En trist statistik, som du kan gøre dit for at ændre lidt ved…

En trist statistik...

I dag faldt jeg tilfældigvis over en gammel artikel fra oktober måned 2008, hvor man kunne læse om, at butiksdøden har afløst forbrugsfesten.

Allerede på det tidspunkt tilbage i 2008, var der lukket ikke mindre end 2.200 butikker, som følge af en afmatning i forbruget og fordi finanskrisen har fået bankerne til at smække kassen i overfor de handlende.

Desværre er denne tendens næppe blevet bedre i løbet af de første tre måneder af 2009.

I den sammenhæng kan jeg som gammel detailmand ikke lade være med at komme med en opfordring til forbrugerne om, at støtte de lokale butikker med daglige, ugentlige eller månedlige indkøb således, at butiksbilledet ikke kun kommer til at bestå af de økonomisk stærke kapitalkæder.

Kædebutikker skal såmænd nok overleve finanskrisen, hvorimod at mangfoldigheden i det lokale butiksbillede skal komme fra de små specialbutikker og disse butikker behøver virkelig din hjælp for at overleve i denne tid.

Til gengæld tror jeg også, at de små specialbutikker skal blive endnu bedre til at fokusere på service, udvalg og specialviden. Ja, faktisk tror jeg, at de lokale specialbutikker i endnu højere grad skal gøre dette til deres varemærke og særegenhed.

Ellers er jeg ganske enkelt bange for, at finanskrisen for alvor kommer til at tage livet af et stort antal mindre specialbutikker. En ting er, at mange forbrugere desværre holder igen på pengene for tiden, på trods af langt de fleste danskere har flere penge mellem hænderne i dag, end de havde for et år siden. Noget andet og langt mere alvorligt for de små handlende er, at de forbrugere, der så endelig handler, desværre ofte bliver fristet af billige slagtilbud i de store kædebutikker.

Så tænk selv over dette, når du næste gang skal købe såvel dagligvarer som varige forbrugsgoder. Hvis du kan handle disse varer hos en af specialbutikkerne i din egen by og ellers udvalg, service, rådgivning og prisen er fornuftig, vil du helt sikkert kunne hjælpe til med at beskytte mangfoldigheden i dit nærområde ved at handle lokalt.

Endnu en trist verdensrekord…

Efter det er blevet “afsløret“, at danskerne har verdensrekord i forbruget af sukker på ikke mindre end 60 kilo i snit om året pr. indbygger, har regeringens forebyggelseskommission foreslået højere afgifter på chokolade, sukkervarer og sodavand.

Det er jo helt vildt med ikke mindre end 60 kilo sukker i gennemsnitlig forbrug pr. indbygger. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forholde mig til det tal. Prøv at forestille dig, at man stabler 60 pakker 1-kilos sukkerposer ved siden af hinanden – det er jo helt vildt!

Personligt har jeg det fint med, at det offentlige forsøger på at adfærdsregulere usund levefærd via stærkt forøgede afgifter på eksempelvis chokolade, slik eller sodavand. Jeg tror, at det kan være svært for folk, at undvære deres “fix”, men så lad os i det mindste prøve på at regulere det ved, at gøre det dyrere for folk at få deres “fix” i form af sukkerholdig sodavand, slik, is eller lignende.

Jeg ved godt, at det indebærer en lang række problemstillinger og udfordringer, men lad os prøve på at gøre noget ved dem, frem for bare at sige, at det er op til folk selv. For “folk” kan tydeligvis ikke selv styre det med et sukkerforbrug på cirka 60 kilo pr. indbygger!

Hvad med dig selv, bruger du mere eller mindre end 60 kilo sukker om året?