Denne gang beholder jeg min iPhone

For cirka seks uger siden lykkedes det mig, at få fat i et eksemplar af den nye Apple iPhone 3G smartphone (klik her for at læse om min umiddelbare oplevelse af iPhone 3G).

Jeg har to gange tidligere droppet iPhone i skuffelse over manglende understøttelse af push mail og 3G-netværk. Men denne gang har jeg dog besluttet mig for at beholde min iPhone.

Ganske vist var batterilevetiden ikke noget at råbe hurra for i starten, men efter at Apple lancerede en softwareopdatering af iPhone, er batterilevetiden blevet markant bedre. Samtidigt kan man nu ændre i kalenderaftaler, der er oprettet i Outlook. Man kan dog stadigvæk ikke invitere andre til at deltage i en kalenderaftale, men mon ikke Apple får rettet den mangel i en fremtidig softwareopdatering.

Faktisk har jeg langt mere glæde og gavn af min iPhone 3G, end af nogen af mine tidligere smartphones. Jeg bruger selvfølgelig telefon, sms, mail og kalender utrolig meget i forbindelse med mit job, men jeg har også stor gavn af nogle af de små applikationer, som man kan downloade fra Apples App Store. Jeg er blandt andet blevet ganske glad for WordPress applikationen, som gør det muligt at skrive og rette i indlæg, når jeg ikke lige er i nærheden af min computer. Det samme gælder Facebook applikationen, der gør det nemt at opdatere status, chatte og svare på beskeder.

Så alt i alt er jeg blevet rigtig glad for min iPhone 3G. Ordsproget om “alle gode gange tre” kom således til at holde vand denne gang :o)

Hvis batteritiden på iPhone 3G driller…

Hvis du (lige som jeg) synes, at batterilevetiden på din iPhone 3G ikke er god nok, hvis du har slået både 3G, push mail, GPS og Bluetooth til på en og samme tid, kan du få lidt inspiration til, hvordan du kan forlænge batterilevetiden på iPhone ved at besøge Guy Kawasakis blog.

Klik her for at se hans indlæg om “The Art of iPhone Battery Life”.

Den nye iPhone 3G virker lovende…

Selv om jeg to gange tidligere havde droppet Apple iPhone på grund af frustrationer over den manglende understøttelse af 3G-netværk og push mail, har jeg alligevel valgt at prøve kræfter med den nye iPhone 3G. Den nye model er nemlig opdateret med lige netop 3G og push mail samt en række nye features i forhold til den oprindelige iPhone.

Og indtil videre virker iPhone 3G meget lovende. Datahastigheden er ikke overraskende blevet markant bedre som følge af 3G-netværket (til orientering bruger jeg SONOFON som mobiloperatør), hvilket smitter positivt af på brugeroplevelsen, når man surfer, tjekker mails eller bruger andre applikationer, som trækker på netværksforbindelsen. Men den mest positive forbedring efter min mening er push mail understøttelsen. Nu bliver mail, kalender og kontaktpersoner helt automatisk opdateret “over the air” :o)

Lidt malurt i bægeret er dog, at 3G-understøttelsen og push mail virkelig koster batteritid. Jeg kan i hvert fald ikke få min iPhone til at holde strøm en hel dag og der skal lades i løbet af dagen. Samtidigt kan man ikke indstille særlige mange synkroniseringsparametre, herunder eksempelvis om mails skal downloades med eller uden vedhæftede filer. Samtidigt er der fortsat visse begrænsninger i kalenderdelen i forhold til at kunne rette i aftaler, men det er dog til at leve med. Og sidst, men ikke mindst, er det uforståeligt, at Apple stadigvæk undlader at udstyre iPhone med en Task/To Do applikation. Men man har jo lov til at håbe på, at det kommer i næste større softwareopdatering af iPhone.

Alt i alt ser iPhone 3G som nævnt lovende ud og måske kommer det gamle ordsprog om “alle gode gange tre” til at holde vand i mit tilfælde :o)

Anbefalelsesværdig iPhone blog

iphone_blog.jpg

Hvis du er en af de heldige, som allerede har fået fingre i en Apple iPhone, selvom den endnu ikke er blevet officielt lanceret i Danmark, er du måske på udkig efter programmer, tips og tricks og lignende.

I den sammenhæng kan jeg anbefale det danske website “iPhone Blog“, der indeholder masser af gode indlæg om iPhonen, unlock og bootloader guides, hacks, anmeldelser, brugerforum og meget andet.

Min iPhone får en chance til

iphone4.jpg

Tilbage i oktober måned sidste år sagde jeg farvel og tak til min Apple iPhone efter den havde været en skuffende oplevelse for mig (klik her for at læse om mit førstegangindtryk af iPhone og her for at læse min begrundelse for at droppe den på daværende tidspunkt).

Helt overordnet set var jeg utilfreds med den manglende understøttelse af 3G-netværk og at Apple ikke har udstyret iPhone med ægte push mail funktionalitet. Samtidigt var det irriterende, at synkronisering af kontakter og kalenderaftaler udelukkende kan ske via kabeltilslutning til iTunes frem for, at Apple i det mindste sørgede for at man kunne synkronisere via Bluetooth.

Men desuagtet min skuffelse over de nævnte punkter, har jeg alligevel taget min iPhone til nåde efter, at have oplevet den i brug hos nogle af mine venner. Jeg må krybe til korset og indrømmer nu blank, at iPhonen har en “sexiness” som ingen anden smartphone på markedet kan fremvise. Den er ganske enkelt superlækkert lavet og brugerinterfacet er fantastisk flot lavet med masser af wauw-effekt.

Jeg krydser fingre for, at iPhonen “overlever” lidt længere i mit selskab i denne omgang og indtil videre ser det ganske lovende ud :o) Det ville dog hjælpe rigtig meget, hvis Apple begyndte at supportere ægte push mail.

No surprise at iPhone ikke sælger i Europa

Jeg læste forleden, at salget af Apples meget hypede iPhone skuffer fælt i Storbritannien. Ikke engang julehandlen kunne sætte gang i salget af iPhone, der er prissat til 269 pund plus minimum 35 pund om måneden i 18 måneder i abonnement og forbrug (altså vil en iPhone koste minimum ca. 9.000 kroner i Storbritannien). Hvor der er blevet solgt op imod fire millioner iPhones i USA og der fortsat er stor efterspørgsel efter produktet, har Apple oplevet noget der minder om det modsatte i de få europæiske lande, hvor iPhone er blevet lanceret.

Egentlig er jeg ikke så overrasket over iPhone ikke er en succes i Europa. Det virker nemlig som om Apple ikke forstår de afsætningsmæssige forudsætninger, der ligger til grund for det store europæiske mobilmarked. Her sælges en stor del af mobiltelefonerne med tilskud fra mange forskellige operatører og forhandlere i modsætning til Apples afsætningsmodel, hvor man kun vælger ét mobiltelefonselskab per land. Desuden hjælper det heller ikke på den “naturlige” prissætning af iPhone, at Apple kræver at få andel i mobiltelefonselskabernes indtægter på taletid og datatrafik. Tværtimod gør det iPhone forholdsmæssig dyrere end tilsvarende smartphones fra andre producenter. Sidst, men ikke mindst, er det selvsagt også et problem, at Apple har valgt at lancere en 2G-mobiltelefon i et forholdsvis teknologimodent marked som det europæiske.

Jeg tror derfor Apple skal overveje at ændre afsætningsmodellen i Europa og erkende, at “one size fits all” ikke dur i et europæiske marked, der er kendetegnet ved at have mange forskellige operatører, et utal billige og forbrugervenlige abonnementsformer samt en massiv konkurrence på mobiltelefoner med tilskud. Vælger Apple til gengæld at tilpasse sig til de generelle vilkår i det europæiske marked for mobiltelefoner, tror jeg til gengæld godt de kan få succes med iPhone, om end jeg ikke tror på samme vilde salgstal som vi har set i USA.

Farvel til iPhone – i hvert fald for nu…

apple_iphone4.jpg

For små 14 dage siden fik jeg som bekendt fingre i en Apple iPhone (klik her for at læse mere om mit førstegangindtryk), men som jeg allerede tilkendegav dengang, så var jeg ikke overbevist om, at en iPhone var noget for mig i forhold til mine krav til en smartphone.

Efter at have kæmpet lidt med at få mailklienten i iPhone til at spille sammen med firmaets Exchange server, fik jeg langt om længe mailsynkroniseringen til at fungere. Det fungerer dog ikke optimalt, idet IMAP mailsynkroniseringen er meget langsom, hvis man bruger mobiltelefonens GRPS- eller EDGE-dataforbindelse. Med en Wi-Fi forbindelse foregår mailsynkronisering med en fornuftig hastighed, men man har jo altså ikke altid adgang til et hotspot, når man er på farten. Samtidigt findes der fortsat ikke løsning på, hvordan man kan få synkroniseret kalenderaftaler og kontaktpersoner, uden at man absolut skal tilslutte iPhone til iTunes via sin computer.

Det bliver derfor kun til et kort bekendtskab med Apple iPhone for mit vedkommende, når der nu ikke findes en tilfredsstillende push mail løsning til “on-the-fly” synkronisering af mail, kalender, opgaver og kontaktpersoner. Jeg kunne have leve med iPhonens skærmtastatur, som jeg er blevet mere fortrolig med, men uden en så væsentlig businessfunktionalitet som push mail, må jeg indrømme at iPhone ikke er noget for mig – i hvert fald ikke lige nu. Kan Apple eller en anden producent til gengæld komme med en push mail løsning á la Microsoft ActiveSync push mail, vil jeg bestemt genoverveje om jeg ikke alligevel skal have en iPhone :o)

Jubii, jeg har fået min iPhone, men…

En af mine medarbejdere var i USA i sidste uge og i den sammenhæng var han så venlig at tage en Apple iPhone med hjem til mig. Der skal lyde en stor tak til Kenneth for det, for dermed behøvede jeg ikke at vente til starten af 2008 (hvor Apple forventes at lancere iPhone i Danmark) med at få fingrene i denne fede gadget.

Jeg må indrømme, at mine forventninger var skyhøje som følge af den massive “hype” der har været i pressen siden januar, hvor Apple fortalte første gang om iPhone. Jeg var derfor nok også forholdsvis nem at skuffe, når det kommer til stykket – i hvert fald på nogle for mig helt væsentlige punkter i forhold til den daglige brug af en smartphone.

Mit allerførste indtryk af Apple iPhone var (og er stadig), at det er et utrolig flot produkt – både hvad angår den fysiske forarbejdning og finish, men selvfølgelig mest af alt i forhold til det helt utrolig flotte og hurtige brugerinterface. iPhone er selvfølgelig 100 procent tro mod Apples “normale” måde at gøre tingene på, d.v.s. at det er superlet at navigere rundt i de mange funktioner og den grafiske brugeroplevelse er som sædvanlig helt i top. Specielt er det imponerende at opleve Safari webbrowseren og iPod-funktionen samt den indbyggede telefonbog, som man let og ubesværet kan bladre igennem ved at stryge en finger let henover skærmen. Samtidigt er lyden i mobiltelefondelen rigtig god.

[Read more…]

iPod Touch: Superfed, men med mangler…

Apple har netop lanceret en række nye smarte iPod’s, heriblandt “Touch”, som fundamentalt set er en iPhone uden mobiltelefondelen. Det betyder, at iPod Touch har samme store berøringsfølsomme skærm og brugerinterface som iPhone er udstyret med. Som den førtste iPod nogensinde, er Touch-modellen blevet udstyret med en Safari browser og man kan dermed få adgang til internettet med via den indbyggede WiFi/WLAN-antenne.

Alt i alt er iPod Touch en virkelig fed gadget, som jeg bestemt godt kunne tænke mig :o) Dog synes jeg, at der er nogle klare mangler ved produktet i form af en alt for begrænset hukommelse på otte eller 16 GB. Hvorfor har Apple ikke lanceret en udgave med minimum en 60 GB harddisk, når nu netop denne iPod er perfekt til videoafspilning? Jeg ved godt, at det ville gøre iPod’en et par millimeter tykkere, men det ville være helt fint.

Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor at Apple ikke har udstyret iPod Touch med en mailklient á la den fra iPhone. Hvorfor overhovedet lade iPod Touch være udstyret med en webbrowser, men ikke en lille mailklient? Det giver overhovedet ikke mening. Omvendt kan Apple jo nå at rette op på denne fejl ved at udsende en softwareopdatering :o)

Det kan de da ikke mene!

appleiphone12.jpgJeg har desværre netop læst, at Apple først kommer til at lancere iPhone i Danmark i løbet af 2008. Det kan de da ikke mene! Apple bliver ganske enkelt nødt til at fremskynde lanceringen af dette helt utroligt fede produkt i et af verdens mest fremmeste lande, når det gælder ny teknologi – om ikke andet, så i det mindste for min skyld :o)

Ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kan jeg såmænd sagtens forstå Apple, der kan sælge alt, hvad der overhovedet kan produceres til det amerikanske marked. Alene på den første dag, hvor Apple var i stand til at levere, blev der solgt hele 200.000 enheder og ikke mindre end 525.000 enheder efter blot tre dage! Nu er man jo tvunget til at købe iPhone med et mobilabonnement og dermed betale et månedligt beløb, men hvis vi et øjeblik bare leger, at enhedsprisen er kr. 4.000, svarer det til at, at Apple allerede har solgt iPhones for over to milliarder kroner! Det er simpelthen for vildt!

Anyway, det ændrer ikke på, det ikke er i orden, at Apple udskyder lanceringen i Danmark til 2008. For at citere Ulrich Thomsen næsten korrekt i “Blinkende Lygter“, så må jeg jo sige, at “den skal jeg da ha'” :o)