For et år siden…

For et år siden spurgte jeg, om 1. maj har overlevet sig selv.

Har 1. maj overlevet sig selv?

I morgen er det atter tid for arbejdernes internationale kampdag, hvilket det har været over 100 år. Men tilslutningen til 1. maj arrangementerne vakler i disse år. Først og fremmest er det de færreste, der synes, de decideret hører til den traditionelle arbejderklasse, der var det oprindelige fundamentet i arbejderkampen. Dernæst har de fleste 1. maj arrangementer mistet deres politiske (og socialistiske) indhold til fordel for masser af øl, pølser, musik og andre underholdningsmæssige elementer.

Det virker derfor som om, arbejdernes internationale kampdag har overlevet sig selv. Dermed fremstår 1. maj efterhånden kun som en historisk mindedag og en god undskyldning for at holde en fridag og drikke øl med vennerne i parken (hvilket jo bestemt også er helt okay).

spoergsmaalstegn1.jpgHvad synes du? Har arbejdernes internationale kampdag overlevet sig selv eller har 1. maj stadigvæk en reel betydning i det moderne arbejdsmarked anno 2008? Skal du selv til et 1. maj arrangement og i så fald, hvorfor deltager du?

Et slag mod fagbevægelsens troværdighed

tah.jpg

Jeg har netop læst et par artikler fra tidligere på måneden om den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og hendes krav om at få op imod seks millioner kroner i pension. I forvejen havde hun fået tildelt et års løn på 732.000 kroner for at tage en uddannelse. Alt dette sker desuagtet det var Tina Aurvig-Huggenberger selv, der opsagde sin stilling og forlod LO efter hun tabte formandsvalget til Harald Børsting i slutningen af oktober måned sidste år. Altså blev Aurvig-Huggenberger hverken fyret eller presset ud – tværtimod havde hun forud for selve afstemningen selv meldt ud, at hun ville forlade LO, hvis hun tabte.

Jeg må indrømme, at jeg på det moralske plan ikke forstår, hvordan Tine Aurvig-Huggenberger kan få sig selv til at stille sådanne krav mod sin nu tidligere arbejdsgiver, når hun selv har valgt at opsige sin stilling og forlade LO. Selvfølgelig skal Aurvig-Huggenberger have løn i den aftalte opsigelsesperiode og naturligvis også den pension, som hun har optjent medens hun har været ansat. Men udover disse rimelige krav, mener jeg det er at gøre hån mod de menige fagforeningsmedlemmer, hvis en afgående næstformand bliver forgyldt, efter selv at have opsagt sit job i skuffelse over at have tabt valget.

Når det er sagt, er jeg også af den holdning, at hvis de indgåede aftaler rent juridisk gør, at Tine Aurvig-Huggenberger er berettiget til alle disse millioner kroner, så skal hun selvfølgelig have dem. At sager som denne så er med til at sætte pres på fagbevægelsens samlede troværdighed, er et helt andet problem. Personligt tror jeg det får den moderne lønmodtager til at lægge yderligere afstand til fagbevægelsen, der i forvejen har svært ved at retfærdiggøre sin eksistens og mister medlemmer til den helt store guldmedalje i disse år. Måske er Aurvig-Huggenberger-sagen det der skal til, for at fagbevægelsen erkender, at hvis dens troværdighed skal reddes, må også LO-toppen gå foran med et godt eksempel således man gør en aktiv indsats for at slippe af med det pamperspøgelse, der altid har forfulgt fagbevægelsen.