Big Brother is Watching Birkerød…

En dag for nyligt, da jeg gik fra min lejlighed og hen ad Hovedgaden i Birkerød, bed jeg mærke i, at en af de lokale frisørsaloner havde fået sat et par overvågningskameraer op – vel at mærke på ydersiden af butiksfacaden.

Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.

Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!

Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.

Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.

Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.

Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.

Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.

Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?

Alle ønsker udvikling eller hvad?

I den seneste tid synes jeg, at der har været talt og skrevet utrolig meget om behovet for forandringer i den verden, som vi lever i.

I USA, hvor præsidentvalgkampen allerede kører for fuld blus, bliver der konstant talt om nødvendigheden af forandringer i forhold til økonomi, olieafhængighed, arbejdsløshed og krigen i Irak. Demokraternes kandidat, Barack Obama, har endda baseret hele hans kampagne på begrebet “Change”.

På den hjemlige front taler meningsdannere, samfundsdebattører, interesseorganisationer, ekspertudvalg og politikere hele tiden om behovet for reformer og forandringer inden for dagpengesystemet, efterløn og skattesystemet, for blot at nævne nogle få aktuelle emner.

Efter min mening holder det gamle ordsprog om, at “alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring” desværre stadigvæk vand – i hvert fald i forhold til den hjemlige diskussion. Vi lever i et samfund, hvis rammer og konventioner i stort omfang stadigvæk er baseret på, hvordan forholdene var for 10, 20 og 30 år siden (hvis ikke mere endda) desuagtet, at de samfundsmæssige forhold ændrer sig hurtigere end nogensinde før. Politikere tør sjældent kigge mere end fire år frem og fedter alt for ofte rundt i populistiske her-og-nu problemer. Jo vist, der sker da lidt i forhold til eksempelvis politireform og sammenlægning af amter og kommuner m.m., men det er langt fra nok, hvis vi skal sikre velfærden på lang sigt.

I stedet burde politikerne have modet til at skabe de samfundsmæssige rammer som der er behov for både her og nu samtidigt med, at de kigger minimum 20, 30 og måske endda helt op til 50 år frem i tiden. Samtidigt skal politikerne og “systemet” forlige sig med, at det er en løbende proces og at man jævnligt skal tilpasse rammerne i forhold til den globaliserede verden som Danmark bare er en meget lille del af.

Samtidigt ville jeg ønske, at vi danskere i større omfang ville opføre os borgere og ikke kun som forbrugere, når det gælder vort samfund. Det virker ofte som om, det mere drejer sig om, hvad man kan få fra “systemet”, når man nu har betalt sin skat i mange år, end hvad den enkelte kan bidrage med i forhold til samfundet og vores medborgere. Jeg ved godt, at det er en meget grov generalisering, men jeg føler virkelig, at borgerbegrebet er på vej til at blive udhulet og at politikernes overdrevne brug af nye love og forordninger i stedet gør os til brugere af “systemet”.

Er det bare mig, der synes, at der virkelig er noget om, at alle nok ønsker udvikling, men ingen reelt set ønsker forandring, når det kommer til stykket? Eller er der noget om det?

Ja til benhård kurs mod ulovlige våben

På torsdag fremsætter justitsminister Lene Espersen et lovforslag om stramning af våbenloven i et forsøg på, at dæmme op for brugen af ulovlige knive og skydevåben. Blandt vil strafferammen for besiddelse af ulovlige våben blive øget fra to til fire år. Samtidigt får politiet mulighed for at varetægtsfængsle personer med ulovlige våben i op til syv dage. Dermed vil personer, der bliver taget med ulovlige våben, omgående fjernet fra gaden og sat i fængsel. Som loven er i dag, konfiskerer politiet blot det ulovlige våben, hvorefter lovbryderen bliver idømt en bøde og får lov til at gå igen.

Generelt set tror jeg ikke på man per automatik får lavere kriminalitet, ved bare at hæve strafferammen for en given forbrydelse – i hvert fald ikke når vi taler om ungdomsrelaterede voldskriminalitet. Jeg tror i højere grad på, at det skal ske gennem en fælles indsats fra forældre, skole, samfund og politi. Jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg ser forældreindsatsen som den vigtigste i denne sammenhæng: Jo tidligere forældre begynder at tale med deres børn om gode samfundsmæssige og menneskelige værdier og at enhver form for vold er uacceptabel, desto hurtigere bliver de unge og fremtidens voksne bevidste som deres individuelle ansvar overfor sig selv og deres medmennesker (og der er jo heldigvis rigtig mange forældre, der allerede gør dette).

Men når det er sagt, siger jeg nu alligevel ja til den foreslåede stramning af våbenloven. Jeg synes godt om forslaget om, at hvis en person bliver taget med et ulovligt våben, ryger vedkommende omgående i spjældet i syv dage! Jeg er af den holdning, at man tager ikke en kniv eller andre former for våben med i byen ved et uheld. Det er en bevidst handling, som ikke kan bortforklares og det er derfor helt okay, at konsekvensen er hård og kontant! Jeg tror virkelig, det kan være med til at få en del til at tænke sig om en ekstra gang, inden de tager ulovlige våben med ud på gader og stræder. Der skal sikkert statueres et nogle eksempler inden lovændringen for alvor virker, men jeg tror ubetinget på konsekvens i denne sammenhæng.

Hvad mener du? Er stramning af lovgivningen vejen frem til bekæmpelse af kriminalitet? Vil den måske kommende stramning af våbenloven medfører, at der fremover vil værre færre ulovlige våben i “cirkulation”? Eller ændrer det ikke på noget som helst?

Barselsorlov: Lad dog folk selv bestemme!

I dag har Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fremsat et forslag om, at tre måneder ud af forældrenes i alt 12 måneders barselsorlov skal øremærkes til faderen. Det “hellige” formål skulle være, at få flere fædre til at tage barsel i længere tid og dermed bidrage til mere ligestilling.

Jeg må indrømme jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor politikerne skal blande sig i forældrenes fordeling af barselsorloven. Hvorfor er det lige man vil tage et så drastisk skridt som til at lovgive på området? Hvorfor er det lige politikerne skal blande sig i noget som forældre sagtens selv kan finde ud af? Vi siger ofte, at det er en fri verden vi lever i, hvorfor jeg mener man skal lade forældrene suverænt selv bestemme, hvad det er de ønsker i forhold til fordelingen af barselsorlov.

I det hele taget synes jeg det er et stort problem, at politikerne oftere og oftere forsøger at lovgive sig ud af problemstillinger, som befolkningen godt selv kan finde ud af at regulere. Imidlertid føles det efterhånden som om liberalisme er blevet et fyord, men det er virkelig et samfundsmæssig begreb som vi sagtens kunne få meget mere fokus på. Men i takt med den stærkt øgede lovgivning på stort set et hvilket som helst område (i 2006 kom der ikke mindre end 1.854 nye love og regler), er individets frihedsrettigheder blevet mindre og mindre.

Er det virkelig, hvad vi ønsker i et moderne og frit demokrati?