Farvel til Linie 3: En klog beslutning

linie3.jpg

Jeg har netop læst på nettet, at det nu langt om længe skulle være slut med Linie 3. Det sker efter, at Preben Kristensen har meldt ud, at han ikke igen vil gå på scenen med Anders Bircow og Thomas Eje.

Ifølge Preben Kristensen er der ikke længere den energi og inspiration, der skal være til for at det er sjovt at drive Linie 3 videre. Samtidigt giver han udtryk for, at både tiden og de tre scenekunstnere har ændret sig så meget, at de nu reelt er vokset fra hinanden.

Personligt bifalder jeg Preben Kristensens beslutning om at lægge Linie 3 i graven og synes, at det er en klog beslutning, som burde havde været taget for mange år siden. Efter at TV 2 havde sendt Linie 3’s jubilæumsshow for jeg ved ikke hvilken gang og at der dermed var blevet tærsket langhalm på vittighederne i sådan en grad, at de var ikke længere var sjove at høre på, var det på høje tid at sige farvel og tak til Linie 3. Jeg håber bare, at TV 2 afholder sig fra at bruge Preben Kristensens officielle farvel til Linie 3 som en undskyldning for endnu engang at genudsende Jubilæumsshowet.