En guldvask til taxibranchen?

I dagens udgave af Børsen kan man læse om, at det står skidt til for den danske taxibranche, og at specielt de storkøbenhavnske taxier lider.

Ifølge artiklen er mere end hver fjerde taxitur forsvundet over de sidste 10 år, og der kører nu 400 færre taxier rundt i Storkøbenhavns gader. Men desuagtet at der er færre taxier i byen (ca. 2.100 biler i alt nu) er branchen fortsat i dyb krise og det er langt fra nemt at drive en profitabel forretning ved at være taxivognmand.

Der er mange gode bud på årsagerne til, at taxibranchen har været igennem en årelang nedtur. Udover at de seneste års krise har gjort, at både virksomheder og privatpersoner kigger ekstra på omkostninger og forbrug, får også den københavnske metro noget af skylden for nedgangen og endelig nævnes også dårlig service som en årsag til at flere fravælger at bruge taxien som transportmiddel.

Personligt synes jeg, at den høje pris er en af de væsentligste årsager til, at jeg ikke kører mere i taxi end jeg gør. I min verden er det generelt set for dyrt at køre i taxi i Danmark. Det er så dyrt, at det er kun noget jeg gør, når det er absolut nødvendigt.

Hvis jeg eksempelvis skal køre fra Birkerød til lufthavnen, skal jeg regne med en taxibon på ca. 600 kroner – hver vej! Hvis man forudbooker sin parkering i lufthavnen, kan jeg faktisk parkerer i 12 dage for de samme penge. Hvis der nu var en fast pris på eksempelvis 400 kroner hver vej, ville jeg helt klart overveje det mere, hvis jeg skal afsted på forretningsrejse eller en ferie.

De små ture er også en dyr fornøjelse efter min mening. Hvis jeg har haft min bil til service, har jeg nogle gange taget en taxa fra Birkerød til kontoret i Allerød og her bliver dankortet suget for ca. 160-180 kroner hver vej – for at køre 2 x ca. 10-11 km. Jeg kan forestille mig, at denne problemstilling gør, at man også fravælger taxien inde i Storkøbehavn som transportmiddel til små ture rundt i byen.

I en moderne og konkurrencedreven verden kan det for øvrigt undre mig, hvorfor at taxibranchen stadig får lov til fra central sted (det såkaldte Taxinævn) til at fastsætte prisniveauet. Prisen er jo for øvrigt den samme uanset om jeg som kunde bliver fragtet fra punkt A til B i en stor og dyr Mercedes eller om det sker i en noget mindre og billigere Toyota Prius. I andre brancher kalder man det for karteldannelse og ulovlig prisdannelse, men i taxibranchen er det okay.

Jeg tænker, at reel og sund konkurrence er lige præcis, hvad taxibranchen har brug for, hvis den skal udvikle sig og overleve på sigt. I stedet for hele tiden at tænke i samme prisniveau for startgebyrer og pr. kørt kilometer, burde branchen tænke i helt nye produkter og koncepter, og med differentiering på prisen i forhold til, hvilken bil man bliver kørt i, graden af service o.s.v. Nogle er til en helt skrabet pris (discount) og andre vil gerne betale for høj service og komfort (premium). Der er masser af muligheder, hvis man tænker ud af helt ud af boksen og tør tage chancen og afprøve nye ting!

Branchen – som jeg for at være helt ærlig opfatter som gammeldags og uforandringsvillig – vil desværre næppe tage så markante skridt. Tværtimod vil de ledende vognmænd og kræfter i taxinævnet sandsynligvis hellere kører endnu flere biler i garagen, afmelde nummerpladerne og tilbagelevere taxibevillingen, end at foretage en nødvendig reformering af hele branchen.

I det hele taget tror jeg, at taxibranchen trænger til at blive støvet godt og grundigt af. Så i stedet for bare at lade taxierne kører igennem vaskehallen hver uge, skulle hele branchen og ikke mindre Taxinævnet give sig selv en guldvask med hele svineriet, og få et nyt syn på en verden, som i den grad er forandret.

Man ser nu engang klarere gennem nypudsede briller :-)

Nu skal alle mine medarbejdere løbe maraton i 2009!

Nu skal alle mine medarbejdere løbe maraton i 2009!

Jeg har netop postet et indlægfirmaets corporate blog, om at alle mine medarbejdere skal gennemføre et maratonløb, inden udgangen af 2009, således, at vi som virksomhed er bedst mulig rustet til at komme igennem den igangværende finanskrise.

Klik her for at læse mere om dette spændende sundhedstiltag.

Endnu et bud på en anderledes tilgang til den igangværende krise…

Endnu en anderledes tilgang til den igangværende krise...

I forlængelse af mit indlæg fra i går om en anderledes tilgang til krisen, faldt jeg over endnu et interessant indlægLars Kolinds blog.

Denne gang skriver Lars om mellemperspektivet ved den aktuelle finanskrise og hvad en lokalsamfund kan gøre for at udnytte krisen til at stå endnu stærkere i fremtiden.

Lars’ forslag kræver imidlertid en helt anden form for “selvstyre”, end lokalsamfundene, kommuner, regioner og staten giver mulighed for i dag, men ikke desto mindre er det nogle interesante tanker som han har gjort sig.

Klik her for at læse indlægget om Lars Kolinds bud på, hvordan vi som samfund kan komme stærkere ud af krisen.

En anderledes tilgang til krisen…

En anderledes tilgang til krisen...

Jeg har på det sidste læst en del af erhvervsmanden og “folketingspolitiker-wanna-be” Lars Kolinds blogindlæg og faldt i den sammenhæng over et indlæg om, hvordan virksomheden Unimerco har valgt en anderledes tilgang til den igangværende krise.

Man kan være enig eller uenig i denne virksomheds måde at tackle krisen på, men ikke desto mindre synes jeg, at det er et forfriskende bud på, hvordan man håndterer en krisesituation.

Klik her for at læse det specifikke indlæg om, hvad Unimerco gør anderledes i en krisetid.

95 procent af befolkningen kan faktisk få noget godt ud af finanskrisen…

95 % af befolkningen kan få noget godt ud af finanskrisen

I følge en artikel på epn.dk vil 95 procent af befolkningen rent faktisk kunne få noget godt ud af den aktuelle finanskrise.

Jævnfør udtalelser fra privatøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Eriksen, “er det trist for de 5 procent af os, der er arbejdsløse eller bliver det. Men for de andre 95 procent giver finanskrisen en masse fordele”.

Som bekendt er skatten blevet laveret for de fleste pr. 1. januar 2009. Benzin og olie er billigere, end det har været i månedsvis (hvilket blandt andet gør det billigere at bruge bilen og opvarme boligen). Renten er utrolig lav og priserne på fødevarer stiger ikke længere – snarere tværtimod. Og skal du købe en bil, er prisen på både en ny og en brugt bil lavere end for et år siden.

Så alt i alt er det på mange måder blevet billigere at være dansker i forhold til samme periode sidste år. Skal vi, der hører til de omtalte 95 % af befolkningen, så ikke bare komme ud over bakkerne og begynde at forbruge os ud af finanskrisen?

Borgerligt Centrum: Svarer det ikke til…

Svarer det ikke til...

Så blev det gjort officielt: Simon Emil Ammitsbøl stifter et helt nyt politisk parti med navnet “Borgerligt Centrum”.

Umiddelbart virker det på mig som om, at Borgerligt Centrum er en slags klon af Liberal Alliance. Der er i hvert fald rigtig mange lighedspunkter.

Under alle omstændigheder kan jeg ikke lade være med at drage en parallel til erhvervslivet: I den aktuelle finanskrise, hvor boligmarkedet er kollapset, ville du så starte som ejendomsmægler? Næppe, for uanset om man måtte have en god forretningsidé, er timingen er ganske enkelt helt hen i vejret! Det samme mener jeg gælder Simon Emil Ammitsbøl.

Oven på Liberal Alliances nærmest farceagtige deroute i dansk politik, tror jeg, det bliver mere end svært at finde nok med vælgere, der tør sætte deres kryds ud for Borgerligt Centrum (hvis det da overhovedet kommer til at lykkes for Simon Emil Ammitsbøl, at skaffe de nødvendige 20.000 underskrifter).

Og jeg er åbenbart ikke den eneste, der ikke rigtig tror på det nye parti. For som Niels Krause-Kjær skriver på hans blogBerlingske.dk, så synes projektet stendødt på forhånd.

Men vi kan jo begge tage fejl.

Apropos den aktuelle finanskrise…

Apropos den aktuelle finanskrise, så faldt jeg over et interessant råd på Junioramas blog. Det drejer sig om, hvad det er bedst at investere i for tiden. Klik her for at at se det gode råd :o)

Hvad vil du for øvrigt selv investere i, hvis du blev udstyret med 1.000 dollars svarende til cirka 5.400 kroner? Øl, aktier, tøj, ferierejser, vingummibamser eller noget helt andet?

%d bloggers like this: