Status uge 17: En blandet landhandel…

Denne uge har mest af alt været kendetegnet ved at have været en blandet landhandel med et irriterende maveonde, en positiv oplevelse med min aller første deltagelse i DHL Stafetten og travlhed på jobbet – heldigvis af den gode og positive slags :o)

Desværre har maveondet gjort mig ukampdygtig i forhold til træning og jeg måtte desværre også aflyse min deltagelse i søndagens fællestræning. Det er også ensbetydende med, at jeg ikke kunne blive kontrolvejet i dag, hvorfor at I må have en status på min vægt til gode til næste søndag. Der er nu heller ikke rigtig noget at berette for der er ikke rigtig sket noget jævnfør mine egen vejning, men det er nu heller ikke så underligt, når jeg trods alt ikke har kunne passe min træning i denne uge. Jeg håber dog, at diverse medikamenter og masser af vand og grøn te vil få mig på højkant igen i løbet af en dag eller to.

Som jeg skrev i indlægget om maveonde i går, så har jeg heldigvis forliget mig, at man fra tid til anden bliver ramt af den slags mindre sygdomme. Jeg tror faktisk, at denne afklaring er med til at gøre, at jeg kommer mig hurtigere, for jeg stresser ikke mig selv yderligere ved at slå mig mentalt i hovedet over fraværet fra træning m.m.

Jeg er lige pludselig “back on track” og glæder mig vildt meget til at kunne spinne, power walke, løbe og styrketræne igen med mine holdkammerater :o)

Øv, øv og atter øv…

Jeg har nu kæmpet med et irriterende maveonde i hele fem dage i træk og det er rigtig øv :o( Først og fremmest er det møgirriterende med ubehaget ved selve maveondet og så gør det også, at jeg ikke kan passe min træning som jeg ellers gerne vil. Faktisk har jeg ikke fået trænet siden tirsdag, hvor jeg prøvede at deltage i den sædvanlige fællestræning, men desværre måtte jeg give op før tid.

Om det så var en særlig god idé at deltage i DHL Stafetten i torsdags, når jeg også den dag var ramt af maveondet, er der sikkert delte meninger om. Ikke desto mindre er jeg nu alligevel glad for, at jeg deltog og gennemførte løbet.

Nu drejer det sig bare om at få bugt med maveondet således, at jeg kan komme tilbage til min normale dagsrytme igen. Samtidigt har jeg forliget mig med, at sådan noget bare sker engang imellem og at der ikke er nogen grund til at jeg bliver sur på mig selv over, at jeg så ikke kan passe min træning. Forhåbentlig er jeg oppe på dupperne igen i løbet af en dag eller to, hvorefter jeg kan give den gas igen med både træning og mine andre gøremål :o)

En lille analyse af min DHL løbetur…

Jeg har netop uploadet data fra mit pulsur i forbindelse med min første deltagelse nogensinde i en DHL Stafet. Det er såmænd ikke fordi, jeg sidder og analyserer data i dybden efter hver eneste træning, men efter min præstation i går, havde jeg lyst til at tjekke, hvordan de konditionsmæssige tal så ud.

De viser rent faktisk, at jeg reelt set gav alt, hvad jeg havde i mig desuagtet, jeg på ingen måde var helt på toppen i går efter flere dage med et maveonde. Jeg føler nu også, at jeg gav den alt, hvad jeg havde i mig i går, hvilket tallene også bakker op.

Ud af min samlede løbetid på i alt 24 minutter og 46 sekunder, brugte jeg 94 procent af tiden eller nærmere præcis 23 minutter og 21 sekunder i pulszone 5, hvilket er minimum 90 procent af min maksimale hjertepuls. Dermed blev det til kun til ét minut og 25 sekunder i en pulszone under 90  procent. Jeg tror derfor ikke, at jeg med dagsformen i går, kunne have gjort det bedre. Det gør nu heller ikke noget, for jeg er oven ud glad for resultatet i går :o)

Der er ingen tvivl om, at jeg skylder Chris MacDonald en stor tak for, at jeg nu er i stand til at løbe med så høj intensitet igennem et løb som DHL Stafetten. Uden Chris’ enorme støtte og inspirerende coaching, havde jeg ikke lært at flytte mine grænser og samtidigt erkende, at man rent faktisk kan presse sig selv til meget mere, end man umiddelbart tror!

Min allerførste DHL Stafet…

Så fik jeg overstået min første DHL Stafet som aktiv deltager og det gik faktisk ganske godt – i hvert fald efter min egen mening. Jeg havde en målsætning om at gennemføre de fem kilometer på mellem 25 og 30 minutter og det lykkedes mig faktisk at gøre det på 24 minutter og 46 sekunder – endda på trods af, jeg bestemt ikke har været helt på toppen i de seneste par dage som følge af et maveonde.

Jeg var også heldig at få en lille sidegevinst ud af min deltagelse i løbet. Jeg havde nemlig lavet et lille væddemål med en kollega om, hvem der fik den bedste tid. Og efter som han var cirka 29 minutter om at løbe de fem kilometer, gik sejren og seks flasker god rødvin til mig :o)

Jeg skal helt klart deltage igen næste år :o)