Så er der kun ni dage tilbage…

Så er der kun ni dage inden jeg skal løbe mit 100 km løb.

Heldigvis har jeg stadigvæk så travlt med forberedelserne til løbet, at jeg heldigvis ikke har så meget tid til, at tænke over den store fysiske og mentale udfordring som løbet vil være.

Faktisk er det lige før, jeg bliver forpustet over selve forberedelserne og en kilometerlang tjekliste, der blandt andet indeholder følgende:

  • Planlægge rute
  • Købe nye løbesko (stor tak til de dygtige folk hos Kaiser Sport)
  • Købe nyt løbetøj (tights, t-shirts, windbreaker, løbesokker m.m.)
  • Købe ny rygsæk
  • Købe proviant (energibarer, energigel, proteinbarer og frugt)
  • Tømme pulsur for data
  • Udskifte batteri på pulsur
  • Udskifte batteri på pulsbælte
  • Købe ekstra batterier til GPS-modtager
  • Finde mobiltelefon, der kan holde strøm i mange timer
  • Koordinering af, hvem der kan kører rundt med forsyninger
  • Koordinering med DR i.f.m. tv-optagelser
  • Evt. fotografering af mig undervejs
  • Vabelplastre

Er der noget jeg har glemt?

Nedtællingen for alvor i gang…

Så er nedtællingen for alvor i gang...

Nedtællingen til mit 100 km løb er for alvor i gang.

Der er nu kun 11 dage tilbage, inden jeg starter på den største fysiske og mentale udfordring jeg nogensinde har givet mig selv.

Lørdag, den 9. maj, formodentlig omkring klokken seks om morgenen, begiver jeg mig ud på turen, der kommer til at gå fra fitness dk lokaler på Nygaardsvej på Østerbro og så ellers bare nord på, op langs Strandvejen.

Når jeg så har løbet de første 50 km (hvilket vil være et par kilometer fra Hornbæk) vender jeg om og tager nøjagtig samme rute tilbage igen. Så har jeg nemlig fornøjelsen af, at kunne nikke genkendende til diverse seværdigheder, bygninger og lignende på returvejen og tænke, at her har jeg været før og nu er der ikke så langt igen :-)

De næste 11 dage kommer selvsagt til at gå med en hel del forberedelser og ikke mindst masser af målrettet træning.

Selv om jeg er ved godt mod og er fast besluttet på at gennemføre løbet, ville jeg lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg også er lidt nervøs. Omvendt ville løbet heller ikke være en reel udfordring, hvis jeg ikke fornemmede et vist element af usikkerhed og nervøsitet.

Det bliver spændende…

For et år siden…

For et år siden 10. april 2008

For et år siden skrev jeg et indlæg om, at folk ikke skulle forstyrre mig i de kommende dage i forbindelse med afviklingen af “The Masters“, som er en verdens mest traditionsrige og prestigefyldte golfturneringer.

I år kan jeg mærke, at jeg er lidt mindre “religiøs” i forhold til The Masters, men omvendt har jeg selvfølgelig også fået lidt andre prioriteter, blandt andet i forhold til træning og fitness.

Men derfor kommer jeg selvfølgelig alligevel til at følge med i denne spændende og meget traditionsrige turnering :-)

En rigtig fed spinningevent…

En rigtig fed spinningevent...

I dag deltog jeg i en ekstraordinær omgang konditionstræning i form af en tre timers spinning event hos fitness dk på Nygaardsvej på Østerbro.

Det var Annette Berg, som efter min mening er Danmarks spinningdronning nr. 1, der havde arrangeret denne event. Og det blev til en sjov event med masser af energi og underholdning, blandt andet som følge af brugen af en storskærm, hvor vi kunne se Tour de France videoer og som blev brugt som et aktivt element af dagens træning. Vi lavede blandt andet en “virtuel opstigning” af Alpe d’Huez og fulgte de professionelles rytteres rytme og hastighed :-)

Det var en superfed omgang spinning og jeg fik faktisk fyret ikke mindre end 3.243 kalorier af i løbet af de tre timer. Og med en gennemsnitspuls på 84 procent af min maksimumpuls i løbet af de tre timer, fik jeg virkelig givet den gas.

Det hjalp selvfølgelig på kalorieforbrændingen, at jeg startede eventen med, at stå op i ikke mindre end 60 minutter i træk. Det var selvfølgelig en sejr i sig selv at gøre det, men omvendt er jeg ikke i tvivl om, at jeg kommer til at få ømme stænger i morgen :-)

Desværre sluttede dagens træning med en irriterende oplevelse hos fitness dk. Efter tre timers sveddryppende spinning, var det tid for at komme i afslappende bad. Efter at have været i bad og fået noget rent tøj, skulle jeg bruge mine løbesko, som jeg havde sat oven på mit skab i omklædningslokalet. Problemet var bare, at løbeskoene ikke længere stod der, da jeg kom tilbage fra spinning. Et eller andet langfingret fjols havde valgt at stjæle min Nike Air løbesko, som jeg havde købt på udsalg for cirka to måneder siden for 499 kroner.

Hvad i alverden er det, der gør at en eller anden valgte at stjæle noget så banalt som et par løbesko? Skoene var ganske vist velholdte, men alligevel er det brugte sko, som ikke lignede en million. Ikke desto mindre findes alligevel mennesker, som jeg åbenbart deler omklædningslokale med, men som alligevel ikke kan finde ud af, at skelne mellem, hvad der er mit og deres :-(

Anyway, ganske vist betød det, at jeg måtte gå ud til min bil og fra bilen og hen til min lejlighed i strømpefødder, men det skulle alligevel ikke ødelægge en rigtig fed spinningevent, som jeg håber kommer igen meget snart.