Glögg der virkelig smager af noget :o)

Inden I forfalder til den lette løsning, når der skal servere glögg og bare drøner ned på tankstationen for at købe papvin og Blomberg glöggmix, så får I her en opskrift på, hvordan verdens bedste glögg skal laves :-)

Ingredienser:

  • 2 flasker rigtig god rødvin
  • 1 flaske god portvin
  • 1/4 flaske spiritus (eksempelvis mørk rom)
  • 250 gram rosiner
  • 1 stang vanille
  • 1 stang kanel
  • 1 håndfuld nelliker
  • Skallen af 1 citron
  • Skallen af 2 appelsiner
  • 150 gram friskhakkede mandler
  • Rørsukker efter smag

Tilberedning:

  • Portvin (ja, hele flasken), vanille, kanel, nelliker, citronskal og appelsinskal blandes i en stor gryde. “Substansen” skal herefter trække i 24 timer.
  • Spiritussen (eksempelvis den mørke rom) og rosinerne blandes i et andet fad. Denne “substans” skal ligeledes trække i 24 timer.
  • Vanille- og kanelstængerne samt citron- og appelsinskallerne sies fra portvinen (for alkoholhungrende personer er det selvfølgelig tilladt at gnaske vanille- og kanelstængerne i sig, hvis man har de lyster).
  • Tilsæt nu de friskhakkede mandler og de to flasker rigtig god rødvin og varm herefter væsken op til lige under kogepunktet.

Servering:

Den varme glögg serveres i kopper eller varmebestandige glas med en skefuld rosin- og spiritusblanding og sødes med rørsukker efter smag og behag. Man kan også vælge at komme rosin- og spiritusblandingen i selve glöggen under opvarmningen, men pas på blandingsforholdet – ellers øges chancen for hovedpine betragtelig :o)

Tilbehør:

Æbleskiver, brændte mandler, nødder, konfekt, julesmåkager, samt en håndfuld hovedpinepiller, hvis du spiser mere end 25 rosiner fra spiritusblandingen :o)

Opskriften rækker til 8-10 personer med “normal” tørst.

Skål og god jul :o)