God idé: Drop børnechecken til velstillede

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk omhandlende et forslag fra den konservative transportminister Lars Barfoed, der mener det skal være slut med at alle familier automatisk får en check ind af døren, bare fordi de har børn.

Til gengæld vil Lars Barfoed give flere midler til de svageste i samfundet, blandt andet gennem reformer af efterløn, førtidspension, kontanthjælp og børnepenge.

Jeg har været inde på det før her på bloggen, og jeg synes stadigvæk, at man skal stoppe med at give børnechecken til alle børnefamilier, og det samme gælder egentlig også ældrechecken.

Jeg kan godt forstå, at landets borgere efterhånden mere og mere ser sig selv som (for)brugere i et velfærdssystem, når staten bare sender checks ud til alle børnefamilier og pensionister.

Fundamentalt set er jeg af den holdning, at hvis man er velstillet bør man også klare sig selv. Så lad os endelig få gjort op med børnecheck til alle tankegangen, og i stedet give flere penge til de børnefamilier, der virkelig har brug for det.

En trist statistik, som du kan gøre dit for at ændre lidt ved…

En trist statistik...

I dag faldt jeg tilfældigvis over en gammel artikel fra oktober måned 2008, hvor man kunne læse om, at butiksdøden har afløst forbrugsfesten.

Allerede på det tidspunkt tilbage i 2008, var der lukket ikke mindre end 2.200 butikker, som følge af en afmatning i forbruget og fordi finanskrisen har fået bankerne til at smække kassen i overfor de handlende.

Desværre er denne tendens næppe blevet bedre i løbet af de første tre måneder af 2009.

I den sammenhæng kan jeg som gammel detailmand ikke lade være med at komme med en opfordring til forbrugerne om, at støtte de lokale butikker med daglige, ugentlige eller månedlige indkøb således, at butiksbilledet ikke kun kommer til at bestå af de økonomisk stærke kapitalkæder.

Kædebutikker skal såmænd nok overleve finanskrisen, hvorimod at mangfoldigheden i det lokale butiksbillede skal komme fra de små specialbutikker og disse butikker behøver virkelig din hjælp for at overleve i denne tid.

Til gengæld tror jeg også, at de små specialbutikker skal blive endnu bedre til at fokusere på service, udvalg og specialviden. Ja, faktisk tror jeg, at de lokale specialbutikker i endnu højere grad skal gøre dette til deres varemærke og særegenhed.

Ellers er jeg ganske enkelt bange for, at finanskrisen for alvor kommer til at tage livet af et stort antal mindre specialbutikker. En ting er, at mange forbrugere desværre holder igen på pengene for tiden, på trods af langt de fleste danskere har flere penge mellem hænderne i dag, end de havde for et år siden. Noget andet og langt mere alvorligt for de små handlende er, at de forbrugere, der så endelig handler, desværre ofte bliver fristet af billige slagtilbud i de store kædebutikker.

Så tænk selv over dette, når du næste gang skal købe såvel dagligvarer som varige forbrugsgoder. Hvis du kan handle disse varer hos en af specialbutikkerne i din egen by og ellers udvalg, service, rådgivning og prisen er fornuftig, vil du helt sikkert kunne hjælpe til med at beskytte mangfoldigheden i dit nærområde ved at handle lokalt.

%d bloggers like this: