Så fik jeg målt ruten præcist op…

En anden ting som jeg heller ikke har fået gjort noget ved siden jeg gennemførte 100 km løbet, var at få analyseret GPS-logfilen således, at jeg kunne finde ud af, hvor langt jeg præcist havde løbet.

Nu havde jeg med vilje sørget for, at den planlagte rute ud var bare lidt længere end 100 km. Det ville lige som være rimelig ærgerligt, hvis jeg nåede i mål og så bagefter fandt ud af, at jeg faktisk kun havde løbet eksempelvis 99,7 km. Det ville jo være endsbetydende med en om’er, hvilket jeg ikke var interesseret i – i hvert fald ikke endnu.

Men nu har jeg langt om længe fået analyseret GPS-logfilen fra selve løbet og jeg kan med glæde konstatere, at jeg har løbet en distance på præcis 101,960 km.

Ergo kan jeg med sindsro stadigvæk kalde mig selv for “The 100 km Guy“, ja faktisk lidt mere end det, men 100 km kan også gøre det :-)

Fantastisk golf-gadget :o)

sureshotgps3.jpg

I går havde jeg taget fri for at kunne deltage i en pro-am turnering på Scanplan Tour, som blev spillet på Dragsholm Golf Club. Banen ligger i naturskønne omgivelser, ca. 20 km nordvest for Holbæk. Vi spillere havde dog mere travlt med at koncentrere os om, at prøve på at styre golfbolden i den utrolig stærke blæst, end at nyde den skønne natur. Det var selvfølgelig også den primære (hvis ikke den eneste) grund til, at jeg spillede så dårligt som jeg gjorde :o)

Jeg vil derfor hellere fortælle om en fantastisk lille golf-gadget, som jeg stiftede bekendtskab i forbindelse med turneringen. En af sponsorerne havde nemlig medbragt et par testeksemplarer af “SureShot GPS“, som er en ultrakompakt lille GPS-afstandsmåler, udviklet specielt til brug på golfbanen. Når du først har indlæst de ønskede golfbaner på den lille enhed (op til 10 forskellige af gangen), er det muligt at få en meget præcis afstand til den næste bunker, sø, å, dogleg knæk eller midten af green uanset, hvor du måtte stå på banen.

Dermed slipper du for at skulle studere baneguider, tælle skridt eller på anden måde gætte sig til afstanden, hvis man ikke lige er i nærheden af de normale afstandsmarkeringer på banen. Samtidigt kan SureShot GPS bruges til at forskellige former for statistik over sit golfspil.

Vores hold fik mulighed til at få en SureShot GPS med ud på banen og jeg må indrømme, at denne lille golf-gadget er utrolig effektiv og virkelig er et reelt hjælpemiddel ude på banen – specielt, hvis man ender andre steder end på fairway, hvad der af og til sker for mig :o) SureShot GPS er derfor et “must have” for enhver golfspiller, der aldrig vil gå ned på udstyret. Jeg vil dog anbefale, at du lige tjekker, om din hjemmeklub tillader brug af GPS-afstandsmålere, inden du brænder ca. 4.000 kroner af på denne gadget – den kan jo lige som kun bruges på en golfbane :o)