40 % flad skat er stadigvæk en god idé…

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

Endnu et bud på en anderledes tilgang til den igangværende krise…

Endnu en anderledes tilgang til den igangværende krise...

I forlængelse af mit indlæg fra i går om en anderledes tilgang til krisen, faldt jeg over endnu et interessant indlægLars Kolinds blog.

Denne gang skriver Lars om mellemperspektivet ved den aktuelle finanskrise og hvad en lokalsamfund kan gøre for at udnytte krisen til at stå endnu stærkere i fremtiden.

Lars’ forslag kræver imidlertid en helt anden form for “selvstyre”, end lokalsamfundene, kommuner, regioner og staten giver mulighed for i dag, men ikke desto mindre er det nogle interesante tanker som han har gjort sig.

Klik her for at læse indlægget om Lars Kolinds bud på, hvordan vi som samfund kan komme stærkere ud af krisen.

En anderledes tilgang til krisen…

En anderledes tilgang til krisen...

Jeg har på det sidste læst en del af erhvervsmanden og “folketingspolitiker-wanna-be” Lars Kolinds blogindlæg og faldt i den sammenhæng over et indlæg om, hvordan virksomheden Unimerco har valgt en anderledes tilgang til den igangværende krise.

Man kan være enig eller uenig i denne virksomheds måde at tackle krisen på, men ikke desto mindre synes jeg, at det er et forfriskende bud på, hvordan man håndterer en krisesituation.

Klik her for at læse det specifikke indlæg om, hvad Unimerco gør anderledes i en krisetid.

Lars Kolind, den attitude holder ikke…

lars_kolind.jpg

I går hørte jeg, at en af Ny Alliances højt profilerede folketingskandidater, den tidligere Oticon-direktør Lars Kolind, udtale følgende i pressen: “Alle siger, det er forfærdeligt på Christiansborg, og hvis det viser sig at være håbløst, så er der forhåbentlig en suppleant, der kan tage over”.

Hvad i alverden er det for en uprofessionel attitude at lægge for dagen, når man går ind i politik? De, der vælger at stemme på Lars Kolind, betror ham trods alt med deres demokratiske stemme i en klar forventning om, at han vil tale sine vælgeres sag og arbejde hårdt for de værdier og synspunkter, som han sandsynligvis vil blive valgt ind i Folketinget på. Jeg må indrømme, at jeg mistede en del respekt for Lars Kolind i går med denne udtalelse. Da han var topchef for Oticon, ville han næppe ansætte en medarbejder i en ledende stilling, hvis vedkommende under jobinterviewet fortalte Lars Kolind, at hvis det blev for surt med jobbet i perioder, ville der forhåbentlig en underordnet, der kunne tage over.

Så kære Lars, jeg synes at du skal trække din udtalelse tilbage fra i går og til gengæld fortælle dine potentielle vælgere, at du selvfølgelig vil gå helhjertet ind i dansk politik. Jeg har stor respekt for dig som erhvervsleder og håber, at jeg også kan få det for dig som politiker, men det kræver altså, at du groft sagt dropper tudekiksene og selvfølgelig knokler løs som politiker på Christiansborg. Du opnåede ikke de flotte resultater, som du er kendt for som erhvervsleder, ved at give op, når det var lidt svært – tværtimod opnåede du resultater gennem hårdt og målrettet arbejde og det kan du selvfølgelig også i dansk politik, hvis du altså vil.