The Masters: Jeg er skuffet!

themasters31.jpg

Jeg kan lige så godt få frustrationerne ud med det samme: Jeg er kæmpe skuffet over, at min personlige favorit, Tiger Woods, ikke vandt 2007-udgaven af The Masters (jeg vil dog tro, at Tiger selv er endnu mere skuffet end mig).

Og når nu han ikke formåede at hive sejren i land, er jeg såmænd også skuffet over Justin Rose, som heller ikke kunne kæmpe sig til en sejr. Det leder mig videre til den næste store skuffelse i form af Retief Goosen, som ellers havde chancen for at vinde, når nu hverken Tiger Woods eller Justin Rose kunne tage sig sammen. Endelig kan jeg ikke lade være med at være skuffet over Stuart Appleby som heller ikke tog sig sammen og udnyttede den mangelfulde indsats fra Tiger, Justin og Retief.

Altså er jeg – som du nok kan fornemme – generelt set meget skuffet og bitter over, at ingen af mine personlige favoritter ikke tog sammen og kørte sejren hjem. Måske kommer denne bitterhed med det, at fylde 40 år :o)

Anyway, min skuffelse blev imidlertid ikke mindre, da det stod klart, at det var den 31-årige amerikaner, Zach Johnson, der trak det længste strå og vandt turneringen og de 1,3 millioner dollars i præmiepenge (ca. 7,3 millioner kroner).

Jeg må jo indrømme, at Zach Johnson spillede stabilt og bedre end konkurrenterne, hvorfor han selvfølgelig også fortjente at vinde. Men for at være helt ærlig, så er Zach Johnson altså en tand for religiøs til mig – i hvert fald når det gælder det med, at bringe religion ind i golfsporten. Jeg respekterer generelt set folks religiøse tro, men når han under stort set alle interviews altid skal nævne, at det er hans skaber og Jesus, som gør at han spiller så god golf, så står jeg altså helt af.

The Masters: Spændingen stiger

themasters21.jpg

Tredje runde af The Masters skulle vise sige, at blive ikke så lidt af en nedtur for stort set alle spillere og rent faktisk formåede kun tre spillere i form af Tiger Woods, Lee Westwood og Retief Goosen, at gå runden i henholdsvis par, par og to under par.

Resten af feltet måtte indkasserede scores i over par og for en hel del spillere endda rigtig mange slag over par. Specielt australske Geoff Ogilvy, som ellers lå med helt fremme ved starten af tredje runde, havde en virkelig dårlig dag, da han på 15. hul slog bolden i vandet ikke mindre end to gange i træk og måtte gå fra hullet med en ni’er! Den meget kostbare fejl resulterede i, at Geoff Ogilvy gik fra at være med i front ved dagens begyndelse, til at slutte på en delt 26. plads og han er nu reelt set ikke mulighed for at vinde.

I det hele taget faldt spillet sammen for mange af de ellers rutinerede golfstjerne og spændingen før finalerunden er derfor ultrahøj. Stuart Appleby fører turneringen med en samlet score på to slag over par slag, men da der kun er ét enkelt slag ned til Tiger Woods og Justin Rose, skal Appleby på ingen måde taget noget for givet.

Tiger, som har vundet Masters turneringen fire gange før, kommer i hvert fald til at give Appleby kamp til stregen og det gør Tiger vel at mærke både med et fænomenal golfspil og næsten endnu vigtigere med en mental styrke, som ikke findes bedre og som der i høj grad er brug for under en major.

Under alle omstændigheder virker det som om, at næsten alt kan ske under finalerunden, som jeg helt sikkert skal følge minutiøst i aften. Så kære mor (og for den sags skyld andre familiemedlemmer og venner): Lad være med at ringe mellem kl. 22.00 og 01.00 :o)

Tidlig exit for Thomas Bjørn

tbjoern10.jpgAnden runde af The Masters blev desværre til noget, der mindede om en kopi af første runde for Thomas Bjørn, hvilket var lig med en fornuftig for-ni og en rigtig skidt bag-ni.

Dermed blev det til endnu en runde i 77 slag og en samlet score på 10 slag over par for. Cuttet blev på otte slag over par og dermed er det tidlig exit for Thomas i årets første major. Det er naturligvis ærgerligt, at den eneste dansker i turneringen ikke klarer cuttet, men omvendt virker det altså heller ikke som om, at Thomas Bjørn har fundet formen helt endnu, efter problemer med sin nakke samt udskiftning af træner og coach. Og når man ikke er på toppen og ikke spiller rigtig godt, bliver man straffet hårdt af en ultrasvær bane som Augusta.

Turneringen føres nu af Brett Wetterich og Tim Clark med en samlet score på tre under par.

Blandede bolscher fra Bjørnen

themasters3.jpg

Første runde af The Masters var noget af en pose blandede bolscher for Thomas Bjørn. Han lagde eller fornuftigt ud på for-ni med to birdies og en enkelt bogey og lå på det tidspunkt godt fremme i feltet. Imidlertid gik det helt galt på bag-ni, hvor det virkede som om Thomas hele tiden skulle kæmpe for at begræsense problemerne. Et eller andet sted var det endda lidt heldigt, at det ikke blev til mere end fire bogeys og en dobbeltbogey på bag-ni og dermed en samlet runde i 77 slag eller fem slag over par. Det giver Thomas en delt 59. plads og og han skal derfor spille solidt i anden runde for at være sikker på, at være med i weekendens finalerunder.

Samme betingelser gælder også den forsvarende mester, Phil Mickelson, som også havde en tough første runde i 76 slag. Det var i det hele taget småt med gode runder, idet kun ni spillere ud af det samlede felt brød par. The Masters føres af engelske Justin Rose og amerikaneren Brett Wetterich med en samlet score på tre under par.

Så er “The Masters” igang

themasters0.jpg

Så er årets første majorturnering igang i form af den traditionsrige “The Masters”, der vanligt spilles på den legendariske Augusta National Golf Club i Georgia, USA. Banen er berygtet for, at være utrolig lang med en samlet længde på hele 6.808 meter og for sine utrolig hurtige og ofte forræderiske greens.

Danmarks bedste golfspiller, Thomas Bjørn, er med i turneringen og jeg håber selvfølgelig på, at han både klarer cuttet og også kan blande sig i kampen om en topplacering. Hvis jeg dog skal være realistisk et øjeblik, så skal er der næppe tvivl om, at Thomas kommer til at kæmpe hårdt for bare at klare cuttet efter, at han har haft en meget svingende 2007-sæson.

Jeg vælger dog, at være optimist til at starte med og krydser fingre for, at Thomas til at starte med klarer cuttet og kommer videre til weekendens finalerunder.

En værdig vinder

tigerwoods5.jpg

Tiger Woods har netop vundet den 135. udgave af The British Open med en samlet vinderscore på 270 slag eller 18 under par efter fire runder. Dermed har han vundet sin 11. majortitel og Tiger mangler således “kun” syv titler mere for at tangere Jack Nicklaus‘ rekord på 18 majortitler i hans karriere.

I modsætning til i går, hvor Tiger måtte kæmpe hårdt for at holde fast i føringen, udeblev den forventede spænding omkring udfaldet af The Open. I starten var der et par gange, hvor Tiger måtte dele føringen med henholdsvis Ernie Els og Chris DiMarco, men ret hurtigt blev det klart, at Tiger ganske enkelt lavede færre fejl end de andre spillere, der var med i førerfeltet.

[Read more…]

Tiger uden tænder eller klør

tigerwoods2.jpg

På trediedagen af The Open oplevede vi desværre en Tiger Woods uden tænder eller klør. Spillet kørte bare slet ikke for ham som det gjorde i løbet af de første to dage. Det blev derfor kun til en meget svingende runde, hvor Tiger måtte kæmpe hårdt for at gå runden i 71 slag eller kun ét slag under banens par.

Samlet set ligger han stadig på førstepladsen med 13 slag under par, men eftersom at en håndfuld forfølgere havde en rigtig god dag med stribevis af birdies, er førerfeltet blevet en del større med hele fem spillere med kun 1-2 slag op til Tiger.

Tiger skal derfor spille meget mere solidt i morgen i finalerunden og få sat gang i “birdiemaskinen” for at holde afstand ned til forfølgerne, som utvivlsomt vil angribe ham massivt. The Open er således blevet mere “åben” og intet er dermed afgjort endnu. Det bliver derfor en meget spændende dag i morgen.

Tiger kører med klatten

tigerwoods4.jpg

På andendagen af The Open kørte Tiger Woods atter med klatten – han gik nemlig runden i kun 65 slag og var dermed to slag bedre end i går. Det betyder, at Tiger har indtaget førstepladsen med et slag ned til nærmeste forfølger.

Dagens runde for Tiger bød på en enkelt bogey på tredje hul, hvorefter at han satte damp på “birdiemaskinen” og lavede hele seks birdies samt en fabelagtig eagle på 14. hul, som er et par 4 hul.

Hvis Tiger fortsætter i samme høje tempo i morgen og søndag, bliver det svært for forfølgerne at holde trit med ham. Ikke dermed sagt, at jeg vil give Tiger sejren på forhånd, for det er alt for tidligt at spå om. Han er selvfølgelig favorit lige nu, men linksbaner som Royal Liverpool Golf Club er pr. definition meget svære at tæmme og det kan nemt gå galt, hvis man tager tingene for givet.

Det er nu heller ikke, hvad Tiger plejer at gøre. Tværtimod kæmper han altid seriøst til sidste slag er slået. Og godt begyndt er som bekendt altid halvt fuldendt :o)

Tigeren er tilbage…

tigerwoods.jpg

For et par måneder siden måtte Tiger Woods‘ far, Earl Woods, opgive en mangeårige kamp mod prostatakræft. Faderens død har forståeligt nok taget hårdt på Tiger og hans golfspil, som bestemt ikke har været superstabilt i perioden efter.

Blandt andet missede Tiger cuttet i en Major turnering for første gang siden at han blev professionel. Det skete da Tiger ikke formåede at holde sig blandt de bedste i forbindelse med årets U.S. Open Championship turnering.

.I dag spillede Tiger den første runde af The Open og det virker som om, at han har fundet rytmen i spillet igen. Tiger gik nemlig runden i kun 67 slag eller fem under banens par, hvilket rækker til en delt andenplads indtil videre.

[Read more…]

Giv mig fred i de næste fire dage

theopenlogo21.jpgI dag begynder verdens absolut mest prestigefyldte golfturnering i form af British Open eller “The Open” som den også kaldes i folkemunde. Turneringen, som altid spilles på en linksbane, afholdes i år på Royal Liverpool Golf Club i Hoylake i England.

Fra Danmark deltager Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen. Selvom at Søren har været rigtig godt spillende i år, er der ingen tvivl om, at det er Thomas, der er favoritten blandt de to.

Men ingen af de to skal dog tro, at det bliver nogen nem opgave, for der bliver utvivlsomt budt på hård modstand fra stjerner som Tiger Woods, Colin Montgomerie, Phil Mickelson, Ernie Els og ikke mindst de 150 andre golfspillere, der alle er opsat på at gøre deres bedste og gå efter at vinde The Open.

Anyway, det var egentlig ikke det, som jeg ville begynde at skrive en masse om. Det var mere, at jeg – som den passioneret golfentusiast jeg er – ikke ønsker at blive forstyrret i de næste fire dage, hvor jeg bare skal nyde så meget af The Open som muligt. Så, hvis du vil mig noget, så vent med at ringe til mig på mandag :o)

%d bloggers like this: