Mahler’s Vinhandel: En supergod vinhandler

mahlers.jpgMahler’s Vinhandel er efter min mening en af Birkerøds bedste specialbutikker. Det baserer jeg på, at denne butik i høj grad lever op til de helt grundlæggende kvaliteter, som en specialbutik skal have: Først og fremmest er butikken specialiseret indenfor sit område og sælger derfor heller ikke alle mulige andre varer end lige netop vin og specialøl. Samtidigt sørger butikken for at have et velassorteret sortiment indenfor sit område med god bredde og dybde. Dernæst er butikken bevidst om, at det drejer sig om at give god og saglig rådgivning og hvor man sætter sig ind i, hvad kunden ønsker og har behov for. Og sidst men ikke mindst så forstår butikkens personale, at rigtig god og venlig service er med til at få kunderne til at blive ved med at komme igen og igen.

De to medarbejdere i butikken er begge kendetegnet ved at have en utrolig stor faglig viden om de produkter, som butikken sælger. Jeg har på intet tidspunkt følt, at der bare var tale om højtlæsning fra en etikette, når jeg har spurgt til en bestemt flaske vin – tværtimod for man at vide, hvis medarbejderen ikke har smagt den pågældende vin. Og når man spørger til en vin, som medarbejderne har smagt, er det en fornøjelse at blive informeret om, hvad man kan forvente af vinen og hvad den eksempelvis er god til af madtyper.

Så jeg kan så absolut anbefale, at du smutter forbi Mahler’s Vinhandel næste gang at du skal have god og reel rådgivning om vin. Og så er deres priser for øvrigt ikke så tossede endda og der er altid et godt tilbud at gå efter. Og sidst men ikke mindst, så får du altid puttet dine varer i en plastikpose, hvilket som bekendt betyder noget for mig :o)

Fakta om butikken:

  • Hvem? “Mahler’s Vinhandel”
  • Hvad? Vin og spiritus
  • Hvor? Hovedgaden 47 i Birkerød, tlf. 45 81 24 70, website: klik her
  • Hvor god? 4 ud af 5 stjerner

En sjov og rigtig god rødvin

Forleden faldt jeg over en sjov og anderledes rødvin hos Mahlers Vinhandel i Birkerød. I hvert fald adskiller etiketten på Red Truck 2004 California Red Wine sig fra de fleste. Producenten, Cline Cellars, har nemlig valgt at lade en farverig tegning af rød lastbil pryde etikken på deres Red Truck vinserie.

“Branding is everything” er enhver marketingdirektørs mantra og det er præcis, hvad der er lykkedes for Red Truck Wines. De har formået at skabe en stor interesse omkring symbolet på deres brand, den røde lastbil. Faktisk er interessen så stor, at en del af Red Truck Wines’ amerikanske kunder er begyndt at indsende fotos af deres egne røde lastbiler.

Men nok om det nu og tilbage til selve vinen. En farverig etikette er ikke det samme som et kvalitetsstempel – tværtimod kunne man godt fristes til at tro, at vinen ikke er god nok i sig selv til at sælge, men at der derimod skal en iøjnefaldende etikette til, for at tiltrække kunderne. Men rent faktisk er Red Truck en rigtig god rødvin med en dejlig mellemkraftig og krydret smag med toner af sort peber. Hvis du skal bruge vinen til mad, skal det nok være til lidt mere kraftige retter, hvor der er behov for en vin, der smager af noget. Men Red Truck kan så absolut også bare drikkes som et godt glas rødvin uden mad til.

Alt i alt er det en rigtig god flaske rødvin, som først og fremmest kan anbefales for sin gode kvalitet og dejlige intense og fyldige smag. At etiketten også er sjov og anderledes og prisen ligger på et okay leje (89 kroner inklusive moms), gør kun Red Truck rødvinen endnu mere anbefalelsesværdig.

Gad for øvrigt vide, hvad Red Truck Wines kalder deres hvidvine :o)

Fakta om vinen:

  • Hvem? Red Truck Wines
  • Hvad? Red Truck 2004 California Red Wine
  • Hvor? Californien, USA
  • Hvor meget? 89 kroner
  • Hvor god? 4 ud af 5 vinglas