Useriøs forhandlingstaktik fra FOA

dennis_kristensen3.jpg

Som bekendt er forventningerne til lønforhøjelser indenfor social- og sundhedssektoren allerede skyhøje og sandsynligvis også så høje, at det måske bliver svært at undgå en storkonflikt (som i så fald næppe får lov til at køre i mange dage, før regeringen og Folketinget bliver nødt til at gribe ind). Linierne er endda blevet trukket mere skarpt op efter at FOA’s formand, Dennis Kristensen, allerede inden forhandlingerne overhovedet er tilendebragt, har været ude i pressen og sætte navn på de ca. 23.000 arbejdsplads, der skal i konflikt, hvis parterne ikke kan nå til enighed.

Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en meget useriøs forhandlingstaktik som FOA’s side. I forvejen bliver det svært at få enderne til at mødes, når lønmodtagernes forventninger er skruet så højt op som de er. Og når FOA så allerede nu sætter navn på de arbejdspladser der måske skal rammes af konflikt, bliver forhandlingsklimaet ikke lige frem bedre. Efter min mening signalerer FOA på forhånd, at man ikke tror på at man kan blive enige om et rimeligt forhandlingsresultat.

Personligt synes jeg også, at mange af de ansatte i social- og sundhedssektoren kunne trænge til et større løft i lønnen, men der skal også være realisme i tingene i forhold til samfundsøkonomien. Jeg ville ønske parterne turde tænke i en mere langsigtet plan som måske ikke løfter denne faggruppe op på det forventede niveau her og nu (for det tror jeg simpelthen ikke er realistisk), men som gjorde, at man kunne således gå efter at nå dette mål over en periode på fire-seks år. Det ville også give samfundsøkonomien mulighed for at kunne absorbere et så stort løft i lønomkostningerne.

Men desværre virker det lige nu som om FOA styrer direkte mod en konflikt. Jeg tror endda FOA’s ledelse er helt på det rene med, at forventningerne fra medlemmerne er så høje, at FOA er nødt til at kører forhandlingerne så langt ud, at der kun er konfliktvejen tilbage. Derefter kan FOA’s ledelse bare sætte sig ned og pege fingre af politikerne, der så må gennemføre det beskidte arbejde med at lave et politisk indgreb. Men man har da altid lov til at blive positivt overrasket og jeg håber da også, at parterne kan blive enige desuagtet det noget ophedede forhandlingsmiljø.

Et slag mod fagbevægelsens troværdighed

tah.jpg

Jeg har netop læst et par artikler fra tidligere på måneden om den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og hendes krav om at få op imod seks millioner kroner i pension. I forvejen havde hun fået tildelt et års løn på 732.000 kroner for at tage en uddannelse. Alt dette sker desuagtet det var Tina Aurvig-Huggenberger selv, der opsagde sin stilling og forlod LO efter hun tabte formandsvalget til Harald Børsting i slutningen af oktober måned sidste år. Altså blev Aurvig-Huggenberger hverken fyret eller presset ud – tværtimod havde hun forud for selve afstemningen selv meldt ud, at hun ville forlade LO, hvis hun tabte.

Jeg må indrømme, at jeg på det moralske plan ikke forstår, hvordan Tine Aurvig-Huggenberger kan få sig selv til at stille sådanne krav mod sin nu tidligere arbejdsgiver, når hun selv har valgt at opsige sin stilling og forlade LO. Selvfølgelig skal Aurvig-Huggenberger have løn i den aftalte opsigelsesperiode og naturligvis også den pension, som hun har optjent medens hun har været ansat. Men udover disse rimelige krav, mener jeg det er at gøre hån mod de menige fagforeningsmedlemmer, hvis en afgående næstformand bliver forgyldt, efter selv at have opsagt sit job i skuffelse over at have tabt valget.

Når det er sagt, er jeg også af den holdning, at hvis de indgåede aftaler rent juridisk gør, at Tine Aurvig-Huggenberger er berettiget til alle disse millioner kroner, så skal hun selvfølgelig have dem. At sager som denne så er med til at sætte pres på fagbevægelsens samlede troværdighed, er et helt andet problem. Personligt tror jeg det får den moderne lønmodtager til at lægge yderligere afstand til fagbevægelsen, der i forvejen har svært ved at retfærdiggøre sin eksistens og mister medlemmer til den helt store guldmedalje i disse år. Måske er Aurvig-Huggenberger-sagen det der skal til, for at fagbevægelsen erkender, at hvis dens troværdighed skal reddes, må også LO-toppen gå foran med et godt eksempel således man gør en aktiv indsats for at slippe af med det pamperspøgelse, der altid har forfulgt fagbevægelsen.

Kloge ord fra Dennis Kristensen, FOA

dennis_kristensen.jpg

Som du måske har hørt i pressen, har den afgående LO-formand, Hans Jensen, været ude med en meget klar støtte til Socialdemokraternes i forbindelse med folketingsvalget. Hans Jensen har blandt andet budt Helle Thorning-Schmidt velkommen som landets næste statsminister i forbindelse med LO’s kongres i går. Det sker desuagtet, at LO på den økonomiske front for længst har stoppet sin støtte til Socialdemokraterne, blandt andet for at tækkes den store del af deres medlemmer, der ikke ønsker at støtte førnævnte parti. Det forhindrer imidlertid ikke Hans Jensen ikke at bekende socialdemokratiske kulør, når det kommer til stykket.

Heldigvis har en anden fagforeningsformand i form af FOA’s formand, Dennis Kristensen, været ude i pressen og udtale, at Hans Jensens socialdemokratiske tilkendegivelser må været et udtryk for hans personlige holdning. Dennis Kristensen har endvidere udtalt, at “LO træder ikke tilbage til de gode gamle dage, hvor vi sad i partiets bestyrelse og de i vores. LO er ikke vedhæng til et parti. Vi skal samarbejde med alle og skaffe resultater uanset regeringen”.

Jeg synes, at det er vise ord fra Dennis Kristensen og modigt af ham at sige, hvad mange mennesker tænker – specielt når man har i tankerne, at Dennis Kristensen selv er fagforeningsmand. Der er i hvert fald stor respekt fra min side overfor Dennis Kristensen i forhold til det faktum, at han tør sige sine egne imod, når han kan se, at det er den helt gale vej, som LO bevæger sig ud ad.