille halv time og gør heldigvis ikke ondt :o) Jeg er selvfølgelig meget spændt på at få resultatet på lørdag, hvor der igen er tv-optagelser til Ha’ Det Godt sundhedsprogrammet på DR1.

Så skal der måles, testes og scannes…

De næste to dage skal jeg igennem en del målinger og test i forbindelse med Chris MacDonald projektet. Jeg skal blandt andet igennem to maxtests, hvor man måler den maksimale iltoptagelse (også kendt som kondital). Denne test er altid rigtig hård, for man skal presse sig til total udmattelse i løbet af vel omkring et kvarters tid.

Jeg skal også have målt min fedtprocent via en bioimpedans måling og en såkaldt DEXA scanning, som også måler knogledensitet. Dernæst skal der måles hvilestofskifte og sidst, men ikke mindst, skal jeg igen have målt min BodyAge, som jo viser hvor “gammel” min krop er i forhold til min rigtige alder.

Resultaterne af disse målinger og tests skal bruges i forbindelse med tv-optagelserne i den kommende weekend. Jeg er selv sagt meget spændt på at høre resultaterne og med al den træning jeg har været igennem siden sidste måling, er jeg faktisk ganske sikker på en positiv udvikling :o)

%d bloggers like this: