Så kom den menneskelige indsigt

hvilshoej.jpg

Jeg har netop læst, at integrationsminister Rikke Hvilshøj har givet en opholdstilladelse til Rams, den 15-årige forældreløse dreng fra Sri Lanka. Dermed er flere ugers usikkerhed overstået og drengen behøver ikke længere at frygte udvisning til sit borgerkrigshærgede hjemland (læs eventuelt også mit oprindelig indlæg om emnet ved at klikke her).

Jeg synes, at det er yderst positivt, at Rikke Hvilshøj nu har fået den menneskelige indsigt og har indset, at det eneste rigtige at gøre, var at give Rams en opholdstilladelse. Jeg kan selvfølgelig godt frygte, at det kun skyldes den massive negative presseomtale. Imidlertid vælger jeg at være positiv indstillet og håber, at integrationsministeren vil bruge denne sag til generelt at kigge systemet efter i sømmene og tilsikre en langt mere medmenneskelig behandling af sagerne fremover.

Mangel på menneskelig indsigt

hvilshoej4.jpg

Her i landet har vi (selvfølgelig) en række retningslinier på flygtningeområdet, som har til formål at afgøre, om hvorvidt vi giver en flygtning asyl eller midlertidig opholdstilladelse eller ej. Principielt mener jeg da også, at de fastsatte retningslinierne som udgangspunkt skal overholdes, men at der altid skal skeles til det menneskelige element i enhver sag.

Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet med den 15-årige forældreløse drenge fra Sri Lanka, som står foran at blive sendt tilbage til det borgerkrigshærgede land. Her synes jeg, at det virker som om, at hele systemet og den ansvarlige minister, Rikke Hvilshøj, i den grad mangler menneskelig indsigt og forståelse.

Hvad er det som gør, at systemet åbenbart kører sagen igennem en åbenbart meget firkantet regelmaskine, uden hensyntagen til det faktum, at drenges fremtid mildest talt er meget usikker? Er det bare fordi, at systemet skal have kørt så mange sager igennem som muligt og bare betragter sagerne som sager og dermed ikke udviser rimelig respekt for, at det drejer sig om menneskelige skæbner?

Uden ellers at der er nogen direkte sammenligning, så kan jeg nu ikke lade være med at tænke over, om hvordan det havde set ud, hvis vores svenske broderfolk under anden verdenskrig – med henvisning til firkantede regler på flygtningeområdet – havde ville sende de danske jøder, som var flygtet til Sverige, tilbage til en uvis skæbne i Danmark.

Jeg vil mene, at hvis der er den mindste tvivl om behandlingen af en given sag, så bør tvivlen komme flygtningen tilgode. Vi lever i et rigt og åbent samfund, hvor der skal være plads til at hjælpe mennesker, som er i nød – også fremmede, som risikerer at blive forfulgt i deres hjemland.

I den aktuelle sag med den 15-årige dreng, er der efter min mening ingen tvivl om, at han selvfølgelig skal have lov til at blive i landet. Alt andet ville være helt umenneskeligt.