Kvalitet er en relativ størrelse…

I forbindelse med, at jeg sad og browsede mig igennem nogle it-nyheder forleden, faldt jeg over begrebet “oppetid”. Oppetid er et begreb som – hvis man arbejder i it-branchen – ofte bruger når der tales om driften af eksempelvis et serverrum, og man har brug for at sætte et driftmål for det. Oppetiden er således den tid, hvor serverrummet garanteres at være “oppe”, altså den tid hvor det fungerer efter hensigten. Så hvis man siger, at man garanterer at serverrummet har en oppetid på eksempelvis 99,9 %, skal kunden derfor regne med en nedetid på 0,1 % af tiden.

Tiden kan jo så være defineret som mange ting, det kan være i kontortiden eller døgnet rundt. Hvis man bare regner tiden som værende kontortiden fra kl. 8.00-16.00 og lad os for eksemplets skyld sige 250 åbningsdage, skal man altså være indstillet på en potentiel nedetid på 2 timer i løbet af året (0,01 % af 8 timer x 250 dage = 2 timers nedetid). Hvis tiden derimod er 24/7/365 (altså døgnet rundt, ugen rundt, året rundt) giver det en potentiel nedetid på næsten 9 timer om året (0,01 % af 24 timer x 365 dage = ca. 8 timer og 46 minutter).

Anyway, det var egentlig slet ikke min mening at blive så teknisk og begynde at lave alle mulige udregninger. Tanken bag mit blogindlæg er derimod at, at det med oppetid fik mig til at tænke på, at kvalitet i den grad er en relativ størrelse.

Kvalitet er mange ting og det afhænger oftes af de øjne (og nogle gange også ører og næse) der betragter det. Eksempelvis kan to mennesker kan sidde på den samme restaurant og få to vidt forskellige oplevelser. Det kan være at den ene sidder bedre end den anden. Det kan være, at der er forskellige tjenere eller det kan såmænd også være, at det er den samme tjener, men vedkommende behandler de to gæster forskelligt. Så er der jo maden, den ene gæst spiser den bedste bøf vedkommende nogensinde har spist. Den anden gæst kan have fået et fisk som var helt ordinær. Og så der er drikkevarerne – måske havde sidstnævnte gæst valgt at drikke en kraftig rødvin til en smagsmæssig skrøbelige frisk.

Og så har kvalitetsdefinitioner jo også noget at gøre med, hvad emnet drejer sig om. 99,9 % oppetid i et serverrum lyder fornuftigt for de fleste, men for den virksomhed som driver en multi-million webbutik med salg til hele verdenen er det måske ikke godt nok, da nedetid er lig med tab af omsætning for hvert minut webbutikken ikke virker. Hvis jeg var meteorolog og sagde, at der er 99,9 % chance for det bliver solskin i morgen, ville solhungrende danskere klappe i deres hænder og sige, at det lyder rigtig godt. Hvis Københavns Lufthavne derimod kun opererede med 99,9 % “oppetid”, ville det betyde at 8-10 fly ville styrte ned – hver dag! Så hos Københavns Lufthavne er dette kvalitetsmål altså ubetinget 100,0 %.

Omvendt er et kvalitetsmål på 100 % heller ikke en garanti for kvalitet i absolut forstand. Det er nok de færreste, som vil ophøje fastfood fra McDonald’s til at være (rigtig) god mad og stedet, hvor man får kulinariske oplevelser i topklasse. Næ, her drejer kvalitet sig om ensartethed, hvilket er lig med ultrastram konceptstyring og det samme produktsortiment over hele kloden – de lokale afvigelser er i hvert fald yderst begrænsede. Det er faktisk så standardiseret koncept, at man lige frem taler om Big Mac indexet, når man sammenligner købekraft på tværs af alverdens lande! Så uanset om du besøger McDonald’s i Sønderborg eller Singapore, så får du samme oplevelse, samme produkt, samme service, samme kvalitet, men dog ikke samme pris :-) Der er ikke garanti for nogen stor smagsoplevelse, men til gengæld smager maden på samme måde hver eneste gang ;-)

Nå, men min endelige pointe er egentlig, at  min verden er kvalitet noget man vælger – også selv om det er en relativ størrelse :-)

“Super Size Me”: En tankevækkende film…

I går så jeg den amerikanske dokumentarfilm “Super Size Me“, der omhandler, hvad der sker med kroppen, hvis man ikke lever af andet end McDonalds fastfood i 30 dage i træk.

Ud over, det var lidt pudsigt at se en film om effekten af kun at leve af fastfood, medens jeg samtidig stod og forbrændte masser af kalorier på et løbebånd i fitness centret, så var resultatet af denne 30 dages “kur” et eller andet sted forudsigelig.

Ikke desto mindre var det alligevel lidt chokerende at opleve, hvilke negative effekter en så ensidig kost havde på dokumentarfilmens hovedperson, Morgen Spurlock. En ting var, at han tog ikke mindre end 11 kilo på i løbet af de 30 dage, hvilket i sig selv var helt overdrevent. Men at han var tæt på at pådrage sig permanent leverskade samtidigt med, at blandt andet kolesteroltal og blodtryk var ved at ryge igennem loftet, var nærmest grotesk at følge.

Nu tror jeg, at enhver form for overdreven ensidig og usund kost vil have en negativ indvirkning på kroppen. Hvis jeg eksempelvis ikke spiste andet end leverpostejmadder 30 dage i træk, tror jeg nu også, min krop ville reagerer meget negativt på en så ensidig kost. Men derfor viser “eksperimentet” jo alligevel, at man skal tænke over, hvad man fylder i sin krop og at fastfood kun bør nydes engang imellem.

I forvejen har jeg med min egen livsstilsændring fået et anderledes syn på begrebet fastfood, som for størstedelens vedkommende nærmere bør betegnes som junkfood bestående af billige og meget dårlige råvarer. Det ændrer dog ikke på, at også jeg selvfølgelig kommer til at spise fastfood fra tid til anden fremover, men efter at have set filmen, tror jeg der bliver noget længere imellem.

I hvert fald var det meget tankevækkende at se “Super Size Me”.

Skal McDonald’s forbydes i Danmark?

I følge en artikel på Jyllands-Postens website, har byrådet i Los Angeles indført et imidlertidig forbud mod fastfoodrestauranter i den sydlige del af Los Angeles. Det betyder, at der i ét år ikke må opføres nye fastfoodrestauranter i denne del af byen, hvilket selvsagt også kommer til at ramme verdens største kæde af fastfoodrestauranter, McDonald’s.

Formålet med dette midlertidige forbud er, at prøve at begrænse det stærkt stigende antal af overvægtige og prøve at forbedre deres spisevaner ved at begrænse adgangen til billig junkfood.

Bør vi indføre et lignende forbud mod McDonald’s, Burgerking og andre fastfoodrestauranter her i landet eller skal det være helt op til folk selv at afgøre, hvad de vil spise?