For et år siden…

For et år siden 28. marts 2008

For et år siden skrev jeg et indlæg om den hollandske politiker Geert Wilders’ og hans efter min mening stadigvæk tomme og unødvendige provokation.

“Fitna”: En tom og unødvendig provokation

Jeg har netop set den stærkt omdiskuterede film “Fitna”, som den højreorienterede og islamkritiske hollandske politiker Geert Wilders trods mange protester alligevel har valgt at publicere på nettet.

Filmen, der varer i et kvarters tid, er efter min mening en tom og unødvendig provokation. Jeg synes “Fitna” på manipulerende vis forsøger at skabe et ensidigt og misvisende negativt billede af islam og verdens muslimer. Ja, der findes muslimske terrorister på denne klode, men det altdominerende flertal af verdens muslimer er nu engang fredelige mennesker og specielt dem, der bor i den vestlige verden. Og personligt har jeg kun gode og positive erfaringer med herboende muslimer og jeg vælger nu engang, at bedømme denne gruppe af mennesker ud fra mine egne erfaringer og oplevelser og ikke ud fra en stærkt propagandistisk film.

Jeg håber derfor verden kan gennemskue, at Geert Wilders’ film ikke er andet end en provokation. Af samme årsag håber jeg også, at “Fitna” går hen i glemsomheden af sig selv og gerne hurtigst muligt.