Danske politikere = De tre vise aber?

I går bladrede jeg lidt rundt på Berlingske.dk, og faldt over et indlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund, som under overskriften “Vi med motorvej” på ganske ironisk vis kommenterer udviklingen i det danske samfund.

Udgangspunktet i indlægget drejer sig om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop har bevilget 3,5 mia. kroner til en motorvej mellem Herning og Holstebro (Aamund konstaterer for øvrigt i den sammenhæng, at motorvejen sikkert ender med at koste 5 mia. kroner jævnfør den normale offentlige praksis for at overskride budgetter). På ganske humoristisk vis omtaler Aamund, hvordan denne motorvej kommer til at forgylde Herning og Holstebro og revitalisere de små byer langs strækningen, og at det dermed kan forsvarer, at de økonomiske rammer for vores universiteterne, forskning og højteknologiske vækstvirksomheder fortsat forringes.

Efter min mening rammer Asger Aamund helt plet med hans kommentar. Det er efterhånden grotesk at se, hvordan begge sider af Folketinget i den grad vælger at lade være med at se problemerne i øjnene. Blå blok kæmper krampagtigt for at holde på magten, og har derfor kun en yderst begrænset lyst til at gennemføre reformer. I stedet forsøger de på at lappe huller, og udskrive større checks til dem, som de tror vil hjælpe dem til at bevare magten. Og hvad angår rød blok, så er de så forhippet på at komme til magten, at de i den grad sælger ud af tidligere tiders politik og principper, samtidigt med at de har travlt med at love vælgerne et endnu større stykke lagkage, end blå blok allerede har skåret ud. I begge tilfælde er resultatet, at overtrækket på landets kassekreditt stiger og stiger. For alle danskere skal jo have råd til fladskærms-tv og designermøbler, for Danmark er jo et velfærdssamfund og vi kan jo altid bare sætte skatten op – ganske som rød blok jo vil gøre hvis/når de kommer til magten.

Problemet i en nøddeskal er desværre, at politikerne næsten agerer som sagnet om de tre vise aber: “Se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt og du vil heller ej selv blive ramt af ondt”. I hvert fald virker det som om, at politikerne vil hverken vil lytte eller se i forhold til de enorme udfordringer vi har i samfundet. Snakke vil de til gengæld gerne, men kun når der kan loves endnu større stykker lagkage til befolkningen, der i den grad er ved at blive taget som gidsler i en velfærdsfælde. For mere vil have mere. Som den tidligere socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Kjeld Rasmussen, udtalte om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd: “Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om at Danmark nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund i den grad har brug for. Skal det virkelig gå helt galt, inden partierne – på vegne af befolkningen – finder mod til at gennemføre ganske vist upopulære, men helt nødvendige beslutninger? Og ja, det er korrekt at det ikke giver stemmer eller popularitet, og lige netop derfor skal det også være alle partier, der bakker op og tænker i, hvad der er det bedste for landet, og ikke det enkelte parti og politiker.

Brug et par minutter eller tre på at læse indlægget fra Asger Aamund, længere tid tager det ikke at læse. Om ikke andet kan du – takket være Aamunds ironiske skrivestil – måske trække lidt på smilebåndet desuagtet alvoren i dette emne. Du finder indlægget her.

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.