Hold kæft og se fodbold Part II

hooligan2.jpg

I oktober sidste år skrev jeg indlægget “Hold kæft og se fodbold” i forbindelse med, at der i pressen blev berettet om, at hooligankulturen desværre breder sig og at der derfor har været forslag fremme om, at der burde indføres et nationalt register med mulighed for at give de værste fodboldbøller en landsdækkende karantæne.

Det viser sig nu igen, at emnet desværre stadig er meget aktuel. Det er netop kommet frem i pressen, at anklagemyndigheden har rejst tiltale mod syv mænd for at planlægge brutal og farlig vold mod primært FCK-tilhængere, men det skulle også gå udover kontrollører og politifolk ved en kommende fodboldkamp mellem Brøndby og FCK. De syv mænd har tilknytning til gruppen “South Side United”, som består af Brøndbyfans (der selvfølgelig ikke har noget at gøre med Brøndbys officielle fanklub).

Jeg synes virkelig, at det er trist, at vi i et moderne samfund stadig oplever, at der er mennesker, som vælger at anvende den slags middelalderagtig agitation, når de går til en fodboldkamp. Personligt støtter jeg, at man slår hårdt og effektivt ned på hooligans, for vold uanset karakter skal aldrig accepteres. Desværre er det jo åbenbart ikke nok, at politikfolk og kontrollører beder den slags personer om at opføre sig ordentlig, hvorfor at det måske er tiden til at kigge på et nationalt hooliganregister i et forsøg på at dæmme op for problemet.

Hold kæft og se fodbold

hooligan.jpg

Tilbage i september måned skrev jeg indlægget “Hold kæft og spil fodbold” i forbindelse med UEFA’s nye hårde kurs overfor fodboldspillerne, som brokker sig til dommerne. Moralen i mit indlæg var, at fodboldspillerne, i stedet for at brokke sig, skulle bruge tiden på at spille fodbold – for det er vel det, som det drejer sig om.

Her på det sidste har man i pressen kunne læse om en øget grad af organiseret ballade og slagsmål i forbindelse med fodboldkampe og om, hvordan at hooligankulturen desværre breder sig. Der har været forslag fremme om, at man skal indføre et nationalt register over hooligans med mulighed for at give de værste fodboldbøller en landsdækkende karantæne.

Om et hooliganregister lige er det, der skal til, for at tackle problemet, ved jeg ikke. Hvad jeg til gengæld ved og er helt sikker på for mit eget vedkommende, er at jeg går ind for en nultolerance overfor fodboldvold og for den sags skyld enhver anden form for vold. Vi lever i et moderne samfund og demokrati, hvor det er (og skal være) helt okay at være uenig uanset, om det drejer sig om politik, strikkeopskrifter eller fodbold. Uenigheden skal bare til enhver tid holdes på et verbalt niveau og med en gensidig respekt for, at den anden part har ret til at mene, hvad vedkommende vil.

Jeg vil slutte dette indlæg i nogenlunde samme stil som indlægget om fodbolddommernes øgede brug af advarsler ved at sige: Hold kæft og se fodbold!