Fortsat spild af papir…

På denne tid af året bliver der som bekendt spildt adskillige regnskove på tonsvis af julekataloger. Og for at det ikke skal være løgn, bliver der såmænd fældet yderligere en skov eller to i form af, at De Gule Sider nu er i fuld gang med at uddele deres lokale fagbøger i hele landet, i mit eget tilfælde “Storkøbenhavn Fagbogen for 2011” – en lækker lille telefonbog på lidt over 600 sider!

Jeg har før givet udtryk for, at jeg synes det er spild af papir at fortsætte med at udgive fysiske telefonbøger på den måde som man fortsat gør. For et par år siden viste tal, at der blev trykt i omegnen af 10 millioner telefonbøger om året, hvilket svarer til ca. 6.500 tons papir og en udledning på ca. 13.000 tons CO2. Og da jeg har en formodning om, at det er et fåtal, der efterhånden bruger gammeldags telefonbøger, og størstedelen af disse millioner af telefonbøger ryger direkte i genbrugscontaineren, er der altså tale om miljøspild i stor skala.

Jovist, der findes helt sikkert en gruppe af borgere, der stadigvæk vælger at bruge en gammeldags telefonbog til at finde et telefonnummer i, og fint nok med det. Men derfor er der jo ingen grund til at trykke fysiske telefonbøger til samtlige husstande i landet. I stedet burde man lave en ordning, hvor man aktivt tilmelder sig og siger ja tak til at få tilsendt en fysisk telefonbog.

Imidlertid ville det ikke interessant for telefonbogsforlagene at indføre sådan en service. For i så fald ville deres oplag styrtdykke, og dermed ville grundlaget for at sælge annoncer stort set kollapse, eller i hvert fald blive stærkt reduceret.

Jeg forstår dog ikke, hvorfor at annoncører anno 2010 ikke har gennemskuet forlagenes “forretningsmodel”, som jo primært går ud på at fortælle interesserede annoncører om, hvor mange tusindevis eller millioner af husstande de kan ramme ved at komme med i telefonbøgerne. Hvis der nu fandtes officielle tal for, hvor mange der med det samme smed de gammeldags telefonbøger i genbrugscontaineren med det samme, var det næppe så interessant at annoncere på denne måde. I hvert fald ville det nok resultere i et krav om en stærkt reduceret pris på annoncerne, når det reelle antal “læsere” er markant mindre, end det fysiske oplagstal er et udtryk for.

Frisk på at deltage i en lille afstemning? Så klik på et af svarene i nedenstående stemmeboks og fortæl, hvad din hustand gør med de telefonbøger som du/I modtager. Og har du lyst til at kommentere indlægget, er du selvfølgelig mere end velkommen til at smide en kommentar.

Lakker det mod enden for De Gule Sider?

Jeg har før skrevet om det enorme spild af papir, og deraf følgende miljøbelastning, der hvert år opstår i forbindelse med udgivelsen af de gammeldags telefonbøger.

Tallene er ganske vist et par år gamle, men på det tidspunkt blev der trykt ikke mindre end 10 millioner telefonbøger om året, hvilket kræver ikke mindre end 6.500 tons papir og resulterede i en udledning på ca. 13.000 tons CO2.

Men måske er der håb forude. I hvert fald kan jeg konstatere, at dette års udgave af “De Gule Sider” virker betydelig mindre end den forrige udgave. Dermed er mængden af papir reduceret og således også miljøbelastningen.

Efter min mening er det stadigvæk helt unødvendigt med gammeldags telefonbøger, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg har brugt en sådan, og det gælder ikke kun mig. For et par år siden viste en undersøgelse af Danmarks Statistik, at to ud af tre danskere brugte nettet til at finde navne og numre, og mon ikke at det tal er markant højere nu. Det har i hvert fald aldrig været nemmere at søge og finde personer, telefonnumre og firmaer.

Med hensyn til den telefonbog som jeg modtog i dag, så er den i vanlig stil allerede “ekspederet” videre til genbrugscontaineren :-)

Afskaf den gammeldags telefonbog!

telefonbog.jpg

En række miljøorganisationer har fremsat et forslag om, at vi skal droppe de gammeldags telefonbøger med henblik på at skåne miljø og klima. Der bliver faktisk stadigvæk trykt ca. 10 millioner telefonbøger om året, hvilket kræver ikke mindre end 6.500 tons papir. Endvidere medfører produktionen og genanvendelsen af de mange millioner telefonbøger en udledning på ca. 13.000 tons CO2, hvilket svarer til udledningen fra 1.444 gennemsnitsborgere.

Jeg bakker fuldstændig op omkring forslaget fra miljøorganisationerne. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg selv sidst har kigget i en fysisk telefonbog, da jeg altid bruger nettet til at søge oplysninger om navne, firmaer, telefonnumre etc. Det betyder også, at jeg år efter år smider de telefonbøger, som jeg modtager, direkte i genbrugscontaineren.

Efter min mening er de gammeldags telefonbøger ikke andet end en pengemaskine for dem, der udgiver telefonbøgerne. Jeg forstår ikke, hvorfor virksomheder bliver ved med at smide penge efter telefonbogsannoncer, der med stor sandsynlig ikke bliver læst alligevel. Ifølge Danmarks Statistik gik to ud af tre danskere sidste år på nettet for at finde navne og numre. Dermed bliver der trykt ca. 10 millioner telefonbøger for, at en tredjedel af danskerne kan sidde og bladre i en fysisk telefonbog.

Hvad med dig selv? Bruger du stadigvæk de gammeldags telefonbøger eller kun nettet, når du skal søge navne og numre? Skal det være muligt at fravælge den fysiske telefonbog således, der kun bliver trykt telefonbøger til dem, der vil have dem?