Sæt Hjemmeværnet ind mod dræbersneglene

hjemmevaernet.jpg

Jeg er sjældent enig med Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal (hvis konstruktive ligefremhed jeg dog har stor respekt for), men han har netop været ude i pressen med et forslag som jeg synes rigtig godt om: Villy Søvndal foreslår nemlig, at vi sætter Hjemmeværnet ind mod dræbersneglene, der “formentlig er den hurtigst fremrykkende fjende i øjeblikket” for at citere ham. Og da der findes ikke mindre end ca. 60.000 medlemmer af Hjemmeværnet, burde der virkelig være grundlag for at vi kan iværksætte en storoffensiv mod haveejernes fjende nummer ét :o)

Og når denne opgave så er løst, mener jeg at vi skal nedlægge værnet for altid og bruge de ca. 700 millioner kroner, som Hjemmeværnet menes at koste hvert år, på langt mere fornuftige ting, eksempelvis flere penge til socialt udsatte eller højere løn til de ansatte i social- og sundhedssektoren. Efter min mening har Hjemmeværnet overlevet sig selv for mange år siden og det er hverken rationelt eller nødvendigt for Danmarks forsvar, at smide så mange penge efter et værn, som alligevel ikke kan anvendes til noget i den militær verden anno 2007.

Jo, hvis Danmark stod overfor at blive angrebet på samme vis som under anden verdenskrig, ville dette måske give mening med et hjemmeværn, men det fjendebillede er helt ude af trit med virkeligheden. Lad os derfor være realistiske i forhold til Danmarks rolle som militærnation og bruge de ca. 700 millioner kroner, hvor de virkelig kan gøre en forskel, frem for at tilfredsstille behovet hos ca. 60.000 “Weekend Warriors”.

%d bloggers like this: