Så lad os komme af med den lukkelov…

Så lader det til, at der for første gang nogensinde er et politisk flertal for en fjernelse af lukkeloven. I hvert fald har de Konservative nu ændret officiel politik på området jævnfør en artikel på epn.dk. Denne ændring medfører nemlig, at der kan dannes et flertal sammen med Venstre og Dansk Folkeparti for en afskaffelse af loven.

Som jeg før har givet udtryk før, synes jeg, Folketinget skal få afskaffet lukkeloven. Det gør jeg først og fremmest fordi, jeg ikke tror på, at en begrænsning i åbningstiderne gør at den lille købmand eller specialbutikken overlever. Specialbutikkerne skal efter min mening konkurrere på udvalg, kvalitet, viden og et højt serviceniveau. Specialbutikkerne behøver til gengæld ikke holde åbent til kl. 19.00 eller 20.00 på hverdage og til kl. 17.00 i weekenden.

Basalt set er jeg af den holdning, at hvis danske forbrugere ønsker et varieret gadebillede med masser af spændende specialbutikker, så bliver forbrugerne ganske enkelt nødt til at tage et personligt ansvar for at handle i landets specialbutikker på løbende basis. Lukkeloven kan ikke redde de små butikker, men det kan du ved at placere en del af dit indkøb der uanset, om der er tale om kød, grøntsager, brød, tøj, elektronikprodukter, bøger eller lignende.

Et helt andet problem i forhold til de mindre handlende er for øvrigt vores lovgivning på erhvervslejemål, som blev revideret for nogle år siden. Udlejer kan nemlig kræve en forhøjelse af huslejen, hvis han/hun kan dokumentere, at den generelle markedsleje i et område er højere. Og med masser af store kapitalkæder, der stadig er på udkig efter gode lejemål og som gerne betaler forholdsvis høje huslejer, har en udlejer forholdsvis nemt ved at varsle markant højere huslejer overfor de små handlende. Dermed bliver det endnu sværere for disse at få en rentabel forretning ud af at drive en specialhandel.

Så lad os komme af med lukkeloven og i samme moment få fjernet den pasus i erhvervslejelovgivningen, der gør at en udlejer alt for nemt kan hæve huslejen til et ofte horribelt niveau. Og så husk at handle hos dine lokale specialbutikker og gerne hver eneste uge – i hvert fald når det gælder grønthandleren, slagteren og vinhandleren :o)

Få nu afskaffet den lukkelov!

bc.jpg

Jeg har netop læst i Berlingske Tidende, at Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, foreslår lukkeloven afskaffet, når det politiske forlig om denne lov udløber næste år. Samtidigt ønsker Jacob Jensen, at planlovens regler om butiksstørrelser skal liberaliseres således, at det fremover er kommunerne selv, der skal afgøre, hvor store eller små butikkerne må være, eller om det overhovedet giver mening at have en maksimalstørrelse.

Personligt holder jeg meget af at handle i de specialbutikker, der kan finde ud af at give rigtig god service og som tilbyder varer og serviceydelser af høj kvalitet. Men desuagtet, at jeg går ind for mangfoldighed i gadebilledet og gerne ser, at der er så mange specialbutikker at vælge imellem som muligt, ønsker jeg helt klart lukkeloven afskaffet.

Jeg tror ikke på, at lovgivning omkring åbningstider kan hjælpe den lille købmand eller specialbutikken til at overleve, hverken på kort eller lang sigt. Specialbutikkerne skal konkurrere på udvalg, kvalitet, specialviden og ikke mindst en supergod service. Specialbutikkerne skal til gengæld ikke forsøge på at konkurrere på åbningstiden og behøver slet ikke at holde åbent til kl. 19.00 eller 20.00 hver dag.

Jeg mener derfor også, at vi lige så godt få afskaffet lukkeloven således, at de butikker der ønsker at udvide deres åbningstider, kan indrette sig efter det, hvis det giver mening og kan betale sig. Jeg kan i samme moment heller ikke lade være med at føle, at der er en udtalt grad af dobbeltmoral hos de forbrugere, der synes at lukkeloven skal bevares, men som alligevel vælger at foretage størstedelen af deres indkøb i supermarkederne. Hvis man som forbruger ønsker, at den lokale købmand, slagter, vinbutik, bager eller tøjbutik skal overleve, må man selv gøre en aktiv indsats ved at placere en del af sine indkøb hos disse butikker. Lukkeloven giver i sig selv ikke smør på brødet for de små handlende – det gør dine indkøb til gengæld.