Hvis du overvejer at stemme borgerligt og bor i Gentofte Kommune…

Hvis du overvejer at stemme borgerligt og bor i Gentofte Kommune, kan jeg anbefale dig at stemme personligt på  Thomas Christensen i forbindelse med kommunalvalget.

Jeg har kendt Thomas i over syv år og kender ham som en ung erhvervsmand med masser af energi og entusiasme. Som i alt, hvad Thomas beskæftiger sig med, brænder han for sagen og Thomas har virkelig lyst til at gøre en forskel – også på det lokalpolitiske plan. Samtidig kender jeg Thomas som en god og ligefrem ven, der bakker op og altid står klar til at hjælpe, hvis man har brug for det.

Kort sagt er Thomas et super godt bud på fremtidens borgerlige kommunalpolitiker, fuld af dynamik, holdninger og lysten til at gøre Gentofte Kommune endnu bedre. Læs eventuelt mere om Thomas og hans politiske holdninger på www.stemthomas.nu.

PS: Det er selvfølgelig helt okay for ikke-borgerlige at stemme på Thomas :-)  Faktisk drejer lokalpolitik jo langt mere om den enkelte kommunalpolitikers personlige holdninger og integritet, end om politisk ståsted og partifarve. Kommunalpolitikerens stemme i byrådet gør derfor en stor forskel.

Hvor er din sunde fornuft, Bondam?

Man skulle ellers tro, at Brixtofte-sagen ville få enhver politiker her i landet til at tænke sig om mindst to gange, inden at han eller hun flotter sig på borgernes bekostning. Imidlertid har det ikke afskrækket Klaus Bondam for at bruge ikke mindre end 1,3 millioner kroner på repræsentation, siden han tiltrådte 1. januar 2006 som borgmester for Teknik- og Miljøforvaltning i Københavns Kommune. Pengene er blandt andet gået til en ny Saab 9-5 Sports Sedan, taxi (øh, hvorfor så købe Saab’en?), blomster, rejser, frokostmøder og middage med kuvertpriser på op til næsten 1.700 kroner pr. næse!

Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvor er din sunde fornuft, Klaus Bondam? Og hvor er din respekt for borgernes skattepenge? Det er såmænd ikke fordi, at jeg synes at vores politikere skal være decideret puritanske i forhold til repræsentationsomkostninger, men efter min mening har folkevalgte en ekstra stor forpligtelse til at udvise mådehold og være omkostningsbevidste. Den holder derfor ikke, når Klaus Bondam – da han bliver konfronteret med kuvertpriser på næsten 1.700 kroner af en journalist – prøver på at bortforklarer det med, at han ikke kendte de uskrevne regler. Uskrevne regler eller ej, så kan jeg ikke forestå at Klaus Bondams sunde fornuft ikke fortalte ham, at næsten 1.700 kroner pr. næse er fråseri på borgernes bekostning.